Selvom Malmö Operas "La bohème" i Rodula Gaitanous opsætning ikke er en decideret rædselsproduktion i stil med Philipp Kochheims iscenesættelser for Den Jyske Opera, er der stadig plads til en del forbedring.
OM PUCCINIS "LA BOHÈME" OG LARSONS "RENT"
Forfatteren Henri Murgers delvist selvbiografiske roman fra 1851, "Scènes de la vie de bohème" (på dansk: "Kunstnerliv"), som foregår i 1840'ernes Paris, kom knapt et halvt århundrede senere til at danne baggrund for Puccinis opera "La bohème", hvor handlingen var rykket omtrent 10 år tilbage. 100 år efter premiereren på "La bohème" i 1896 havde Jonathan Larsons musical "Rent" premiere på Broadway, hvor handlingen tydeligvis er inspireret af "La bohème", selvom den er ændret hist og her og foregår i 1990'ernes New York City. I alle tre versioner (Murger, Puccini og Larson) fortælles historien om en gruppe unge, fattige og idealistiske kunstnere, deres stræben efter succes, og deres op- og nedture i kærlighedslivet. I Malmø har Gaitanou som sagt lånt fra "Rent" – det kommer vi tilbage til.
OM ISCENESÆTTELSEN
Gaitanou har valgt, at "La bohème" skal foregå i 1960'ernes kunstnermiljø i Soho omkring Andy Warhol. Cordelia Chisholmhar stået for kostumer og scenografi, og hun har klædt mændene i kedeligt tøj, der med få forandringer kunne gå for at være fra nutiden. Kvinderne er lidt mere stilsikkert klædt, men det meste af tiden er deres kostumer også holdt i kedelige farver (med undtagelse af Musettas skønne guldkjole i anden akt). Der er kun én kulisse, som i første og fjerde akt er bohemerne Rodolfos og Marcellos atelierlejlighed (som det også er meningen i det originale værk); i anden og tredje akt er vi på Galleri Momus, selvom vi i virkeligheden i anden akt bør være ved bordene udenfor Café Momus, og i tredje akt udenfor en kro ved bygrænsen til Paris.
Kulissen er skabt som facaden på en kedelig gråstensbygning, som, når det passer til handlingen, glider op, så man kan se de førnævnte rum (atelierlejligheden og galleriet). Ofte får vi som publikum ikke lov til at koncentrere os om handlingen i en specifik scene, fordi der partout også skal ske noget i rummet ved siden af eller ude på gaden, hvilket virker forstyrrende. I anden akt, hvor bohemerne er taget på café juleaften, og der er et leben i gaden, har man i Malmø ikke formået at løse det sceniske, det lysmæssige, og det blokeringsmæssige (dvs. hvor på scenen man placerer de forskellige karakterer) på en måde, der gør, at hovedpersonerne skiller sig ud fra vrimlen – det bliver generende, når man kan høre Mimì eller Marcello synge og også kan læse på overteksterne, hvad de synger, men man har svært ved at lokalisere dem i scenebilledet.
Da Mimì synger sin afskedsarie til Rodolfo i tredje akt, knæler han foran hende, mens han holder fast om hendes ben, og vi ser hans krop gennemrystes af hulken, hvormed fokus flyttes fra Mimì, hendes ord til Rodolfo, og hendes følelser omkring deres brud, til Rodolfo og hans følelser, hvilket er upassende, når det nu engang er Mimì, der synger, og det dermed er hendes følelser, det drejer sig om. Da Mimì i sidste akt er døende og får et slemt hosteanfald, synger Rodolfo angstfuldt: ”Åh Gud! Mimì!”, men går VÆK fra hende, i stedet for at gå hen og holde om hende eller holde hende i hånden, som man ellers skulle mene, de fleste mennesker ville gøre, hvis den, de elsker, er meget syg. Dette er blot to eksempler på, hvordan produktionen forvirrer, flytter fokus, og skaber afstand imellem dramaets hovedpersoner. Det, vil nogle sikkert argumentere for, er et såkaldt "hot take" eller enormt "edgy", eller hvad ved jeg, men problemet er bare, at det hotte eller edgy ikke passer til "La bohème". Den er nemlig, ligesom langt de fleste operaer fra standardrepertoiret, et romantisk værk, og det bør man respektere. Det virker underligt forlorent at høre sangere og orkester gøre deres bedste for at formidle den smukke romantiske musik, samtidig med at det rent scenisk bliver gråt og kedeligt, og personerne i nøgleøjeblikke flere gange på nærmest Brechtsk vis holder afstand til hinanden, selvom der udtrykkes store følelser.
Den tidsmæssige transposition giver som sædvanlig også problemer. I den oprindelige udgave er Rodolfo digter og Marcello er maler. I Malmøs version er Marcello imidlertid blevet "visual artist", kan man læse i den engelsksprogede del af programmet, og på scenen ser vi, at han både producerer fotos og film. Til en vis grad har Malmö Opera også ændret overteksterne, så det passer til den nye handling: I første akt, hvor de to kunstnere ikke har mere brænde (i Malmøs version går deres elvarmer i stykker), må de improvisere og ender bl.a. med at brænde nogle af Rodolfos digte, for "malet lærred lugter", som Rodolfo synger for at forklare, hvorfor de ikke brænder et af Marcellos værker. Det er blevet tekstet som "celluloid lugter", hvilket giver mening ift. den tidsmæssige transposition, men i fjerde akt, hvor Rodolfo og Marcello indrømmer overfor hinanden, at de stadig elsker deres respektive eks-kærester, vender overteksterne tilbage til det oprindelige manuskript, når Marcellosynger: "Hvert billede, jeg maler, er af hende", hvilket bliver inkongruent, da vi kun har set ham fotografere og filme, ikke male eller tegne. Desuden må man spørge sig selv, hvem der så langt oppe i 1900-tallet brugte en muffe om vinteren, hvilket Mimì i sin dødsscene ønsker sig og får, i stedet for handsker eller luffer.
Alle disse spørgsmål får man som anmelder eller bare almindelig tilskuer imidlertid aldrig svar på. Iscenesætterne, der udsætter disse værker for forvanskning af forskellig grad, skal aldrig stå til ansvar for nogen, uanset hvor meget de ødelægger eller forfladiger (for det er jo "kunst"!) – de tager blot videre til næste job, hvor de gør det, de altid gør, og arbejdsforholdene er, som de altid er: Teaterchefen er dimitteret fra den samme snævre kreds af uddannelser, som de selv er udlært fra, og når produktionen får premiere, anmeldes den af anmeldere, der i manges tilfælde også har gået på disse uddannelser – uddannelser, hvor man lærer, at alle de stakkels gamle mesterværker slet ikke kan klare sig selv i deres oprindelige form men partout MÅ have en eller anden "smart" eller "nytænkende" (læs: rædselsfuld) ramme krænget ned over sig, så man rigtigt kan tale ned til et publikum, der da HELT sikkert ikke kan forholde sig til "gamle dage" (selvom man samtidig forsvarer disse produktioner med, at "historierne i operaer er jo universelle").
Forvanskningsproduktionernes eksistensberettigelse skabes med andre ord i en lukket cirkel af folk, der har lært de samme akademiske teorier om, hvad der er god dramaturgi; teorier, som imidlertid er totalt malplacerede, når det kommer til opera. Men det er tilsyneladende lige meget, for vi lever i en tid, hvor ord som poesi, skønhed og romantik er fy-fy på teatrene, desuagtet at de er indbegrebet af operaernes DNA; en tid, hvor operahusledere primært tænker administrativt, ikke kunstnerisk, og hvor iscenesættere er akademikere, ikke kunstnere, der primært løser en opgave med henblik på fremover at kunne få flere jobs i denne lukkede "Kejserens nye klæder"-cirkel, uanset hvor meget de ødelægger i processen – ikke ulig djøf-parasitterne i den offentlige forvaltning.
Og der er flere problematiske ændringer i denne produktion. Som nævnt bør tredje akt foregå udenfor en kro ved Paris' bygrænse – her tager Mimì ud efter et skænderi med Rodolfo for at søge støtte hos Marcello, der klarer sig så dårligt som kunstner, at han må ernære sig som skiltemaler på kroen, et faktum Musetta benytter til at håne Marcello i slutningen af akten. Men i Gaitanous iscenesættelse er vi stadig på Galleri Momus, for Marcello har fået lov til at udstille der. Han har med andre ord fået succes, altså det stik modsatte af, hvad der foregår i operaens oprindelige version.
Det allerværste er dog den statist, der har fået den kranke skæbne at rende rundt i et rædselsfuldt lyserødt Gud Amor-antræk. Operaen er som sagt i fire akter, men der er kun en enkelt pause, når den spilles i Malmø. Imellem første og anden akt, og igen imellem tredje og fjerde akt, kommer Gud Amor ind, fulgt af tre sortklædte damer med bind for øjnene, imens kulisserne skiftes. Man kan høre noget underlig baggrundsstøj, der skal illudere hjertebanken, og ved gudens første tilsynekomst laver han en mærkelig koreografi med sin bue, hvorefter han tegner tegninger, som de tre kvinder deler ud. I anden omgang hulker han overdrevent, hvorefter kvinderne iklæder ham sort tøj. Hvad hele denne latterlige pantomime skal gøre godt for, og, vigtigere, hvad den har med "La bohème" at gøre, kan jeg ikke svare på, men det trak hele operaens niveau ned ("Det ligner dårligt børne-tv", sagde min ledsager).
Som jeg nævnte tidligere, har Malmøs version af "La bohème" lånt fra "Rent". "Rent" foregår nemlig også i New York City i 1900-tallet, og her er de to kunstnere, der i Puccinis version hedder Schaunard og Colline, blevet kærester. Schaunard er drag queen, og sørme om der ikke også dukker en drag queen op i anden akt af "La bohème" i Gaitanous produktion – ovenikøbet en drag queen, der danser kærligt med Colline og dermed indikerer det kærlighedsforhold, Collines pendant i "Rent" har til en drag. Som operaen skrider frem, hører vi, at Rodolfo er jaloux, fordi Mimì flirter med en greve. Da Rodolfos og Mimìs forhold går i stykker, finder Mimì sammen med denne greve, som hun til sidst forlader igen for at kunne dø sammen med den mand, hun elsker, altså Rodolfo. Greven er imidlertid fjernet fra overteksterne i Malmø, og da Mimì gør sin entré i sidste akt, er det med blødende knæ. Det passer jo ikke med, at hun har levet sammen med en velhavende greve, men det passer med "Rent", hvor musicalens pendant til Musetta i sidste akt synger om Mimì:
She was huddled in the park
In the dark
And she was freezing
And begged to come here
Man må spørge sig selv, hvorfor Gaitanou har sagt ja til at iscenesætte "La bohème", når hun ikke mener, den er god nok i sig selv, og når hun tilmed har så lidt fantasi, at hun må låne fra ”Rent”. Men som jeg skrev tidligere, får man aldrig svar på disse påtrængende spørgsmål ifm. de forvanskede operaproduktioner.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Det er ikke godt at vide, hvem der dirigerede forestillingen den 26/3, som jeg overværede, for der er nævnt to forskellige dirigenter i både programmet og på hjemmesiden uden nogen indikation af, hvem der dirigerer på hvilke dage. Men uanset, om det var Alexander Joel eller Sebastian Beckedorf, der stod på podiet, burde han have holdt orkestret lidt mere tilbage, så sangerne trådte mere frem.
Konu Kim synger en dejlig Rodolfo med sin smukke, lyriske tenor, og han forkæler os med to fine høje C’er i hhv. sin arie og kærlighedsduetten (begge i første akt). Han danner par på scenen med Yana Kleyn som Mimì, der har aftenens smukkeste stemme – en velklingende sopran med den lille knivspids af tyngde, der forvandler en ordinær sopran til en interessant stemme, man gerne lytter til hele aftenen, også selvom den i Kleyns tilfælde præges af et kompressionsvibrato, der nogle gange bliver generende.
Richard Hamrin som Marcello er lidt for meget en letvægter efter min smag, men de to andre bohemer, Jonah Spungin som Schaunard og Kihwan Sim som Colline, er til gengæld fine i deres respektive roller. Spungins stemme har mere prægnans, end man ofte hører hos sangere i Schaunards rolle, hvilket er en velkommen forandring, og Sim producerer sin fine basstemme med en skønhed og naturlighed, der når sit klimaks i hans arie i fjerde akt.
Aftenens Musetta, Kseniia Proshina, synger en fin ”Quando men vo” i anden akt og har også godt greb om rollens dramatiske element. Musetta er en værre dramadronning, og det klarer Proshina til UG, men hun er samtidig lige så overbevisende, når Musetta udtrykker oprigtig ømhed for Mimì og sorg over dennes nært forestående død i sidste akt. Proshina havde dog lidt problemer med at trænge igennem vokalt hist og her, ikke kun pga. dirigentens manglende forståelse for vigtigheden af en korrekt balance mellem sangere og orkester, men også fordi hun er svær at høre i det dybe mellemleje, et problem mange lyse sopraner har, fordi de udelukkende fokuserer på stemmens hovedklang og dermed placerer stemmen for højt. Det giver et mere anspændt og smalt resonansrum, end når man har lært at skifte mellem hoved- og brystklang og også mixe disse to proportionsmæssigt korrekt i det vanskelige mellemleje, og det er denne fejlagtige kalibrering af resonansrummet, der skaber problemet med den manglende volumen i det dybe mellemleje.
*
Som man kan læse, var jeg skuffet over produktionen af "La bohème" i Malmö, selvom den musikalsk set havde mange meritter. Jeg synes, det er tankevækkende, at "transkvinden" Ibi-Pippi Hedegaard er blevet idømt 18 måneders fængsel for at begå hærværk på et kunstværk af Asger Jorn, hvilket absolut er på sin plads, men i operahusene får man ikke job som producer, hvis man IKKE er villig til at begå hærværk på kunstværker af de store mestre – i denne omgang Puccini!