Den danske komponist Poul Schierbeck er primært kendt for sange som ”I Danmark er jeg født”, ”Hør, den lille stær” og ”Det er i dag et vejr”, og det er en skam, for ”Fête galante” er en rigtig fin opera, der burde spilles noget mere herhjemme. Desto mere ærgerligt bliver det, at den, når den endelig kommer på repertoiret, fremføres sådan, at al dens betragtelige potentiale ikke bliver indfriet.
Om icenesættelsen
”Fête galante” handler om den franske greve René de la Rochefoucauld, der i 1700-tallet bruger en falsk ægteskabskontrakt til at narre den smukke Suzon til at tro, at de er blevet gift, så han kan få hende med i seng. Da greven bagefter indser, at Suzon er et dejligt menneske, forelsker han sig i hende og må råde bod på sin kyniske opførsel, hvilket besværliggøres af hans depraverede venner og en intrigant teaterdirektør, der håber at bruge sin viden om ægteskabets beskaffenhed til at styrke sin egen position ved hoffet. Instruktør Jacob Schjødt og scenograf og kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen har valgt, at operaens karakterer skal være iklædt rokokoinspirerede dragter, men at dramaet skal udspille sig i en scenografi, der lignet interiøret fra et cabaret-teater i 1930’erne (sandsynligvis fordi ”Fête galante” havde premiere i 1931).
Der er en enkel scenografi hele operaen igennem, der består af laksefarvede forhæng, der et for et trækkes til side, som operaen løber af stablen, indtil det sidste afslører en park af træer i udskåret pap mod en baggrund, der skifter farve fra tid til anden vha. lysdesign. Dekorationen er køn nok i sig selv, men det bliver kedeligt at skulle se på de samme laksefarvede forhæng hele aftenen igennem, ikke bare fordi de er der hele tiden, men også fordi der ikke er ret meget andet på scenen. Det kunne have livet gevaldigt op med flere detaljer, både i forhængene og i resten af scenebilledet, og ikke mindst med noget mere variation i farvevalget.
Rokokodragterne er smukke med deres klare, glade farver, men på trods af 1930’er-dekorationen mudrer det, når teaterdirektørens kone pludselig træder ind på scenen i smoking og høj hat à la Marlene Dietrich, efter hun først er set i en smuk rokokokjole, og når hun hen mod slutningen af anden akt ses i en sort aftenrobe, der ligner noget fra Gitte Graa fra ”Matador”’s klædeskab.
Om den musikalske udførsel
I orkestergraven spillede Copenhagen Phil det bedste, de havde lært, og at de var dygtige, kunne man tydeligt høre – alt for tydeligt, faktisk, fordi dirigent Christian Øland konsekvent lod dem buldre og brage, så det meget af aftenen var svært at høre sangerne. Det er en amatørs tilgang til operadirektion – hvorfor i alverden siger man ja til at dirigere en opera, når man tydeligvis intet har forstået om styrkeforholdet mellem sangere og orkester? Det er simpelthen for dårligt, og publikum burde kunne få refunderet noget af billetprisen, når muligheden for at høre sangerne, som jo er en operas hovedaktører, er så konsekvent reduceret hele aftenen. Christian Øland bør sendes tilbage til skolebænken, og Den Jyske Opera bør hyre mere kompetente dirigenter.
Jeg overværede den anden af Den Jyske Operas to forestillinger på Gamle Scene, som fandt sted d. 11/3, og aftenens stjerne var uden tvivl Anders Kampmann som Grev René. Kampmann har en smuk dramatisk tenor, en stemmetype, som vi sjældent fostrer i Danmark. Det er endnu mere sjældent, at en dansk dramatisk tenor har en så smuk, ja nærmest italiensk, klang som Kampmann, og at han i den grad har mestret teknikken, der gør det muligt at lade stemmen udfolde sig ubesværet i hele registret, uden at sangeren må klemme eller presse på de høje toner. Når dertil lægges Kampmanns oprigtige udstråling på scenen, hans garderhøjde og hans i øvrigt flotte udseende, bliver han til den ideelle operahelt, og da han sang Grev Renés fine arie i anden akt, hvor greven fortryder sin hidtidige udsvævende levevis og beslutter at forbedre sig fremover, både for at kunne se sig selv i øjnene og for at være Suzon værdig, var denne gamle, sure tante af en anmelder tæt på at fælde en tåre – tusind tak!
Dette fine niveau matchedes desværre ikke af Kampmanns scenepartner, Dénise Beck, der sang rollen som Suzon. Bécks sopran klang meget anspændt og anstrengt, og det var simpelthen ubehageligt at høre hende synge – jo højere oppe i registret, hun sang, jo kraftigere og jo mere skingert lød det. Tenoren Mathias Hedegaard, der havde fået rollen som en af Grev Renés soldebrødre, Abbed Lauzannes, var heller ikke så behagelig at høre på – det lød, som om Hedegaard spænder alt for meget i kæbe og strube, når han synger. Til gengæld er han et fantastisk scenisk talent – hans udstråling gnistrede ligefrem, når han som den uartige abbed satte liv i kludene.
Barytonen Leif Jone Ølberg gav den gas på alle de komiske tangenter som teaterdirektøren Scaramouche, og som udgangspunkt har han en fin stemme, men jeg tror, han må have været indisponeret ved aftenens forestilling, for ulig resten af stemmen klang hans top svag og hæs, især i første akt. Scaramouches kone blev sunget af Sophie Thing-Simonsen, hvis altstemme ikke præsenterede sig fra sin bedste side, hverken i Fru Scaramouches sang om den uskyldige hyrdinde, hvis koloraturer kunne have været mere præcist sunget, eller i visen om den 60-årige mand med den 18-årige brud. Blandt de mindre roller skilte tenoren Christian Damsgaard-Madsen sig ud med sin sikkert sungne og morsomt agerede Kong Louis XV af Frankrig.
*
Som jeg før har haft lejlighed til at skrive, er Den Jyske Operas projekt med at genoplive glemte (eller næsten glemte) danske operaer en helt fantastisk idé, og jeg havde virkelig glædet mig til at opleve ”Fête galante” efter at have lyttet til en live-optagelse fra 1960 med folkekære sangere som Ellen Winther og Poul Bundgaard, hvor det var tydeligt, at Schierbecks opera er en overset perle. Men som forestillingen skred frem, sad jeg i teatret med en følelse af spildte muligheder og uindfriede løfter. ”Fête galante” kunne have været en virkelig fin forestilling, hvis man havde hyret bedre sangere og en dirigent, der rent faktisk vidste, hvordan man dirigerer en opera, og hvis man havde lavet en mere naturalistisk rokoko-scenografi. Man må jo undre sig over, hvorfor det er så svært at få tingene til at gå op i en højere enhed – lærer dirigenterne ikke længere på konservatorierne, at der er forskel på symfoni og opera? Ved operahusenes administrative medarbejdere, der skal fastlægge repertoire og hyre instruktører, dirigenter og sangere, ikke længere noget om genren? Og hvorfor kommer så mange sangere ud fra vores kunstneriske uddannelsesinstitutioner med mangelfulde tekniske egenskaber? Er sanglærere simpelthen dårligere nu om dage? Eller har operahusene skylden, fordi de sceniske krav til en sanger har fået alt for stor vægt? Uanset grunden, er det altid ærgerligt, når en produktion ikke lykkes – især når der er tale om et værk af så høj kvalitet som ”Fête galante”, der ikke får ret mange andre chancer for at komme til sin ret.