Aftenen før interviewet med XQ28 optrådte Bryan Rice til en meget intim koncert på Drop Inn i København. Her blev han kun akkompagneret af guitarist Dennis Flacheberg og fortalte sjove anekdoter om de sange han fremførte, deriblandt gennembrudshittet No Promises som han har fået tatoveret på armen, og hans 2. single Homeless Heart der lød rigtig godt akustisk.
Før Bryan sang Warriors fra 2017 præsenterede han sig selv som LGTB-person og fortalte at han havde vundet en AXGIL Rainbow Award for sangen sidste år hvilket fik publikum til at klappe bifaldende. Efter showet cirklede han afslappet rundt blandt publikum og småsnakkede og skrev autografer. Det var også en meget afslappet Bryan Rice som XQ28 mødte dagen efter.
Interviewet foregik på Espresso House midt på Fisketorvet da Bryan havde barnevogn med. Hans 3-årige datter Liv var blevet lidt snottet og måtte ikke komme i børnehave, men Bryan jonglerede fint både at besvare spørgsmål og holde øje med datteren. Han fortalte at da han for 12 år siden mødte sin mand Mads gennem fælles venner i musikbranchen, fandt de ret hurtigt ud at de var ”meant to be,” og nu er de så også både blevet gift og har fået barn.
Hvornår og hvordan fandt du ud af at du gerne ville være noget ved musikken?
Faktisk har jeg i år lavet et foredrag som hedder ”Musikken valgte mig”. Hele mit liv har jeg sunget og været meget drevet af musik, men hverken som barn, ung eller tidlig voksen har jeg tænkt over at musikken rent faktisk var noget jeg skulle leve af. Når jeg ser tilbage på mit liv som 41-årig kan jeg godt se at musikken har prøvet at hive fat i mig mange gange i løbet af mit liv, men uden at vide det har jeg skubbet det til side og tænkt i andre baner. Min mor har fortalt mig at fra jeg var tre år gammel gik jeg rundt og sang mine egne sange, og man kunne altid høre hvad humør jeg var i for det afspejlede de sange jeg sang. Så jeg har altid udtrykt mig i musik og lyrik men har aldrig troet at det var noget jeg skulle bruge professionelt indtil jeg blev 27 og pludselig fik buddet fra Remee om at synge No Promises.
Før da var du med i et Robbie Williams covershow.
Ja, det er rigtigt. Musikken blev jo ved med hele tiden at prøve på at hive fat i mig. Jeg sang i gospelkor og lavede musical i ungdomsskolen, så på den måde var musik en stor del af mit liv, men det var en fritidsinteresse. Da jeg flyttede til København, blev jeg solist i et gospelkor, og i den forbindelse var jeg faktisk også med i det talentprogram på TV der hed ”Stjerne for en aften”. Efter at have fået en flot 3. plads den aften jeg var med, fik jeg blod på tanden og kunne mærke at jeg kunne noget med at optræde og ville gerne udforske det noget mere. Jeg fik et tilbud fra et bureau om at lave et covershow, og så brugte jeg to år på at rejse hele Danmark rundt alene med en mikrofon og et stativ og synge en halv times Robbie Williams cover-koncert på barer og diskoteker. Jeg havde en CD med musikken, og så sang jeg. Jeg havde slips og skjorte på så jeg lignede en Robbie-type. Det er faktisk derfra jeg har det meste af min scene-erfaring – altså det der med at stille sig frem og synge i en mikrofon. Det lærte jeg mig selv på hele den turné der, og det var inden jeg var blevet noget ved musikken. Jeg fik heller ikke noget særligt for det for de penge jeg fik brugte jeg på at rejse rundt. Så det var ren og skær erfaring og skoling for mit vedkommende.
Hvad fik dig til at gå i gang med at skrive dine egne sange?
Det gjorde det her store karriereskift jeg kom ud i. Så fik jeg jo den her sang, No Promises, som blev så meget spillet i Danmark at jeg blev nødt til at tage mine karriereplaner op til revision. Jeg troede jeg skulle være spansk tolk. Jeg var studerende på CBS og var i gang med at skrive mit speciale som cand. merc. Da singlen var gået godt, fik jeg tilbudt at fortsætte og lave et album, og da kunne jeg godt mærke at musikken havde fået så stort et greb i mig at jeg blev nødt til at tage det seriøst. Så blev jeg sat sammen med sangskrivere og begyndte at putte mine tanker ned på skrift og få de budskaber ud igennem musikken som jeg havde på hjerte.
No Promises blev et kæmpestort hit, ja. Hvordan var det at blive berømt fra den ene dag til den anden?
Det var meget voldsomt. På det tidspunkt arbejdede jeg på hotel Scandic ude i Sydhavnen som receptionist, og til at starte med skulle folk checke ind og ud hos mig, men der gik ikke mere end et par måneder, så stod de der for at få autografer i stedet. Da kunne jeg mærke at mit liv ændrede sig. Så blev jeg nødt til at sige min stilling hos Scandic op fordi jeg lige pludselig var blevet et kendt ansigt. Jeg kommer fra en lille by syd for Roskilde og er i bund og grund et ret privat menneske, men lige pludselig blev jeg bare ”hele Danmarks Bryan.” Det var jo fedt, men det var også meget voldsomt. Det var sådan en ”kometkarriere” som man kalder det.
Den britiske sanger Shayne Ward lavede et cover af No Promises i 2006. Den har 83 millioner visninger på YouTube. Hvordan påvirkede det dig og din karriere?
Da vi fik lov til at udgive No Promises vidste jeg godt at det var med tilladelse fra Simon Cowell som havde den på hold til vinderen af X Factor, og det blev så Shayne Ward. Så da vi udgav den i Skandinavien vidste vi godt at den et halvt år efter ville udkomme med vinderen af X Factor i England. Jeg er bare glad for at den sang har nydt så meget succes i hele verden. Shayne Ward har ligget nummer et med den nogle steder. Jeg har ligget nummer et med den andre steder. Jeg har endda set hitlister i Asien hvor Shayne og jeg lå nummer et og to med samme sang fordi vi var ude næsten samtidig, men teknisk er det min single, og Shayne Ward har lavet et cover af mig.
Så har du deltaget to gange som solist i Melodi Grand Prix – i 2010 med Breathing og i 2014 med I Choose U – samt skrevet tre sange til andre deltagere. Hvad får dig til at afgøre om du selv skal stille op eller sangen skal gå til en anden?
De to gange hvor jeg har været solist, har DR spurgt mig om jeg ville have et Wildcard til grandprixet, og om jeg ville være med som solist. De andre gange hvor mine sange er blevet brugt, er det simpelthen fordi mine med-sangskrivere har sendt sangene ind. Så de tre gange har det ikke ligget i kortene at det var mig som skulle deltage.
Hvad fik dig til selv at deltage?
Da DR ringede der i 2010 og spurgte om jeg ville tage imod et Wildcard, havde jeg lige indspillet Breathing som første single til et nyt album, og så kunne jeg bare mærke at hvis jeg kunne synge den single for halvanden million seere, så ville det være et rigtigt godt sted at starte for et nyt album. Så jeg sagde ”ja” med det samme. Jeg synes Melodi Grand Prix er en fantastisk platform for en sanger og sangskriver til at få sin musik ud.
Nu er du så blevet en af de regionale juryer der skal vælge de sange ud som P4’s lyttere skal stemme på som deres bidrag til næste års Melodi Grand Prix. Hvordan går det med dét?
Jeg har lyttet til de 21 sange jeg skulle, og sammen med to andre regionale juryer for Bornholm og København har jeg valgt en række sange ud som P4s regioner skal lytte til og stemme ud fra til januar. Så kommer der tre sange videre til Melodi Grand Prix den 7. marts, og det kan blive nogle af de sange som jeg har valgt ud blandt DR’s materiale. Der er nogle virkeligt gode sange imellem. Jeg er meget begejstret.
Kommer vi nogensinde til at se dig selv i Melodi Grand Prix igen?
Som det ser ud nu, er det jo min mand, Mads Enggård, som er med til at vælge materiale ud i Dansk Melodi Grand Prix, og derfor er jeg faktisk inhabil i den sammenhæng – jeg må ikke deltage. Det ville man se på som nepotisme, men det er heller ikke noget jeg har behov for. Jeg har været glad for de gange jeg har været med, men jeg har også andre ting rent musikalsk som jeg skal sætte flueben ved. Det er ikke fordi jeg har et indre ønske om at jeg SKAL vinde Dansk Melodi Grand Prix. Hvis det kommer, så kommer det.
Jeg kiggede alle dine musikvideoer på YouTube og synes Hear Me As I Am er rigtigt god. Hvornår i din karriere besluttede du dig for bare at være åben om din seksualitet?
Jeg har faktisk altid været åben om min seksualitet. Jeg har bare aldrig gået med min seksualitet forrest fordi jeg gerne ville have at danskerne kendte mig som sanger og sangskriver fremfor som en der har en seksualitet. Med al respekt for de LGTB-personer som går forrest og baner vejen, så følte jeg bare ikke at det var MIT kald til at starte med. Jeg følte at jeg havde nogle andre vigtige budskaber, og at jeg skulle cementere et ”brand” før noget kunne handle om seksualitet som også er noget jeg synes er meget privat. Jeg havde ikke behov for at tale om min seksualitet med andre mennesker, men nu hvor jeg er blevet et voksent menneske og har levet af musikken i 14 år, kunne jeg mærke at der var nogle ting som pressede sig på – at jeg havde fået muligheden for at være til inspiration for andre mennesker, blandt andet regnbuefamilier og LGTB-miljøet generelt. Jeg er blevet mere moden og mere voksen og har derfor lyst til nu også at være det forbillede og til den inspiration som jeg kan.
Du optrådte så også til Copenhagen Pride i 2017. Hvordan var det?
Det var fantastisk. Jeg havde jo den her sang, Warriors, som jeg har skrevet til LGTB-miljøet i hele verden om at være en ”kærlighedskriger”. Den er dedikeret til kærlighedskrigere i de over 70 lande hvor de ikke kan få lov til at elske den de elsker. At få lov til at synge den første gang ved Copenhagen Pride – det var kæmpestort. Det var det rigtige sted at synge den sang.
Du vandt efterfølgende også en AXGIL Award for sangen.
Ja. Min første pris nogensinde. At få hædersbevisninger er jo utroligt rørende. Den sang betyder vildt meget for mig, og jeg har lagt mærke til at den også er kommet til at betyde meget for andre mennesker, så at den har en fin statue med i bagagen er meget stort for mig. Jeg kigger på statuen hver dag og er stadigvæk stolt.
Du har også været meget åben om det at være blevet en regnbuefamiliefar. Har du fået nogen negative reaktioner på at være så åben?
Nej. Jeg tror det er meget tydeligt for folk at vi er en meget lykkelig familie, og at vi har et meget lykkeligt barn. Jeg kan ikke se hvad folk skulle synes var forkert ved det ”set-up”. Jeg har heldigvis ikke mødt noget negativt. Tværtimod oplever jeg store smil rundt omkring. Jeg tror at mange af dem som ved hvem jeg er, har læst om vores liv og synes det er skønt der er kommet et lille regnbuebarn til verden.
Har din mand og du samme musiksmag?
Nej, det har vi faktisk ikke. Mads er primært til amerikansk R’n’B, og det er ikke rigtigt noget som har tag i mig. Jeg er mere til den brede popmusik. Jeg tænder gerne for P7 Mix. Det der bliver spillet, og det der ligger på hitlisterne, er for det meste det jeg godt kan lide. Og når jeg lytter tilbage i mit katalog, er det meget Robbie Williams, Bryan Adams og Whitney Houston – sådan store, brede popnavne. Lige for øjeblikket lytter jeg meget til George Michael og hans bagkatalog på grund af hans nye single og biograffilmen Last Christmas med hans musik.
Nu har du så selv udgivet en julesingle, Ønsketid, og det varer jo stadig lidt før det for alvor går løs med julemusik, men hvordan har reaktionerne været indtil videre?
De har været over al forventning. Jeg har gået og gerne villet lave en julesang i 14 år, og lige pludselig så havde Liv inspireret mig til at skrive den. Jeg synes jeg havde mistet magien ved julen, som mange af os gør som voksne. Den måde jeg har genfundet magien ved julen på sammen med hende, er det sangen handler om – både på dansk og engelsk. Den bliver streamet rigtigt meget selvom det slet ikke er jul endnu, og radioerne vil gerne spille den når vi når dertil, så jeg er meget lykkelig. Det lader til at blive jul i år.
Hvilke af andres jule-pophits kan du selv lide?
Nu skal jeg jo til at holde julekoncerter. Jeg har syv i år, og så prøver vi at bygge det op over det næste par år. Der tager jeg nogle julesange med ud over min egen, og jeg er blandt andet meget glad for – selvfølgelig – Last Christmas. Den tror jeg bliver afslutningsnummeret til alle julekoncerterne, men der har jeg også sådan små finurligheder jeg har fundet frem. Blandt andet har Bon Jovi lavet en sang der hedder ”I Wish Every Day Could Be Like Christmas” – den er jeg helt vild med. Så er der et gammelt Joni Mitchell nummer som hedder River. Det er ret dystert og viser julens bagside – at man kan være ensom. Den er jeg meget berørt af og skal synge for første gang i år.
Hvordan holder I jul i din regnbuefamilie?
Vi er jo to familier, så vi deles om Liv og bytter hvert år. Sidste år havde Mads og jeg Liv juleaften hjemme på Amager og holdt jul med Mads’ mor og stedfar. I år er det så Livs mors tur til at have Liv, så vi holder jul med Liv lillejuleaften hos min far i Holbæk, og så skal Liv holde jul med sin mor og mormor i Farum. Mads og jeg har bestemt os for at når vi har Liv juleaften, så er vi altid hjemme på Amager, og så er det med alt hvad der nu skal være af juletræ, and og flæskesteg og julemanden der kommer på besøg. Både Mads og jeg er fra skilsmissefamilier, så vi har faktisk virkelig mange familier der skal gå op i en højere enhed. Derfor har vi bestemt os for at når vi har Liv, er vi hjemme, og så må bedsteforældrene komme til os når de kan. Det er sådan det foregår.
Julen er jo Ønsketid. Har du nogle særlige juleønsker i år?
Det burde jeg jo have, men jeg er efterhånden en af de der kedelige voksne mænd som synes jeg har alt hvad jeg behøver. Hvis jeg skal ønske noget, skal det være at mange vil høre min julesang. Den ligger mig meget på sinde for jeg tror at mange kan relatere til at man lidt glemmer hvad julen handler om, og så lige pludselig ser man det i de her små børn. Jeg har hørt at der ikke er andre julesange som handler om lige præcis dét, så jeg håber at mange vil tage den til sig og lytte. Så vil jeg lade dét være mit juleønske.
Angående ny musik fra dig, så var Bryan Part 1 & 2 mere en EP end et album, men den havde nogle ret fede numre. Jeg kunne især godt lide Tell It to My Body og True Blue. Kommer der nye godter fra dig i 2020?
Nu skal jeg lige ud over de to juleudgivelser, og så vil jeg hele næste år arbejde sammen med Christoffer Stjerne på mit nye album. EP’erne lavede jeg lidt som et sideprojekt med en lidt mere elektronisk og dyster tilgang til musikken. True Blue er jeg også selv vildt glad for, og den kan faktisk godt være toneangivende for hvor jeg gerne vil hen nu. Jeg vil gerne tilbage til en lidt mere glad Bryan Rice-agtig poplyd og så lave et helt album som nok vil komme ud i 2021. Jeg har allerede fået booket mange koncerter og skal på en Disco Tango-turné med Silas Holst og Annette Heick i 2020, så det bliver sådan et studie- og koncert-år, og så udgiver jeg noget i 2021. Det er planen.
I mellemtiden kan du lytte til den engelske udgave af Ønsketid – Christmas With You – lige her og vil du hellere have den på dansk, så kan du lytte til den her.
For yderligere info om Bryan Rices julekoncerter med videre, kig her. Eller har du lyst til at følge Bryan, og se hvad der sker i hans liv, så kan du gøre det her.