Det melankolske selvmord

Goethe skrev sin historie om den unge Werther og hans kærlighedskvaler tilbage i 1774, og den var startskuddet til en bølge af romantiske selvmord gennem Europa i romantikkens 1800-tal. De mest berømte er nok Mayerling hvor den østrigske kronprins myrdede sin elskede Mary Vetsera og sig selv fordi de ikke måtte få hinanden og herhjemme er den ulykkelige kærlighedstragedie med Elvira Madigan og Sixten Sparres selvmord også inspireret af Mayerling og Goethes roman - bogen blev også forbudt i København grundet frygten for de mange selvmord der kom i dens kølvand.

Når man ser Sort/Hvids og Aarhus Teaters udgave af Goethes brevroman - dvs. at romanen er skrevet i brevform som var meget populært i romantikken, bl.a. er Pushkins Eugen Onegin som også er om ulykkelig kærlighed også skrevet i brevform - så forstår man godt den indvirken romanen kan have haft på unge ulykkeligt forelskede melankolikere. 

Teksten forklarerer eminent den tungsindige, eftertænksomme, voldsomme melankolske tankegang modsat den optimistiske, rationelle og overfladiske tilgang til livet. I de to ender står Werther og Albert og imellem dem kvinden Lotte som den ene er forelsket i og den anden forlovet med. 

Wethers forelskelse er nærmest en ufravigelig kompliceret besættelse og Aberts er pligtsom og ligetil. Sargun Oshana har iscenesat moderne men med en trofasthed overfor Goethes tekst og intentioner. Det hele er så natuligt flydende at selv stand-up med mikrofon og videofilm på et gammelt TV føles som det mest naturlige i den historie fra 1770' erne der bliver fortalt. Det skyldes også især de tre skuespillere på scenen. Genialt at finde to mænd der ligner hinanden som to alen af et stykke som Werther og Albert - de begynder og ender også som sammenhængende personligheder. Klassisk smukke er både Simon Mathhew og Alexander Mayah Larsen, som to perfekte eksponenter for den romantiske periode fortællingen foregår i, og begge med en passion i blikket, hos Simon Matthew en forurettet og lidende, hos Alexander Mayah Larsen en uforstående, bange og vred. Sara Viktoria Bjerregård er kvinden i midten - med en en stor gribende indlevelse formidler hun Lottes følelser og tanker da det går op for hende hvilket farligt spil hun er fanget midt i. 

Hele forestillingen i gennem sørger Di Garbi for at vi har den helt rigtige musikalske underlægning der i den grad er med til at gøre historien endu mere forståelig og gribende for os som publikum. 

Det er en stor teateraften på en lille scene, hvor det er imponerende hvor godt og storladent Nathalie Mellbyes scenografi virker.