Feel-goodkomedien eller samtidskomedien er en genre, som er blevet mestret af bl.a. Neil Simon i USA og Alan Ayckbourn i England, og nu forsøger den amerikanske dramatiker Bess Wohl at genoplive genren. Det sker i et stykke, som giver gode skuespillere mulighed for at brilliere, men som ikke har en tekst, der giver dybde eller kant.
Vi begynder ellers dramatisk genialt. En ordløs flot koreograferet borddækning åbner forestillingen, hvorefter Ulla Henningsen som Nancy udbryder "Jeg vil skilles," hvortil Waage Sandø som ægtemanden Bill svarer "OK." Så går lyset ud, og man forventer et interessant ægteskabsdrama udspille sig.
Efter den flotte start ruller lavinen i familien med de to sønner – den ene homo, den anden venter barn med sin kone – som ikke kan forstå forældernes lyst til at blive skilt. Man skal tale sammen og tro på kærligheden, siger sønnerne. Men forældrene Agnes og Bill er tilfredse med deres valg. Hun har i mange år ikke elsket Bill, men været forelsket i en anden, og han har fundet en ny passion, nemlig at være Stand-up-komiker, og en åndsfælle i en ny veninde Carla (henrivende morsomt spillet af Sonja Oppenhagen), som også bor i det ældrebolig-kompleks, de lige er flyttet ind i.
Men stykket kan ikke løbe fra, at det er meget amerikansk – det er langt fra de samme begreber ved en lignede situation i Danmark, der er for store kulturforskelle. Teksten er også for overfladisk. Der mangler dramatisk substans. Der er ellers megen tekst – vi nærmest drukner i teksten, og selvom der er krusninger på overfladen, kommer vi aldrig under den. Der bliver råbt dramatisk ad hinanden på scenen, og der opdager man virkelig, hvor hul teksten er. Skulle den overhovedet have været opført på en dansk scene, kan man spørge sig selv.
De medvirkende spiller dog upåklageligt godt. Ulla Henningsen er gribende god som Nancy, der gerne vil tilfredsstilles i livet, og det samme er Waage Sandø som ægtemanden Bil,l der jagter en ny karriere sent i livet.
Sonja Oppenhagen er som nævnt en ren fest som Bills nye veninde Clara, der dog ikke har noget seksuelt kørende med ham. En skøn karakter, som man alligevel har lidt svært ved at se, hvad skal i hele miseren – det samme med den unge mand, Kim Hammelsvangs melodramatiske homo-søn slæber med hjem om natten i forældrenes seniorbolig – et påklistret forsøg på at få folk udenfor familien til at kommentere på den.
Det bliver i det hele taget – trods det gode skuespil – en meget konstrueret aften. Lavinen ruller for hele familien på scenen, men jorden skrider ikke under publikum i salen. Det skyldes ikke, at instruktøren Kasper Wilton ikke har iscensat fint, for det har han; han har fået det optimale ud af teksten, men teaterchefen Kasper Wilton burde måske have sat spørgsmålstegn ved valget af stykke.
Der bliver snakket meget, uden at der menes noget – måske skulle man have ment noget mere og snakket noget mindre.
Da alle knuderne skal bindes pænt til sidst, bliver det serveret, som om vi har været vidne til et stort drama, og det har vi ikke set med danske øjne.
Det skal dog ikke forhindre publikum i at få en ganske fornøjelig aften med gode one-liners i Henrik Lykkegaards gode oversættelse og nyde Camilla Bjørnvads flotte arkitektur-scenografi, der desværre ikke var beboet med levende mennesker.