Voldgæsten Andersen

Ideen er indlysende. H.C. Andersens besøg hos digterkollegaen Charles Dickens på dennes landsted og London-bolig var et møde mellem to egocentriske forfattere, der elskede at fremhæve egne fortrin. Deres bekendskab er velkendt og indgående beskrevet både af dem selv og eftertiden.

At skabe en forestilling på engelsk i 10 chapters med dette møde som hovedakse og slippe godt fra det er ikke givet på forhånd. Men det er hvad That Theatre Company gør på Krudttøndens lille intimscene.
Tre skuespillere (alle mænd) levendegør her Andersen, Dickens og dennes hustru og udlever deres indbyrdes genvordige relationer  fra den dag, hvor  Andersen længe før aftalt ankommer og banker på Dickens hoveddør.
Derefter går det over stok og sten, og det er måske forestillingens bedste greb, at dens tempo aldrig falder, men snarere fluktuerer i pagt med dens både lyriske og vildt groteske indslag.
Andersen (Peter Holst-Beck) er på en gang hjertelig naiv og snu beregnende, mens Dickens (Ian Burns) er stresset til det utålelige, både af sig selv og sin påtrængende gæst.
Dickens hustru Chameleon (Andrew Jeffers), er det groteske menneskelige ansigt mellem de to egocentrikere, der forløser den jordbundne kvinde som en stabiliserende virkelighedsfaktor mellem de to højtflyvende digterånder.

Hvorfor var Andersens så tiltrukket af Dickens?
Måske allermest fordi den engelske forfatter turde være sig selv og stille sig op på scenen som skuespiller i egne stykker, en drøm Andersen aldrig selv turde udleve af angst for at blive grinet ud af publikum.
Men Dickens turde, og stykkets iscenesætter (Barry McKenna) tør. Derfor lykkes forestillingen. At den undgår farcens ulidelige grinebideri, men både har fine lyriske steder og vildt morsomme og alligevel aldrig overspillede scener, tjener det lille teaterkompagni til stor ære.

Gak ud og besøg Dickens sammen med Andersen mens tid er og de begge endnu er hjemme … de og konen fortjener alle et publikumsbesøg.