Grand Prix musical er stadig et hit

Teaterforeningen Musicalteatret er ret enestående i, at de producerer egne nyskrevne forestillinger. Musicalen Vi Maler Byen Rød er en af deres mest vellykkede, og den er nu på plakaten for tredje gang. Og tredje gang er også lykkens gang, siger man. Forestillingen har da heller ikke været bedre, end den er nu i Musicalteatrets version.

Rasmus Mansachs har skrevet manuskriptet og denne gang igså iscenesat forestillingen. Det gjorde han også meget vellykket, da musicalen spillede på Nyborg Vold tilbage i 2021. Man kan mærke, at han kender materialet ekstra godt, og der er masser af herlige indslag og scener, og så er det sangmæssige imponerende i top i denne udgave. 

Alle uden undtagelse synger fremragende de mange sange med et oplagt orkester som medspiller. Der er knald på første akten med en meget flot og moderne scenografi med en videovæg designet af Mikkel Bedsted. Den giver hele forestillingen et meget professionelt udtryk, som passer godt til grandprixuniverset. Som ved alle tidligere opførelser er der lidt problemer med en anden akt, der bliver alt for lang, og så kunne man måske have ønsket sig nogle lidt kvikkere overgange mellem scenerne; vi skal vente på, at de medvirkende forlader scenen helt, og tælle to sekunder, før de næste kommer ind, og med de mange scener bliver det til mange sekunder på en for lang musicalaften. 

Rammehistorien om det ældre ægtepar er fin, men lidt problematisk, da det ikke er helt tydeligt, hvad man vil med den. Både Allan Bjørk Petersen og Annemari Fagerlund spiller smukt underspillet som henholdsvis kræftsyg og pårørende. Men omrking dem er der konstant en baggrund af overkarrikerede ensemblespillere, der spiller gamle og svage som i en skolekomedie. Er vi på et plejehjem eller på et sygehus? Og hvis det er det første, hvor gamle tror man lige de, der var unge i 80' erne, er, og hvis det er det andet, hvorfor er der så kun gamle, senile mennesker på en kræftafdeling. Man slutter forestillingen meget rørende og smukt med det ældre ægtepar, og de havde fortjent en smule mere respekt omrking deres figurer i den øvrige iscenesættelse.

Men det kan ikke skjule, at man har en fornøjelig aften, og at der er er et væld af sjove replikker – og så har Kenneth Parsberg skabt en ganske flot koreografi, som danses imponerende præcist af både dansere og spillere. Så hvis man vil have en sjov aften med en masse genkendelige danske grandprixhits primært fra 80'erne, skal man skynde sig, hvor der er næsten fortjent totalt udsolgt til alle forestillinger.