Ensomhedens ritualer

Det plejer at være Beckett og Ionesco der er på programmet når et teater vil præsentere absurdisme, men på Mungo Park ser man mod noget helt nyt og ganske banebrydende. Nemlig den palæstinensiske instruktør og dramatiker Bashar Murkus og hans forestilling Hudløs der havde premiere i 2017 i Palæstina, det er absurd teater på et meget naturalistisk plan - især i denne tid, hvor forestillingens fremstillen af en ung mand i ensom isolation i egen lejlighed er uhyggelig tæt på virkeligheden. 

Både en kommentar til den corona-tid vi lige har været i gennem, med lange tider i isolation, og den krigsfrygt der sidder og lurer lige under overfladen nu hvor Rusland har invaderet Ukraine, og man er bange for hvem der kan banke på døren - ven eller fjende. 

Det er der kommet en dybt rørende og sjov forestilling ud af - hvor smerten lurer lige under grinet. Sebastian Aagaard-Williams er udstyret med en ekstra stor fedmedragt - der måske kan synes at tangere fat-shaming, for et stor del af morskaben består i af Sebastian Aagaard-Williams er så tyk at han har problemer med at bøje sig ned og få trykket på sin PC, eller få fat i forskellige ting på scenen - men Sebastian Aagaard-Williams fremstilling af figuren er så kærlig underspillet så man tilgiver at teatret ikke havde fundet en mere ægte overvægtig skuespiller til at spille rollen. 

Det er ensomhedens daglige ritualer vi får oplevet på scenen, optagede samtaler med sig selv, forskellige motiverende motions og aktiveringsøvelser, minder på film fra dengang man kunne gå ud i verden og en imaginær date. Det er sørgmodigt og muntert på samme tid. Et dejligt bekendtskab med en dramatiker og en stil man ikke har set på disse breddegrader før - han spilles dog en del i Berlin. Bashar Murkus har selv instrueret forestillingen på Mungo Park og det gør derfor oplevelsen ekstra spændende og ægte. Så vil man opleve noget helt specielt teater der rammer tiden lige nu på godt og ondt - så afsted til Mungo Park.