Adolphe Adam (1803 – 1856): ”O holy night”. Fra Joan Sutherlands julealbum ”Joy to the World”, indspillet 1965.
Joan Sutherland i titelrollen fra Donizettis ”Lucia di Lammermoor
Den australske diva Joan Sutherland synger julen ind
Joan Sutherland (1926 – 2010) havde mange odds imod sig på vejen mod stjernestatus. Hun var høj og kraftig, hun havde ingen medfødt sans for scenen, og hun havde mange helbredsproblemer, der generede stemmen, fx kronisk betændte mandler og bihuler. Men hun havde også nogle store fordele: En helt fantastisk stemme, en professionelt skolet mor, der trods sin status som hjemmegående husmor holdt sin stemme ved lige med daglige øvelser, som Sutherland helt fra barnsben kopierede, og partnerskabet med den australske pianist og dirigent Richard Bonynge, som hun senere giftede sig med.
I Sutherlands ungdom var der ingen karrieremuligheder for operasangere i Australien (operahuset i Sydney åbnede først i 1973), og Sutherland tog derfor til London i 1951. Her indledte hun et parløb med Bonynge, der var kommet til London året før. Bonynge fornemmede instinktivt, at Sutherlands klassificering som tung sopran, der med tiden skulle synge de store Wagner-roller, var forkert, og med årene fik han trænet hende op til at være en sublim koloratursopran, der kunne matche enhver kollega ift. hurtighed og præcision, samtidig med at hendes stemme var langt mere vægtig og rund i klangen end den gængse koloratursoprans.
Parrets hårde slid kulminerede i 1959, da Sutherland sang titelrollen i Donizettis ”Lucia di Lammermoor” på Covent Garden i London og øjeblikkeligt blev en verdensstjerne på operaplan. Herefter begyndte en travl karriere, hvor Sutherland arbejdede hårdt på at slå sin stjernestatus fast i europæiske og amerikanske operahuse, både som bel canto-specialist og en dygtig Händel- og Mozart-sanger, og siden også som fortolker af det franske romantiske repertoire. Selvom noget af den skønne klang forsvandt fra Sutherlands stemme, som årene gik, forblev den et magtfuldt instrument, og hun trak sig først tilbage, da hun var blevet 64 år gammel. Hun var desuden kendt i branchen som en primadonna uden skyggen af nykker, som en venlig og hensynsfuld kollega, og som en kunstner, der var meget generøs, når hun mødte sine fans i garderoben efter forestillingen eller fik brev fra dem (sidstnævnte kan undertegnede bevidne).
I dag skal vi lytte til Sutherlands indspilning af ”O holy night” fra hendes julealbum, der blev indspillet i 1965. Eftersom Sutherland var kendt for sin fænomenale koloraturteknik og sine kraftfulde høje toner, blev numrene på julepladen præsenteret i højtliggende arrangementer, der ofte kulminerede med en imponerende toptone. Adams julehymne fra 1847 hed oprindeligt ”Minuit, chrétiens” men er bedre kendt i den engelske version fra 1855, oversat af den amerikanske musikkritiker Dwight.
God fornøjelse og god fjerde søndag i advent!
Se her