The Producers på Det Ny Teater er et flot show., Foto Miklos Szabo

The Producers - den forrygende film, bliver til en ferm scenisk musical

Af Knud Arne Jürgensen 23. september 2022

The Producers er tilbage på Det Ny Teater - i et flot show som ikke rigtrig kan holde pusten.

Titel: The Producers

Teater: Det Ny Teater

Spilleperiode: Til 31. december 2022

Filmen The Producers så kameraprojektørernes lys helt tilbage i 1967, hvor den næsten omgående fik kultstatus som en forrygende morsom og velspillet biograffilm. Dens fænomenale modtagelse var især takket være de eminente skuespillere udi det komiske rollefag og det ægte filmiske format i fortællingens satiriske sorte humor. Filmen blev derfor også den altafgørende inspiration og forudsætning for, at scenemusicalen af samme navn så sceneprojektørernes lys på Broadway i 2001, og lige siden er gået over alle betydelige musical scener.

Filmversionens instruktør Mel Brooks blev i 1967 hædret med en Academy Award for bedste originale manuskript, mens sceneversionen vandt hele 12 Tony Awards i 2001. Nu mere end tyve år senere er musicalen så igen nået frem til Dronningens by, hvor Det Ny Teater lægger scene til showet som det også var tilfældet ved danmarkspremieren for 16 år siden  – og et show for fuld akustisk, vokal og koreografisk udblæsning er det vitterlig!

Dog sidder man tilbage med den rumsterende tanke i baghovedet, om man nu også er tjent med at have set filmversionen før sceneversionen? Mit personlige svar er desværre nej det skulle man nok ikke, for sceneversionen, sådan som den udspiller sig i dag, er alt for hårdt pumpet og udadvendt i forhold til de muligheder for ægte menneskelig komik og intens humørfyldt ironi, som filmen så eminent formidlede, og som bar det ellers temmelig tynde plot så flot igennem i Mel Brooks instruktør-filmdebut.

Hvad der overbeviser ved sceneforestillingen i dag er derfor nok primært dens tempo og drive, der med ret hård hånd fører publikum rundt i manegen med en vokal og scenisk udfoldelse, der kører på de højst tænkelige nagler.

Dramaturgisk har forestillingen ikke store dybder, så skal sagen vitterlig reddes hjem, uden at man i dag skulle få upassende fornemmelser overfor Nazi-parodierne, må det være gennem showets stramme timing og optrinenes effekter samt forestillingens kropslige nærværelse.  Hvad det sidste angår, er der ingen smalle steder.

Det Ny Teaters iscenesættelse fremstår yderst effektiv, omend også lidt for fermt. Optrinene skifter med en vis umusikalsk rytme og falder ofte ind over hinanden, så man ikke kan nå at fordøje hver enkelt scene. Denne febrilske aflevering passer godt til visse scener, men er stærkt forceret i andre. Og efter pausen flader det hele underligt ud ligesom gassen langsomt går ud af showet. Selv ikke en finale for fuld udblæsning kan redde det.

Uanset disse indvendinger spiller forestillingen sig hjem hos publikum takket være dens skuespillerkræfter. Preben Kristensen gør selvfølgelig et velment forsøg på en fysisk efterligning af Zero Mostel i hans ydre, men er diametralt modsat ham i sit skuespillerudtryk. Og sådan skal det være. Men en ægte menneskevarm ironi når han ikke frem til. Bedst står måske Michael Carøe som en forbløffende sikker og veltilpas instruktør af hele Hitler-parodien, der skal redde dem alle sammen fra konkursen. Hans instruktørassistent og personlige oppasser kommer til syne i en ubegribelig realistisk transgender fremtoning i Kim Hammelsvangs ejendommelige fysiognomi og han står også scenisk meget stærkt. De øvrige hovedpartier honorerer derimod langt mere svagt med deres respektive roller i enten lette eller meget overspillede udtryk.

Om Hitler fortjener en scenisk parodi eller ej vil jeg lade stå ubesvaret, men at forestillingen har både visse fortrin og store mangler er ikke til at komme udenom. Den er for ferm i udtrykket, for pauver i forståelsen af figurernes indre komik, og det hele bliver afleveret for hårdt og lige i ansigtet på tilskuerne, omend koreografisk ganske effektivt, men så heller ikke mere.

The Producers kan næppe holde skansen mange år endnu, efter min personlige mening, men et flot sceneshow er det da.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Tag på rejsemesse og få inspiration 

2022 var året, hvor vi næsten havde lagt coronaen bag os, og med en fifty-fifty fordeling på at nogle stadig h...

Vi har for længst lagt sommeren bag os, og det kan på sin vis være trist nok, men man siger ...

Hvor meget rejser du?

At komme væk fra hverdagens stress et par dage, søgen efter den første sol i foråret, eller den sidste sol i e...

Det er ved at være seks år siden, vi sidst spurgte jer læsere om jeres rejsevaner, og s&arin...

Det lykkedes at få skabt et fint dystopisk fremtidsbillede på Husets Teater, men der er ikke meget andet i forestillingen A Play.

Dystopisk tristesse

På Husets Teater har man lukket dørene op for et samarbejde med Dansehallerne og den koreografiske gruppe Inst...

23. nov

Harry Styles stråler som 'My Policeman' i et homofobisk Efterkrigseuropa  

Med VM i Qatar bliver vi for tiden mindet om vigtigheden af menneskets frihed og værdighed. Især når det ikke...

22. nov
Der er godt kan i skørterne i Miles Hoares friske koreografi til West Side Story på Operaen.

Musicalhit i Operaen

Det Kongelige Teater har sikret sig en succes med Thomas Bendixen og Miles Hoares moderne og flotte udgave af ...

19. nov
Det er i de store fælles shownumre at årets forestilling virkelig imponerer.

Julespas i højt humør

Årets Crazy Christmas Cabaret er en af de bedste i lang tid med især et forrygende hold af yngre spillere. 

16. nov