Kernen i ethvert godt show er værten – den, der binder alle elementerne sammen og løfter oplevelsen fra “godt” til “mindeværdigt”. I KONFETTI har Wallmans taget skridtet og introduceret Jasmin Gabay i rollen som værtinde – et valg, der i høj grad lykkes.
Mange vil savne den tidligere værtinde, drag queen Megan Moore, som i årevis var synonym med Wallmans’ ekstraordinære atmosfære. Men fornyelse er ofte nødvendigt, og med Gabay er det en ægte opgradering. Hun bringer sit eget unikke præg – en balance mellem varme, intensitet og scenisk karisma, som både overrasker og glæder.
Jasmin Gabay er måske mest kendt for at have deltaget i Bagedysten sæson 7 (2018) og senere i Dansk Melodi Grand Prix. Men hun er meget mere end “første eksponering” i tv-rammen. Hun er en multikunstner og erfaren performer, som forstår at engagere publikum og bygge bro mellem scenens energi og tilskuerens forventninger.
Hun åbner showet med et fantastisk medley af Anne Linnets sange – en klog, genkendelig og følelsesladet start. Her leverer hun stærke versioner af blandt andre Tusinde stykker, Barndommens gade, Glor på vinduer og Venus. At vælge Linnet som musikalsk pejlemærke viser ikke blot smag, men også ambition: Man vil placere KONFETTI i den danske musikalske tradition, men med ny vinkel. Jasmin Gabays udstråling og sangmæssige formåen bringer det hele op i topklasse.
Hun er mere “på,” end hvad man tidligere har set hos Wallmans’ værter – man mærker, at hun har det i sig, elsker scenen og tør tage chancer. Dermed bliver hun ikke bare et overgangselement, men en aktiv medspiller i showets dramaturgi.
Musik, takter og fest
Konfetti bringer os en popfest uden sidestykke i Wallmans’ historie. Repertoiret spænder bredt – fra danske klassikere til internationale hits – og leveres med vokal styrke og præcision, man helt sikkert ikke så i samme grad sidste år.
Udover Anne Linnet-medleyet præsenteres blandt andet et medley med Robbie Williams, der viser, at showet prioriterer både genkendelighed og underholdningsværdi. Den akustiske kvalitet og intensitet i vokalerne virker skarpere og mere gennemarbejdet end tidligere, hvilket giver showet et klart musikalsk løft.
Showets musikalske core-ensembler og backingvokalister leverer konsistent energi, og lydbilledet var tilpas robust uden at overdøve Jasmin Gabay. Det er tydeligt, at periodens produktionsstandarder og fokus på lyd er opgraderet.
Et dinnershow uden ekstraartister ville være fattigt – og KONFETTI skuffede ikke. Dog er balancen mellem “wow” og “set før” svær, og her og der vakler showet en smule.
DynaMike – Streetartisten
DynaMike kommer på scenen med elementer af streetkunst og performance. Han jonglerer med macheter, arbejder med en motorsav og henter publikum ind i sit univers. Desværre når han ikke helt op på niveau med resten af showet. Der er teknisk snilde, men kunstnerisk mæthed halter lidt: det føles delvist genkendeligt og ikke helt originalt. Alligevel fungerer segmentet som en pause i musiktrykket.
Daniel Rosenfeldt – “Starcatcher” lysshow
Her får vi en virkelig perle. Rosenfeldts lysshow, Starcatcher, er visuelt imponerende, med et æstetisk blik for farve, bevægelse og timing. Det er ikke bare et supplement – det er en del af showets narrativ og magi. Publikum bliver draget ind, og man glemmer næsten at trække vejret.
Dmitriy Karpenko – luftakrobat fra Ukraine
Aftenens absolutte højdepunkt – måske også det mest mindeværdige. Karpenko svinger sig elegant og dramatisk i stangen, og hans akrobatiske præcision kombineret med fysisk styrke og æstetik fanger alles øjne. Uanset om man ser med fra front, side eller bagsal, er det et “eye catch” i ordets bedste forstand – og både hetero- og homopublikum kunne nikke anerkendende.
Det er i den slags øjeblikke, at KONFETTI virkelig lykkes med at transcendere kulissen og blive en helhedsoplevelse.
Maden – det, man vender tilbage for
Man kan næsten ikke omtale Wallmans uden at nævne deres berømte signatursuppe. Den er ikke bare en ret – den er en institution og en tradition, og næste år kan den fejre jubilæum, idet den har været med i nærmest alle kulinariske iterationer gennem tiden.
Før showet mødte jeg en gruppe, som alle var førstegangs gæster. Spørgsmålet var: hvad skulle de glæde sig mest til? Mit umiddelbare svar var: signatursuppen. De sagde nærmest i kor – “suppen!”. Selv de mest skeptiske blev grebet. Og da showet var færdigt, kom en af dem hen for kun at sige: “Du havde ret.”
En blomkålssuppe med et twist af chili, hvid chokolade og serveret med brød og brunet smør. Den var rund, fyldig, dyb og overraskende i sin balance mellem blidhed og kant.
Men maden stopper ikke der. Menuens fortsættelse viser talent for detaljer, smagskombinationer og æstetik:
Menu
Suppe
Blomkålssuppe med chili og hvid chokolade, serveret med brød og brunet smør
Forret
Lynstegt tun på risionisalat med basilikum, serveret med avocado-créme, toppet med orange chilisalsa og ristet majs
Hovedret
Oksemørbrad med rosmarinsky, kartoffelkage med gulerod og rødbede, dijoncréme og friteret kapers
Dessert
Appelsin- og kardemommebrownie med hvid chokolademousse, appelsin-broken gel og hindbærrcoulis
Retterne var i år teknisk skarpe og kreativt sat sammen. Tunretten balancerede syre og tekstur flot, hovedretten var saftig og umamirig – og desserten imponerede med sin farverige opbygning og kontraster mellem syrligt og sødt.
Men ingen retter er fri for kritik: portionerne var i visse tilfælde lidt mindre end før, og man kunne fornemme, at Wallmans har tilpasset sig moderne tendenser om “små tallerkener – stor oplevelse”. Det fungerer generelt fint, men for den vante spiser blev det nogle steder lidt “justeret ned”. Ikke desto mindre: ikke et ondt ord om kvaliteten. Alt var lækkert, veltillavet og (endnu vigtigere) nydeligt serveret.
Det visuelle univers: scenografi, lys og rum
I år har den gamle Cirkusbygning gennemgået en transformation – og ikke blot kosmetisk. Hele hallen er skiftet ud, opdateret og redesignet med inspiration fra Verner Panton-stilen: organiske former, farver, bløde konturer og et miljø, der spiller med de musikalske og performative elementer.
Scenografi og lyssætning smelter sammen med showets nerve. Det er som at træde ind i en forstørret drøm: man ser, sanser og hører. Farverne træder frem, konfettien kan bogstavelig talt fylde luften, og intet virker tilfældigt. Det visuelle udtryk understøtter dramaturgien og intensiverer overgangene.
Lyset gør mere end at oplyse – det fortæller, understøtter, transformer. I lyshullerne mellem artister og musikalske numre er lyssætningen med til at bevare momentum og skabe flow.
Men når man trækker alle linjer op: show, musik, kulinarisk kvalitet og visuel helhed – så lander KONFETTI med stolthed i fem stjerner. Det er en aften, man ikke bare husker – det er en aften, man tager med sig hjem i hjertet.
Anbefaling: Gå ind med forventning om at blive overrasket, underholdt og forkælet — og lad konfettien falde over dig.