”Den glade enke 2.0”, som Holtens og Prices version af klassikeren kaldes, var et underligt miskmask, for Lehárs smukke melodier stod i grel kontrast til scenografien, der i én af akterne forestillede en svinestald, og ofte også til de jævnligt noget kluntede rim og fraser, og det stak helt af, da vi blev trakteret med Aretha Franklin-hittet ”Respect”!
OM ”DEN GLADE ENKE” FØR OG NU
I forestillingens program forsvarer operachefen Elisabeth Lintonden forandrede enke ved at skrive, at satire er et vigtigt element i operettegenren. Hun henviser til Jacques Offenbach, der skrev en række yderst succesfulde operetter til det parisiske publikum under Napoleon III (1852 – 1870). Offenbach og hans tekstforfattere brugte ganske rigtigt satire til at spidde kejseren og hans ministre, men Linton overser dog meget belejligt, at der er væsentlige genreforskelle imellem pariseroperetten og wieneroperetten. ”Den glade enke” tilhører sidstnævnte genre, og selvom også nogle wieneroperetter indeholdt satiriske elementer, var mange af dem rendyrket romantik og nostalgi.
Den oprindelige enke foregår i Paris, hvor Zeta, ambassadøren for det fiktive balkanstorhertugdømme Pontevedro, er bekymret for sit lands truende statsbankerot og derfor arbejder på at sikre, at den rige pontevedrinske enke Hanna Glawari gifter sig med en af sine landsmænd for at sørge for, at hendes store formue ikke forlader landet. Hanna nærer stadig varme følelser for sin ungdomskæreste, Danilo, og Zetas kone, Valencienne, har en affære med franskmanden Camille. Efter diverse intriger og forviklinger vender Valencienne tilbage til sin mand, Hanna og Danilo finder sammen igen, og Pontevedros økonomi er dermed reddet.
I ”Den glade enke 2.0” foregår handlingen på et underskudsramt teater, hvis direktør, Zeta, arbejder for at sikre sig, at den tidligere danser Hanna Glawari, hvis rige svineproducentmand lige er død, gifter sig med teatrets førsteelsker, Danilo, i håb om, at Hanna vil dække teatrets gæld. Zetas kone, koreografen Valencienne, har en affære med instruktøren Camille, og djøfferen Nielsen danner arbejdsmæssigt parløb med Zeta. Efter en masse omskrevne intriger og forviklinger danner diverse hoved- og (nyopfundne) bipersoner par eller trekant på kryds og tværs af kønnene, og en enkelt medvirkende springer ud som aseksuel.
OM ISCENESÆTTELSEN
Man skal ikke have læst mange af mine anmeldelser, før man forstår, at jeg ikke har ret meget tilovers for moderne, eller snarere moderniserede, opsætninger af opera (og for den sags skyld også operette), bl.a. fordi alle ændringerne altid ender med at stå i modsætningsforhold til den sungne tekst. Derfor tager jeg hatten af for, at Holten og Price ikke bare har ændret det, der sker på scenen, men også den sungne og talte tekst – det skaber en helt anden enhed i forestillingen, end man oplever, når man tager til en af Operaens operaforestillinger.
Man må dog stadig spørge sig selv, HVORFOR det er nødvendigt at ændre på ”Den glade enke” (eller på de operaer, Operaen opsætter)? Hvad er problemet med at fortælle historien, som den oprindeligt er skrevet? Er det moderne publikum virkelig så tungnemt, at det ikke kan forstå økonomiske problemer og knas i kærligheden, hvis handlingen udspiller sig i 1905? Eller handler det snarere om, at vi som samfund er blevet så narcissistisk, at vi forlanger at kunne spejle os én til én i alt, hvad vi ser på scenen, i biografen, eller i tv? Jeg kender ikke svaret på det spørgsmål, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke bliver stillet noget mere, og hvorfor det er blevet den gængse metode for en iscenesættelse, at tid og sted SKAL ændres.
Min manglende forståelse for disse konstante ændringer forhindrede mig dog ikke i indimellem at få et godt grin, fx da teaterdirektøren Zeta havde klokket så meget i det, at den eneste måde, han kunne undgå en fængselsstraf på, var at blive forfremmet til minister, da det viste sig, at djøfferen Nielsen, der skulle forestille at have styr på teatrets finanser, var udstyret med fornavnet Britta, eller da den afdøde svineproducent, som Hanna Glawari havde arvet alle millionerne fra, havde en slående lighed med Bertel Haarder. Langt oftere sad man dog med en lidt flad fornemmelse, enten fordi sangteksterne var platte, dialogen kun var mildt underholdende à la ”nå, det var da lidt sjovt…”, eller fordi vi kom for langt væk fra Lehárs original, ikke mindst da Lise Baastrup som Nielsen gav den som Aretha Franklin, støttet af fem dansere i en BDSM-koreografi.
Og hermed er vi tilbage ved narcissismen, for ”Den glade enke 2.0” er endnu et i rækken af snart talløse eksempler på, at en instruktørs ”vision” er vigtigere end det oprindelige værk. Hvis Philipp Kochheim føler for at gøre en operaheltinde til krøbling og lade hende befamle af et helt hold dansere, gør han det (Den Jyske Operas produktion af Hartmanns ”Ravnen” fra 2023), hvis JetskeMijnssen har lyst til at ændre den lykkelige slutning i Mozarts ”La clemenza di Tito” til hovedpersonens selvmord, gør hun det(Operaen 2023), og hvis Holten og Price synes, det er fedt at lægge Motown-musik ind i ”Den glade enke”, gør de det. Det er nemlig altid instruktørens navlepillende vision, der er i højsædet, ikke det oprindelige værk. Suk!
Steffen Aarfing har stået for scenografi og Ida Marie Ellekilde har stået for kostumer. Der er meget godt at sige om Aarfingsscenografi i første og tredje akt, hvor den består af en gennemskåret kugle, hvis ene halvdel viser forskellige rum på teatret, fx kunstnernes garderober og direktørens kontor, og hvis anden halvdel, aftenens smukkeste kulisse, forestiller teatrets foyer. De to halvkugler kan drejes rundt eller skubbes frem og tilbage, alt efter hvad handlingen kræver, og det fungerer rigtig fint. Ellekildes kostumer gør såmænd også fin fyldest, selvom de ikke var ovenud fantastiske. Det smukkeste kostume var Hannas drøm af en sølvkjole, som hun bar i første akt, men samtidig var hun under hele forestillingen udstyret med en rædsel af en overdimensioneret paryk, der var et eklatant fejlgreb fra produktionsteamets side.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRSEL
Jeg overværede produktionens anden forestilling d. 15/4, og som allerede nævnt fik Lise Baastrup æren af at skubbe Lehár totalt af sporet ved at synge ”Respect”. Selvom sangen passede fint ind i den nyskrevne dialog/handling, har den jo ikke noget med ”Den glade enke” at gøre og blev desuden leveret på halvlunken vis af Baastrup, der ellers spillede sin rolle rigtig fint.
Enken selv blev sunget af Gisela Stille, hvis sang stikker i forskellige retninger. Som jeg før har kunnet konstatere, har hun en anspændt måde at synge på, og det skaber nogle gange mudret tekst, for meget vibrato, og manglende fylde i det dybe mellemleje, men samtidig er Stille en erfaren sanger, som kan smelte publikum, når hun folder sig ud i de mere inderlige øjeblikke, ikke mindst den uopslidelige Vilja-sang, der blev forestillingens musikalske højdepunkt.
Enkens modvillige bejler, Danilo, blev sunget af barytonen Andreas Landin, der var aftenens dygtigste sanger. Landin har helt styr på både de tekniske og de udtryksmæssige aspekter af sit instrument og sang med hhv. varme, charme og harme, alt efter hvad handlingen krævede, og altid med klangligt overskud – tak for det!
Aftenens andet par lod mere tilbage at ønske. Sibylle Glosted som Valencienne havde både en smuk klang og en fin tekstudtale, men så snart hun kom op mod toppen, blev det skingert. Veteranen Gert Henning-Jensen, der fylder 60 senere i år, ligner og fører sig imponerende nok som en 30-årig, men når han synger, hører man desværre alderen presse på. Hans grundlæggende smukke instrument har fået et bredt og uskønt vibrato, og når han skal op i højden, går det helt galt. Jeg har hørt Henning-Jensen lave mange fine ting i tidens løb – lad os håbe, det kun er et forbigående problem.
Simon Duus spillede rollen som Zeta, der har langt mere dialog end sang, med overbevisning på trods af den fjollede paryk og ditto kostume, han var blevet udstyret med. William Pedersen som kulturjournalisten Ken Skade havde heller ikke meget at synge rent solistisk, men jeg bemærkede dog, at han som en del andre dybe herrestemmer havde en tendens til at bruge for meget bagresonans, hvilket især bliver tydeligt på vokalen o.
Endelig bemærkede jeg Cecilia Hjortsberg og My Johannson som Danilos to eks-kærester i tredje akt. Hvis jeg ellers har forstået programmet rigtigt, sang Hjortsberg først og derefter Johannson, og de to damer stod i stærk kontrast til hinanden – Hjortsbergs tekst var stort set uforståelig, og stemmen klang uskønt, hvorimod Johannsons smukke klang komplementerede hendes tydelige tekstudtale.
OM TEATERETIKETTE
Jeg har nævnt det før, men nu kommer det igen: Hold nu op med at give hver eneste forestilling et stående bifald! Stående ovationer er forbeholdt det sublime, den slags man kun oplever få gange i livet. Nogle af de allerstørste operastjerner som Maria Callas eller Luciano Pavarotti skulle arbejde hårdt for et få et stående bifald – det var et særsyn, ikke en sædvane – men i dag rejser folk sig op snart sagt hele tiden. Det er et vidnesbyrd om den manglende almene dannelse i vores samfund, og det er ærlig taltdødirriterende, at man tvinges til også selv at rejse sig, hvis man vil kunne se noget til fremkaldelserne, selvom man ikke syntes, forestillingen var en stående ovation værd.