Er det et fly? Er det et tog? Eller er det en bus? Man kunne næsten tro, vi taler om Superman, men sandheden er knap så eventyrlig. Vi står over for et valg om, hvordan vi som LGBT+ personer vil rejse fremover, og det valg kan gøre en stor forskel for planetens fremtid.
Transportsektoren bidrager med en væsentlig del af verdens CO₂-udledning, og i 2025 er det vigtigere end nogensinde at vælge transportmiddel med omhu. Hvad er egentlig det bedste valg – fly, tog eller bus?
Hurtigt, men klimabelastende fly
Fordele
Flyrejser er den hurtigste måde at komme over lange afstande på. Det er særligt praktisk til destinationer uden for Europa eller steder, hvor alternativ transport kræver betydeligt længere rejsetid. Desuden investerer flyindustrien i nye teknologier og bæredygtige brændstoffer, der på længere sigt kan reducere udledningerne.
Ulemper
Flyrejser er fortsat den mest klimabelastende transportform. Fly udleder betydeligt mere CO₂ pr. passagerkilometer end tog og bus og endda personbiler og har en ekstra skadelig effekt, fordi udledningen sker højt i atmosfæren. På kortere afstande kan fly ofte undgås, men det kræver planlægning og prioritering.
Hvornår skal man vælge fly?
Fly bør forbeholdes rejser over meget lange afstande eller destinationer, hvor tog og bus ikke er realistiske alternativer.
Det klimavenlige valg med tog
Fordele
Tog er en af de grønneste transportformer, særligt hvis de kører på elektricitet fra vedvarende energikilder. Togrejser giver desuden mulighed for en komfortabel oplevelse, hvor du kan arbejde, slappe af eller nyde udsigten – ofte med færre forsinkelser og mindre stress end flyrejser.
Ulemper
Togrejser kan være dyrere og langsommere end fly, især hvis ruten kræver flere skift. Selvom det europæiske jernbanenetværk er godt udbygget, kan det være besværligt at rejse til destinationer uden for Europa.
Hvornår skal man vælge tog?
Tog er det oplagte valg til mellemlange rejser i Europa, hvor transporttiden er overkommelig og klimapåvirkningen minimal.
Den budgetvenlige løsning er bussen
Fordele
Busser er ofte billigere end både tog og fly og kan nå destinationer, som ikke er dækket af jernbanenettet. Moderne busser har forbedret deres brændstofeffektivitet og udleder ofte mindre CO₂ pr. passagerkilometer end fly.
Ulemper
Rejsetiden med bus er væsentligt længere end med både tog og fly. Komforten er desuden typisk lavere, og turen kan påvirkes af trafikale forsinkelser. På meget lange strækninger kan busrejser være udmattende.
Hvornår skal man vælge bus?
Busser er bedst egnet til korte eller mellemlange rejser, hvor budgettet er vigtigere end tid og komfort.
Udfordringen med tid
For mange rejsende er det ikke kun klimaaftrykket, der tæller, men også den tid, der er til rådighed. Mange har fem ugers ferie om året, og det kan være nemt at prioritere tog eller bus, når man planlægger en længere sommerferie.
Men hvad med de mange smutture og forlængede weekender? Ifølge tidligere undersøgelser rejser over 55 % af LGBT+ personer på syv eller flere forlængede weekender om året. Kan vi fortsætte med det i fremtiden, eller kræver klimahensyn en ændring?
Eksempel: En forlænget weekend til Rom
Lad os tage et konkret eksempel: en forlænget weekend i Rom, hvor man rejser torsdag og kommer hjem søndag, kan slet ikke lade sig gøre på fire dage med bus.
Med fly
En direkte flyrejse fra København til Rom tager ca. 2 timer og 35 minutter hver vej, og den samlede rejsetid inkl. transport til og fra lufthavnen er på omkring 4 timer og 10 minutter. Det gør flyet til det mest tidseffektive valg, men med det højeste klimaaftryk.
Med tog
Rejsen fra København til Rom kræver fire skift – Fredericia, Hamborg, Milano og til sidst Rom – og tager lidt over 24 timer hver vej. Det er en smuk rejse gennem Europa, især over de schweiziske alper, men kræver to hele døgns transport. Resultatet er, at man kun har to dage i Rom.
Med bus
En busrejse tager omkring 40 timer og kræver flere skift. Hvis du rejser torsdag morgen, ankommer du først lørdag, og den næste bus mod København afgår allerede søndag. Det giver i bedste fald én dag i Rom.
Konklusion
For længere rejser og korte ture som forlængede weekender er fly stadig det mest praktiske valg. Men hvis klimahensynet skal vægtes højere i fremtiden, kan det betyde, at vi må prioritere længere ferier og færre korte smutture.
1. Fly er hurtigst og mest praktisk, men også mest klimabelastende. Det bør kun bruges til rejser, hvor der ikke er realistiske alternativer.
2. Tog er det bedste klimavenlige valg, særligt til mellemlange ture i Europa. Det kræver dog længere rejsetid og bedre planlægning.
3. Bus er billigst og fleksibelt, men tager ofte for lang tid til at være praktisk på længere rejser.
Så bliver vi i 2025 og fremover nødt til at tage ansvar for vores transportvalg? Skal vi prioritere tog og busser, hvor det er muligt, og begrænse flyrejserne, kan vi gøre vores del for at reducere CO₂-udledningen, svaret er nok ja– men det bliver ikke helt uden at gå på kompromis med oplevelser og eventyr.