Sikkert teatergys

2:22 hedder gyserforestillingen af den engelske dramatiker Danny Robbins, der havde premiere i London sommeren 2021 og blev en stor succes, og som lige nu er på turne rundt i Storbritannien. Gysere på teatret er ikke noget vi ser så meget på de danske scener – der har været få ubetydelige opførelser af Woman in Black og The Mousetrap, men ellers er det ikke en genre, de danske teatre har gjort sig i. Det er egentlig lidt en skam, når nu man oplever, hvor vellykket en teateraften det kan være. 

NørregadeTeatret har under Frank Rubæks kyndige ledelse altså nu kastet sig over 2:22. Titlen henviser til klokkeslettet midt om natten, hvor der sker mystiske ting i det hus, som det nybagte forælderpar Jessica og Sam er flyttet ind i, og som de er i gang med at totalrenovere. Hun tror på, at der er noget andet i huset end dem og deres spædbarn, men han tror ikke på det overnaturlige og søger en naturlig forklaring. Et vennepar kommer på besøg bestående af Sophie, som kender Sam tilbage fra universitetet, og dennes nye kæreste Anders, som er hånværker og mere praktisk anlagt – også når det gælder spøgelser, finder vi ud af. 

Der spilles naturligt, og dog intenst af de fire medvirkende i en meget træfsikker og begavet iscenesættelse af Frank Rubæk og en flot scenografi af Søren Glad. Signe Skov har den helt rigtige blandning af bekymring og frygt som Jessica; hun tror egentlig ikke på spøgesler og det overnaturlige, men det, der foregår i huset, kan hun ikke finde nogen forklaring på. 

Martin Bo Lindsten mansplainer konstant og er irriterende god som den råsikre Sam, der absolut ikke har noget tilovers for det okkulte – eller dem der dyrker det. Han ynder også at have en mening om alt – selv hans kones måde at føde på! Stine Prætorius finder de rigtige sider frem hos den lidt mere pågående Sophia, der har masser af fortidens spøgelser med i tasken, og Peter Thieme er god som håndværkeren blandt akademikerne, der sætter gang i de okkulte tanker hos de to piger. 

Der er masser af gode gys undervejs – og slutningen er virkelig et godt plot-twist. Der må gerne komme mere teatergys på de danske scener. Det er frydefuldt godt, når det gibber i hele salen på samme tid. Skynd dig i teatret – hvis du tør!