Den 18. september har filminstruktøren Ludvig C.N. Poulsen premiere på sin første spillefilm, Se gennem Aske – en film, han både har skrevet og instrueret. For Ludvig har projektet været en følelsesmæssig rejse, der begyndte for seks år siden, og som i dag fremstår som en meget personlig film. Da han gik i gang med at skrive, var det ikke meningen, at så mange skulle se den – men historien om kærlighed og om den smerte, der opstår, når man ikke kan få den, man elsker, rammer universelt og nåede ud til det store lærred.
I hovedrollen møder vi skuespilleren Rex Leonard, kendt fra blandt andet TV 2-serien Sommerdahl og ikke mindst Netflix-serien The Rain, hvor han fik sit store gennembrud. Efter roller i kortfilm og i spillefilmen Ninna tager han nu næste skridt som hovedrollen Christian – en milepæl både for ham og for Ludvig, og en markering af to stærke talenter på vej frem.
Her på XQ28-redaktionen har vi allerede set filmen to gange – og vi er især imponeret over Ludvigs fortællemåde og af den måde, han fanger sit publikum på, og ikke mindst over den energi, Rex tilfører rollen som Christian. Vi talte naturligvis med de to, om hvordan det var for Ludvig at overføre så private oplevelser til det store lærred, og hvordan Rex fik greb om Christian og hans udfordring til at give liv til en så sårbar karakter.
Men først en kort introduktion til filmen:
“Se gennem Aske er en rå og inderlig fortælling om den unge Christian, der forsøger at samle sig selv op efter et smertefuldt brud med sin første store kærlighed. For at dulme hjertesorgen kaster han sig ud i dating-apps’ univers, hvor han søger nærhed i et landskab præget af overfladiske møder og intense hook-ups. I jagten på kærlighed og mening konfronteres han i stedet med begær, besættelse – og en voksende følelse af tomhed. Filmen undersøger på ærlig vis de paradokser, der følger med nutidens digitale kærlighedsjagt, hvor ubegrænset adgang til nye forbindelser ikke nødvendigvis fjerner følelsen af ensomhed”. (Se Traileren her)
Selvom det efterhånden er en måned siden jeg så filmen, står den stadig meget klart for mig, og jeg er naturligvis nysgerrig på nogle ting: Jeres samarbejde fremstår som filmens hjerte. Hvordan arbejdede I sammen – praktisk og kreativt – for at skabe den naturlighed, vi ser i filmen? Fortæl os hvordan I kender hinanden og hvor længe I har kendt hinanden!
Vil du ikke starte Ludvig?
Jo selvfølgelig, en god film er en film med troværdige, inderlige og medfortællende skuespillere. Derfor er det altid instruktørens ypperste opgave at caste. At jeg stødte på Rex i min castingproces var altså den største gave, filmen og jeg kunne få. Rex er nemlig usædvanlig åben overfor og indlevende i alt det, han gør. Det er derfor han er så ekstremt dygtig. Rex og jeg er slet, slet ikke færdige med hinanden!
Du smiler Rex, hvad siger du til det?
Jeg må simpelthen sige, at jeg ELSKER at arbejde med Ludvig. Han er intet mindre end en fantastisk filminstruktør. Ikke alene, forstår han at videreformidle retninger til sine spillere på en meget klar og forståelig måde – han er også en sublim historiefortæller og et rigtig dejligt menneske. Jeg tror vi deler helt samme smag i filmsprog, og vi forstår at kommunikere helt åbent, ærligt og direkte med hinanden, for filmens og historiens bedste. Og så har vi det bare pissesjovt sammen.
Interviewet forsætter efter billede
Martin Damm/Pressefoto
Jamen, det går da rigtigt godt, så lad os forsætte!
Rex, du spiller Christian med en bemærkelsesværdig sårbarhed, der føles både rå og ægte. Men hvordan fandt du ind til ham?
Jeg holder meget af sårbarhed i karakterer, og med Christian gav det, på en eller anden uforklarlig måde, sig selv, hvordan jeg skulle gå til ham. Han blev skabt igennem mange og lange snakke med Ludvig om karakteren og historien indledende, og derefter kom det hele meget instinktivt og intuitivt til mig, da vi gik i gang med at optage. På mange måder var Christian en karakter, der i højere grad blev skabt gennem handling, end tanke.
Hvornår gik det op for dig, at Christian var blevet en del af dig – at du levede som ham, ikke bare en rolle, du spillede?
Jeg tror altid, at jeg vil leve med mine karakterer, mens jeg er i dem. Jeg er i hvert fald ikke god nok til at gøre andet. (Griner han og forsætter) Jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det undervejs, men jeg kan huske at jeg undersøgte hvor mange nye sider og nuancer af Christian jeg kunne finde, for hver ny scene vi optog.
Jeg har et spørgsmål på læberne, som jeg simpelthen bliver nødt til at stille: I filmen tænder Christian nærmest den ene cigaret med den anden, og især scenen på svalegangen får næsten et ironisk skær. I dag, hvor de fleste har lagt smøgerne på hylden, virker det lidt grotesk – men også ret morsomt – at han ryger så meget. Det føles som om cigaretterne er blevet en forlængelse af ham. Men hvordan var det at ryge så meget?
Produktionen havde heldigvis sørget for, at det var Honeyrose cigaretter jeg røg (filmcigaretter uden tobak og nikotin), og gudskelov for det. Jeg tror, jeg havde fået et ildebefindende, hvis jeg skulle have røget rigtige cigaretter take efter take. Undervejs i optagelserne gav jeg det ikke meget tanke, men når jeg reflekterer nu, ser jeg, at cigaretten jo nærmest er Christians bedste ven og tætteste allierede og noget, han altid ved, hvad er, og kan støtte sig til, når alting ramler for ham.
Mens Rex her fortæller om sin indlevelse i rollen, er det tydeligt, at meget af filmens styrke også ligger i det personlige afsæt. Så vil jeg spørge dig Ludvig: Filmen udspringer af dine egne erfaringer med første kærlighed og tab. Hvordan var det at omsætte så private følelser til et manuskript – og siden dele dem med et publikum, der nu kan spejle sig i dem?
Det har på den ene side været angstprovokerende og pinligt at dele så personlige følelser og erfaringer, og på den anden side enormt frisættende, fordi man efterlader sig selv lidt mindre ensom. Når folk henvender sig efter at have set filmen og føler sig set og forståede, så er det det hele værd.
Filmen arbejder meget med stilhed og pauser frem for store replikker. Hvordan var det at instruere og spille i et univers, hvor netop det usagte bærer så meget, og hvad har det betydet for det endelige resultat?
Har du lyst til at lægge ud, Ludvig?
Gerne, Christian er en ret ensom karakter og derfor er filmen i perioder ret replikstille – men jeg anser ham egentlig for at være en person med et stort socialt behov, hvorfor han også snakker en hel del, når han har muligheden. Men Christian siger ligesom aldrig rigtigt, hvad der fylder, og så lyver han en del, fordi han skammer og skjuler sig. Det er for mig kernen i meget karakterdrama – løgnen, tilbageholdelse af sandhederne, talen-udenom.
Hvad siger du til det, Rex?
Jeg elsker faktisk, når jeg ikke skal sige så meget. (Rex griner igen og fortsætter). Ord kan ofte være overflødige og sproget mangelfuldt, og det gælder særligt i skuespillet. Jeg synes, det er ret smukt, at filmen bevæger sig langsomt, ligesom livet. Det giver rum til refleksion undervejs, og stilheden og det usagte giver mulighed for, at beskueren kan danne sig sine egne følelser omkring, hvad de oplever, i stedet for at få det fortalt med ord.
Vi kan ikke komme uden om sexscenerne i filmen, der er flere, men jeg vil gerne dvæle ved en enkelt. Det er scenen, hvor Christian lukker en tilfældig sexaftale ind. Den sætter sig i publikum – måske fordi mange i miljøet kan spejle sig i den lidt akavede, ligegyldige snak i starten. Hvad betyder scenen for jer hver især – som instruktør og som skuespiller – og hvad synes I, publikum skal tage med sig fra den?
Rex tager ordet, hvis du refererer til scenen med Kristoffer Eriknauer, så må jeg bare sige stort JA. Det var en kæmpe fornøjelse at spille overfor Kristoffer. Han er god og skøn, både i den scene og generelt som spiller. Scenen viser jo en situation, som for mange er relaterbar, og måske er det derfor, at den opleves som stærkt stående, som du beskriver. Hvad publikum skal tage med fra scenen, vil jeg lade være op til den enkelte.
Og Ludvig, hvordan ser du som instruktør på den samme scene?
Jeg håber ikke, scenen virker alt for dømmende. Det er netop en scene, som mange homoseksuelle har stået i, og for nogle er den pirrende – for andre er den voldsom og grænseoverskridende. I Se Gennem Aske er det en scene, der tager hul på Christians nye mere aggressive søgen efter kærlighed, og for ham er det en begrænset oplevelse. Det har ikke den dybde og intimitet, han søger.
Interviewet forsætter efter billede
Martin Damm/Pressefoto
Jeg har kaldt Se gennem Aske genkendelig – på en måde, der næsten gør ondt – og jeg har hørt fra andre, at de har haft samme oplevelse, da de så den. Hvordan er det for jer, når folk fortæller, at de ser deres egne erfaringer spejlet i filmen?
Det gør mig helt utroligt glad og stolt! både som instruktør og personligt Hvis en film kan få folk til at føle sig bare en lillebitte smule mindre ensomme eller kan få dem til at føle sig spejlede og sete, så har man ikke længere bare lavet filmen for sin egen skyld. Og det er det største, der kan ske!
Det betyder alt, siger Rex og forsætter, For mig – er film historiefortælling, så når folk oplever at blive rørt, griner og føler sig set af fortællingen, så har vi jo ramt noget rigtigt, og det gør mig meget glad.
Ludvig, hvordan fandt du balancen mellem at fortælle en så personlig historie og samtidig skabe et universelt udtryk, som publikum kan spejle sig i – uanset deres egne erfaringer?
Jeg tror, at de film, der fungerer bedst, er dem, der arbejder bevidst med deres almenmenneskelige temaer. I Se Gennem Aske er de temaer ensomhed, søgen efter kærlighed og hjertesorg. De temaer rækker langt ud over grupper i samfundet – også selvom det i Se Gennem Aske udspiller sig i et homoseksuelt menneskes liv.
I får meget ros for at have skabt en af de mest betydningsfulde LGBT+ film i nyere tid. Hvad betyder det for jer, at filmen bliver læst ind i en tradition – og at den samtidig føles vigtig for så mange?
Det ville jo være virkelig dejligt, hvis filmen kunne gøre et indtryk - både for LGBT+-personer og for mennesker i al almindelighed, men hvad siger du Rex?
Det er en fantastisk ros, så det glæder mig, hvis det er tilfældet, at folk har det sådan. Jeg er bare så taknemmelig for hver enkelt, der giver sig tid til at se filmen.
Sørgeligt nok er interviewet ved at være forbi, og filmen har premiere i næste uge. Når folk så har set Se Gennem Aske – hvad håber I så, den bliver husket for om 10 eller 20 år?
Ludvig?
Det har jeg ærlig talt ikke tænkt over. Jeg håber da den kan streames et eller andet sted…
At det var Ludvig C.N. Poulsens debutfilm, som man stadig vender tilbage til, ovenpå de mesterværker, han ellers kommer til at lave over de næste 10/20 år. Forhåbentlig er jeg med i nogle af dem siger Rex med et stort smil.
Og således fik Rex Leonard det sidste ord - vi ses i mørket.