På Aveny-T har instruktør Niels Erling og dramatiker Ida Marie Hede sat et punktum for deres popkulturelle trilogi med Lose Yourself – en forestilling, der vender spejlet mod manden, kroppen og den vrede, der både skjuler og afslører sårbarhed.
Hvor de to tidligere forestillinger undersøgte kvindelige ikoner fanget i mediernes begær, er fokus denne gang rettet mod den figur, der sjældent stilles til regnskab på scenen: den unge mand, der forsøger at leve op til forestillingen om styrke, kontrol og overlegenhed.
I 2022 hyldede Work Bitch Britney Spears, og i 2024 var det Pamela Anderson, der blev sat under lup i Pamela. Med Lose Yourself afrundes Blonde Babe-trilogien – og det sker med et brag på Aveny-T på Frederiksberg. Jeg så forestillingen en kold fredag aften – og sikke en måde at bruge den på. Jeg var i hvert fald varm og mere til da jeg gik derfra.
Det handler om en tilsyneladende heteroseksuel ung mand, der forguder rapperen Eminem. Han vil se ham, være ham – og ja, også have ham. På alle tænkelige måder. For hvem siger, at mænd ikke kan begære deres mandlige idoler?
Scenografien ligner et neonoplyst drengeværelse – et klaustrofobisk tempel af plastik og skinnende idealer, hvor alt glitrer og råber. Overfladen sluger alt, og bag lyset gemmer sig mørke. Musikken bevæger sig mellem rap, pop og performancekunst, og resultatet er voldsomt, morsomt og grænseoverskridende – netop dér, i ubekvemmeligheden, opstår stykkets nerve.
Forestillingen åbner som et ritual over moderne mandighed. På scenen står fire performere: Oskar Salvatore som den blonde Eminem-lignende hovedperson, Josefine Skjold Münster-Swendsen som Celeste, der spiller med rørende nærvær, samt musikerne Asbjørn og Sebastian Toft (alias Skt. DeLarge), der også bidrager med egne sange – blandt andet Sort hul og En parodi.
Fra første sekund mærker man musikken, sveden og energien. Ensemblet insisterer på bevægelse og overgivelse. Midt i det hele står Oskar Salvatore med sin næsten to timer lange monolog, båret af en blanding af desperation og ømhed. Hans præstation er fysisk ekstrem, men det er i de stille øjeblikke – når stemmen knækker, og kroppen falder sammen – at forestillingen rammer noget helt ægte. Han er perfekt castet, og på første række kunne jeg mærke både hans intensitet, hans sved og hans spyt – så tæt på, at man nærmest blev en del af forestillingen.
Tematisk bevæger Lose Yourself sig gennem et mylder af stemmer: den selvhadende mand, fitnesskulturen, det digitale selv, homoerotisk længsel og den vrede, der dækker over frygten for at være forkert. Forestillingen søger ikke at løse noget, men lader spørgsmålet stå åbent – som et spejl på et samfund, hvor mandighed både er panser og fængsel.
Indimellem mærker man dog en vis udmattelse i strukturen. Nogle pointer kredser lidt for længe, og de mange skift mellem grotesk satire og følsomme bekendelser kan få rytmen til at vakle. Men selv dér, hvor retningen svækkes, bevarer Lose Yourself sin rå energi og sit rasende engagement.
Man behøver ikke have set de to tidligere forestillinger for at forstå denne. Den står stærkt alene – som et selvstændigt, modigt og kompromisløst værk.
Lose Yourself vil meget – og netop derfor rammer den noget sandt. I forsøget på at forstå manden anno 2025 viser den ham, som han er: forvirret, ensom, længselsfuld og stadig midt i kampen for at finde ud af, hvem han må være.
En hyldest til Eminem – og til den følsomme mand.
Et af de bedste teaterstykker, jeg har set længe.