’Bullet Train’ forener
eksistentialisme og action i en skøn blanding af japansk gakkethed, amerikansk
humor og et voluminøst budget til special effects og stunts. I modsætning til
lejemorderen Ladybird, spillet af Brad Pitt, føler man sig i biografen på det
helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.
Bullet Train, der er instrueret af David Leitch, er den type actionfilm, som ligesom postmoderne klassikere som Pulp Fiction (1994) og Fight Club (1999) udfordrer grænserne for genrens klichéfyldte replikker og stringente fortællestil. Filmen varer 126 minutter og har premiere den 4. august i biografer over hele landet.
Filmen handler om lejemorderen Ladybird, på dansk Mariehøne, der tilsyneladende er blevet forsynet med en så uheldig skæbne, at han nu satser på en nem og fredelig opgave: Tag til Tokyo, stå på det japanske hurtigtog, find en sølvfarvet mappe, og stå af på førstkommende station. Men, som allerede antydet, vil hans skæbne det anderledes, og hurtigt befinder han sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt: Blandt lejemordere med sammenflettede opgaver – inklusive Ladybirds – på verdens hurtigste tog, der kun opholder sig ét minut på hver station.
”Enten styrer du din skæbne, eller også styrer skæbnen dig”
Bullet Train er en eksistentiel kamp for overlevelse – dræb, eller bliv dræbt. I vekselvirkningen mellem gakkede indslag fra japansk populærkultur som japansk anime-tegnefilm og amerikansk slapstick-humor med karikeret brutal vold udforsker Ladybird ikke bare sin egen skæbne, men tvinges til at forholde sig til andres. Heriblandt de to flashy lejemorderes med de absurde navne Mandarin og Citron, formidabelt spillet af Aaron Taylor-Johnson og Brian Tyree Henry, som ligesom Ladybird havde forventet sig en stille og rolig togtur, men som vikles ind i det ene slagsmål efter det andet.
Bullet Train kan virke simpel og blot underholdende, men det, der gør, at den løfter sig lidt fra andre actionfilm, er Leitchs arbejde med at gøre stuntscene knivskarpe, mens tegnefilmsagtige rekvisitter flyver om ørerne, og det japanske højhastighedstog ’Shinkansen’ suser gennem det japanske landområde mellem Tokyo og Kyoto. At Leitch selv er stuntman, og endda har fungeret som Brad Pitts stuntman i fx Fight Club, er muligvis forklaringen på de udsøgte voldsscener, men nok også, at der er drysset lige rigeligt nok af dem udover de 126 minutter. Det bliver en anelse for trivielt med kamp efter kamp. Dog skal der stadig lyde en varm anbefaling herfra.
Se trailer her