Støttet af Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester dirigeret af Daniela Musca, instrueret af Kasper Wilton, og koreograferet af Jeanette Binderup-Schulz, viste Operaakademiets elever, at de ganske vist stadig er studerende, men at de også er godt på vej mod de professionelles rækker.
OM KONCERTENS VISUELLE OG FORMMÆSSIGE RAMMER
Koncerten indledtes med ouverturen til Humperdincks opera ”Hans og Grete”, hvorefter Operaakademiets leder, Musikkonservatoriets rektor, og Det Kongelige Teaters ensemblechef holdt hver sin tale. Det blev for langtrukkent og kedeligt – det havde givet mere mening, hvis der blot var én tale, og der efterfølgende havde været en lille introduktion til hver af de forskellige numre, der forklarede den dramatiske situation.
Til gengæld så scenen flot ud med sin enkle scenografi: Fire flade søjler med hulmønster, to i hver side, og flot lyssætning – scenografi og lyssætning, der tilsyneladende var udført af anonyme hænder (der står i hvert fald ingen navne i programmet). Til gengæld var kostumeringen knap så festlig som ved sidste års koncert – skønt de fleste af de otte kvindelige sangere bar smukke rober, var der også et pudsig råhvidt buksesæt imellem, hvis stof ikke ligefrem udstrålede operakoncert; det samme gjorde sig gældende for stoffet i den allerførste sangers kjole, og de to herrer bar ikke smoking.
Instruktionen lod også noget tilbage at ønske – i nogle scener fungerede samspillet mellem sangerne fint, men i andre gik de for meget rundt på scenen, fx i Mozarts ”Idomeneo”, hvor de to sangere skal forestille at udtrykke deres kærlighed til hinanden, men det meste af tiden havde en del afstand mellem sig. Både ved denne koncert og helt generelt, når man går til opera, får man en fornemmelse af, at operainstruktion i dag handler om, at der skal ske noget på scenen hele tiden. Men selv om det er godt med visuel afveksling og fysisk ageren, der understreger dramaet, er det lige så meget på sin plads i en operas mere inderlige øjeblikke, at sangerne får lov at stå stille eller stå tæt på hinanden, alt efter hvad den dramatiske situation er, så den musikalske og følelsesmæssige magi kan udspille sig uforstyrret. Det har jeg fuld tillid til, at publikum godt kan kapere uden at komme til at kede sig, selvom det sandsynligvis er det, instruktørerne er bange for (”Det må ikke være kedeligt!”, siger Kasper Holten i dokumentaren ”Den næste diva”).
OM DE MEDVIRKENDE
Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester støttede sangerne fint gennem det varierede program – der hørtes en enkelt mislyd fra blæserne under brevscenen fra Tjajkovskijs ”Eugen Onegin”, og der var lidt problemer for orkester og sangere med at følge hinanden i en duet fra ”Idomeneo”, men alt i alt var det nemt at forestille sig, at disse instrumentstuderendes høje niveau en dag kan bidrage til det meget høje niveau, man oplever, hver gang Det Kongelige Kapel sidder i orkestergraven.
Efter de mange og lange taler kom sopranen Marlene Metzger på scenen, og jeg var særlig glad for at få lov at opleve hende synge, da hun var blevet syg til sidste års koncert. Hun sang Giuliettas arie fra Bellinis ”I Capuleti e i Montechi”, og det var ikke bare Bellinis melodiske skønhed, der gjorde denne arie til et højdepunkt i koncerten, men også Metzgers meget sensitive fortolkning af den. Der var klanglig skønhed, der var følsom fortolkning, og der var stort nærvær – det hele gik simpelthen op i en højere enhed i sådan grad, at det ikke ødelagde helhedsindtrykket, at Metzger klang lidt skingert i toppen.
Også Helena Bjarkadottir gjorde sig heldigt bemærket. Hun er ligesom Metzger sopran, dog i den mere tunge ende – hun bliver uden tvivl en fin spintosopran en skønne dag. Ved koncerten sang hun brevscenen fra ”Eugen Onegin”, desværre udstyret med en skrivemaskine af instruktøren, selvom Tjajkovskijs opera foregår i starten af 1800-tallet. Det kunne man dog godt bære over med, for Bjarkadottirs grundlæggende klang er smuk, og hun sang med stor indlevelse. Man hørte dog også, at hun stadig mangler at få stemmen til at hænge 100 % sammen – da hun kom ned i stemmens bund, hørtes en åbenbaring af malmfuld brystklang, men man savnede lidt af samme malm i toppen af stemmen. I og med at der er tale om en elevkoncert, forhindrede det ikke Bjarkadottir i at give et meget fordelagtigt indtryk af sin kunst, og der er jo stadig tid til at få pudset teknikken helt af.
Bjarkadottir klarede sig også fint i en terzet fra Beethovens ”Fidelio”, hvor hun bl.a. fik selskab af Antti Mähönen. Mähönen var den ene af koncertens to gengangere fra sidste års elevkoncert, og jeg har i den mellemliggende periode også hørt ham på Operaen. Han afsluttede koncertens første halvdel med Basilios bagtalelsesarie fra Rossinis ”Barberen i Sevilla”, og det gjorde han i og for sig fint, for han er en dygtig musiker, og han er også fin på scenen, noget der lægges meget vægt på i uddannelsen af operasangere i dag. Desværre synes jeg ikke, hans stemme matcher musikaliteten og skuespillerevnerne. Allerede sidste år kunne jeg konstatere, at hans stemme er i den ret lyse ende, selvom han kategoriseres som bas, der er ikke meget volumen at komme efter, og den udstrakte høje tone var ikke så rar at lytte til. Men også Mähönen er jo stadig studerende, så selvom der er meget arbejde for ham at gøre, kan han stadig nå at få skabt mere sammenhængskraft i sit kunstneriske udtryk.
Koncertens anden herre, barytonen Akseli Mattila, var flot som en førsteelsker, og han sang rollen som Hamlet i Thomas’ opera af samme navn. Klangligt er han på et helt andet niveau end Mähönen, for der er masser af dejlige overtoner, når han synger, men rent teknisk lader han ikke til at føle sig helt hjemme endnu – man fik indtryk af, at han stadig skulle koncentrere sig så meget om det fysiske aspekt af at synge, at der ikke altid var så meget overskud til de fraseringsmæssige finesser.
I duetten (der fejlagtigt beskrives som en terzet i programmet) fra ”Hamlet” fik Mattila selskab af Annika Beinnes som Ofelia. Hun har en fin lys sopran, der dog klinger noget skingert i toppen, hvilket gav nogle af de høje toner et skær af desperation, der efter min mening ikke passer til det blide musikalske udtryk, Thomas giver Ofelia gennem hele operaen (selv hendes vanvidsscene i fjerde akt er nærmest poetisk, sammenlignet med de mere dramatiske vanvidsscener i det italienske repertoire). Hun lod dog til at være mere hjemme, da hun sang ”Fidelio” sammen med Mähönen og Bjarkadottir.
Mattilas anden duetpartner, Taya Lukashova, sang en fin Mimì, da de to sangere optrådte i duetten fra tredje akt af Puccinis ”La bohème”. Lukashova har en rigtig lækker klang, og hun var dygtig til rent sangligt at udtrykke Mimìs sorg og desperation over, at hendes elskede Rodolfo ikke behandler hende kærligt, også selvom hendes top måske mangler en lille smule mere arbejde, før den folder sig helt ud.
Som tidligere nævnt fulgtes orkestret og sangerne ikke helt ad i kærlighedsduetten fra ”Idomeneo”. Den blev sunget af Åsne Sandgren og Barbro Citron som hhv. Idamante og Ilia. Sandgrens sang var jeg ikke så begejstret for – hun fraserede på en lidt pudsig måde i starten af duetten, så det endte med at klinge stilfremmed ift. Mozarts musik, men hun var mere stilsikker, da hun senere sang en duet fra Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren” sammen med Marlene Metzger.
Barbro Citron sang til gengæld smukt med sin lyse sopran, men jeg synes, hendes stemme kom mere til sin ret, da hun sang en duet fra Massenets ”Askepot”. Her fik hun selskab af den lyriske mezzosopran Hedvig Stenstedt, som ikke blot bar koncertens smukkeste robe, en fantastisk rød pailletsag, men også havde dens smukkeste stemme, i hvert fald efter min subjektive mening. Ligesom det var dejligt at få lov at høre Bellini, var det også vidunderligt at høre Massenets lyriske og melodiske musik brede sig over auditoriet – de to komponister burde programsættes lang oftere af vores kongelige opera.
Inden koncerten afsluttedes med slutscenen fra ”Hans og Grete”, hvor alle sangerne i en eller anden grad deltog, sang Cecilia Lund Tomter, assisteret af seks af de øvrige syv kvindelige sangere, sigøjnervisen fra anden akt af Bizets ”Carmen”. Jeg har tidligere haft lejlighed til at skrive positivt om Tomter, og mit gode indtryk holdt sig. Tomters i bund og grund blide udstråling forhindrede hende ikke i at give sig hen til musikken og på en rigtig fin måde formidle Carmens livsglæde og forførende kraft, og så har vi slet ikke talt om hendes stemme med dens smukke, mørke klang. Jeg tvivler dog på, at hun er mezzosopran, som hun beskrives på hjemmesiden Operabase – hendes høje gis i ”Carmen” havde hun besvær med, og i en YouTube-video, hvor hun synger ”Amour! viens aider ma faiblesse” fra Saint-Saëns’ ”Samson og Dalila”, fravælger hun det høje B og synger en lavere variant. Men uanset hvad den korrekte kategorisering af hendes stemme er, er den meget, meget smuk, og hvis hun får færdigafpudset sin teknik, kan hun blive fuldstændig vidunderlig.
Alt i alt var niveauet ikke helt så højt i år som ved sidste års koncert med Operaakademiet, og der deltog også færre sangere. Desuagtet gjorde de tilstedeværende sangere det rigtig godt, og jeg glæder mig til at følge dem fremover, når i hvert fald nogle af dem får lov til at folde sig ud på vores nationalscene som Escamilloer, Violettaer, Cherubinoer mm. Musikalsk set er der håb for denne skønne kunstart – vi mangler bare, at instruktørerne holder op med rutinemæssigt at vandalisere dens aspekt, så er vi godt på vej!