Smukke Gamle Scene var ramme om Operaakademiets koncert. , Foto Det Kongelige Teater

Operaakademiets koncert afspejler tingenes tilstand i den professionelle operaverden

Af Idia Legray 8. april 2024

Sangernes varierende niveau, sygdom og lejlighedsvist også instruktørens misgreb gjorde Operaakademiets koncert på Gamle Scene til en blandet oplevelse, dog overvejende i den positive ende.

Titel:
Koncert med
Operaakademiet

Teater:
Det Kongelige Teater
Gamle Scene

13 sangstuderende sang og agerede det bedste, de havde lært, instrueret af Kasper Holten og understøttet af Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi. Det var spændende at se, hvad de måske kommende solister på vores nationalscene kunne præstere, selvom der var plads til forbedring, både hos nogle af eleverne og i iscenesættelsen.

OM KONCERTENS VISUELLE OG DRAMATISKE UDTRYK
Visuelt var koncerten var en flot oplevelse. Udover Gamle Scenes smukke auditorium fik vi også fornøjelsen af en helt enkel men smuk scenografi bestående af et bagtæppe, der takket være lyskunst skiftede farve, hver gang et nyt stykke musik tog sin begyndelse, et varierende antal lysekroner bag sangerne, og to søjler i forgrunden med gammeldags gadelygter. Enkelt og præsentabelt i stedet for den anti-æstetik, man tit skal trækkes med som operagænger i København, når man overværer en iscenesættelse af en af klassikerne.

De ni damer og fire herrer på scenen var også yderst præsentable, herrerne i smoking og damerne i gallarober i forskellige farver og snit, nogle med pailletter. Skønt alle kjolerne var smukke, synes jeg dog, at Frida Lund-Larsens vidunderlige pailletbesåede kjole med vidt, mørkeblåt skørt og gennemsigtige, lange ærmer tog prisen.

Selvom det var en koncert, og sangerne ikke var kostumerede, agerede de takket være Kasper Holtens instruktion, som de ville gøre i en scenisk udgave af de operaer, de sang uddrag fra. Det skabte ofte en god og festlig stemning i salen, da mange af numrene var fra det komiske repertoire; ikke mindst i uddragene fra Rossinis ”Askepot”, Nicolais ”De lystige koner i Windsor”, og Johann Strauss d. y.’s ”Flagermusen” var komikken helt på højde med det, man kan forvente i en opførelse af en komplet opera.

I andre tilfælde ramte Holtens instruktion forbi. I en højdramatisk scene fra Verdis ”Don Carlos” manglede det følelsesmæssige udtryk hos de to elever, der sang kongen og dronningen af Spanien, den værdighed, der prægede hine tiders yderst standsbevidste royale personer, hvilket gjorde deres skuespil utroværdigt, og i koncertens første scene, et udtog fra Donizettis ”Don Pasquale”, skulle der selvfølgelig fjolles rundt med en smartphone, for sådan er det åbenbart, når man går til opera i dag – dette er også en yndet effekt i Phillip Kochheims rædselsproduktioner for Den Jyske Opera.

Sopranen Marlene Metzger, der medvirkede i denne scene, optrådte trods sygdom. Hendes arie var blevet strøget, men hendes duet med barytonen gennemførtes, selvom det blev en rodet omgang rent musikalsk, da hun hoppede frem og tilbage mellem at synge sin rolle i den korrekte oktav og en oktav lavere. Man burde også have strøget denne duet og evt. i stedet have givet barytonen lov til at synge en ikke programmeret arie, så han ikke blev ”snydt”; at man valgte at gennemføre trods de musikalske problemer, demonstrerer tydeligt det sørgelige faktum, at musikken ikke længere er i højsædet, når man opfører opera i dag – det var åbenbart vigtigere at lade eleverne vise Holtens dramaturgi end at give publikum en førsteklasses musikoplevelse.

OM DE MEDVIRKENDE
Det er svært for mig at give læserne en rimelig anmeldelse af koncerten, for jeg ved ikke, hvor langt de forskellige sangere er i deres uddannelse, og derfor heller ikke, hvor meget det er rimeligt at forvente af dem; desuden var billetpriserne lavere end til Det Kongelige Teaters normale forestillinger, hvilket også begrænser, hvor meget man kan forvente. Jeg nøjes derfor med enkelte nedslag i koncerten i stedet for en mere dybdegående gennemgang.

Helt overordnet kan jeg dog sige, at de kvindelige studerendes niveau var højere end de mandliges. Tenoren Ivar Magnus Sandve klarede sig bedst blandt herrerne, og det var en fornøjelse at opleve ham give den hele armen som smørtenor i hitarien ”Dein ist mein ganzes Herz” fra Lehárs ”Smilets land”. Bassen Antti Mähönen sang musikalsk stilfuldt men hans klang var overraskende lys for en bas, og der var ikke meget pondus i hverken stemmen som helhed eller hans dybe toner – man burde fra teatrets eller akademiets side have fundet partier, der egnede sig bedre til hans stemme og hans nuværende niveau, end kongen i ”Don Carlos” og Mefisto i Gounods ”Faust”, to roller der om nogle kræver dybde og fylde. Johannes Bødtkers baryton klang også overraskende lyst, faktisk så lyst, at jeg spekulerede på, om han mon i virkeligheden er en heltetenor, der endnu ikke har fundet sin rigtige hylde.

Blandt kvinderne lyste Louise McClelland Jacobsen op med sin smukke lyriske sopran, der var helt korrekt placeret og derfor ikke var svær at høre i det dybe mellemleje, som det var tilfældet med den i øvrigt ellers velsyngende sopran Laura Helene Hansen, hvilket kan være et tegn på, at stemmen registreres for lyst. Til gengæld gør en korrekt placering, at stemmen kan folde sig ud i toppen, hvilket vi i salen nød godt af, når Jacobsen sang. Hun brillerede i en arie fra ”De lystige koner i Windsor”, ikke ulig den vidunderlige østrigske sopran Hilde Gueden, der brillerede i lyriske roller fra det tyske repertoire i de første årtier efter Anden Verdenskrig.

Sopranen Fanny Soyer brillerede også, da hun sang Nannettas arie fra Verdis ”Falstaff”. Hendes stemme klang så smukt, at den nærmest virkede flydende, og hun sluttede arien ved med teknisk overlegenhed at synge piano på en høj og temmelig lang tone. Når man hører to så dygtige sangere, føler man, at der stadig er håb for operaen, som ellers godt kan være en noget trængt kunstart!

Det var ikke kun Frida Lund-Larsens kjole, der vakte beundring, men også hendes fremførelse af en arie fra Händels ”Herkules”, et oratorium der, ligesom flere andre af komponistens oratorier, fx ”Semele”, ved flere lejligheder er blevet opført scenisk. Lund-Larsens mørke mezzo-sopran klang smukt, hun betonede teksten, så den fik mening, og så præsterede hun nogle imponerende præcise koloraturløb, selvom hun løb tør for luft i et enkelt af dem.

Selvom Cecilia Lund Tomter har en fin mezzo-sopran, var det den naturlige inderlighed, hun forlenede sin optræden med, der gjorde størst indtryk på mig. Det virkede lidt for forsagt i den berømte forførelsesarie fra Saint-Saëns’ ”Samson og Dalila”, men det passede helt perfekt til Suzukis del af blomsterduetten fra Puccinis ”Madame Butterfly”.

Helena Bjarkadottir sang Grevinde Almaviva i en terzet fra Mozarts ”Figaros bryllup” og Rosalinde i endnu en terzet, denne gang fra ”Flagermusen”. Hun lader til at besidde en tung sopran, der med tiden kan gøre fyldest i de dramatiske roller i repertoiret, måske endda Wagner. Lige nu får man dog indtryk af, at den er placeret for lyst, hvilket dels gjorde det svært for hende at artikulere ordentligt i toppen i det første nummer, og også fik hendes højeste toner til at lyde lidt desperate. Det er synd, for helt grundlæggende har hun en fin stemme, og det var en fornøjelse at høre hende synge Mozarts skalaer med præcision og elegance.

Og sådan var det over hele linjen – der var meget at glæde sig over, men også noget, der kunne være bedre. Men uanset at nogle af de individuelle præstationer ikke var helt tilfredsstillende, var det en fornøjelse at høre, hvor godt ”sammensungne” ALLE sangerne var, et udtryk, der dækker over, at man har taget sig tid til at holde tilstrækkeligt mange prøver, og at sangerne er tilpas opmærksomme på både hinanden og dirigenten til, at de flerstemmige stykker klinger præcist – kun en enkelt gang hen mod slutningen af kvartetten fra ”Don Carlos” glippede det lidt, men ellers var ensemblesangen helt i skabet.

Jeg kan ikke slutte min anmeldelse uden at nævne, at det var en enorm nydelse som tilskuer at blive forkælet med Giordano Bellincampis direktion. Her fik vi en operadirigent, der, i modsætning til sine kolleger i mange af de forestillinger, jeg har anmeldt, forstod, at opera ikke er et symfonisk digt med sang, men et musikdrama, der bæres af sangerne, hvorfor dirigenten skal justere orkesteret efter den enkelte sangers volumen og vejrtrækning, så det hele går op i en højere enhed, hvor sangeren altid er i front. Det burde være en selvfølge, men det er det langt fra altid, så af hjertet tak, maestro Bellincampi!

Og således var koncerten et mikrokosmos, der afspejlede tingenes tilstand i operaverdenen: Sangligt var det en blandet affære, instruktøren fik lov at lave for meget om, og hans arbejde blev tillagt for stor værdi. Gud ske tak og lov for komponisternes vidunderlige musik, sangernes mangeårige arbejde for at nå deres nuværende niveau og den store indsats, der ligger til grund for, at de kunne præsentere dagens stykker så fint som muligt, og dirigentens ekspertise indenfor operadirektion. Måske er der trods alt håb for operaen som kunstværk endnu, hvis vi kan få vippet instruktøren af pinden som operaproduktionens mest magtfulde person, der har stort set frie hænder til at forvanske fortidens smukke kunstværker ud fra misforståede præmisser om at ”modernisere” og ”tiltrække et yngre publikum”.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Bedste hotelmorgenmad i København

Er morgenmad virkelig det nye “sort”?

Nogle siger, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men graver man efter bevis for dette, ...

Hotel Skovly - en perle på Bornholm 

Endnu en påskeferie er bag os. Folk har forskellige præferencer, når det kommer til hvordan og hvad de bruger ...

Hotel Skovly ligger i nærheden af Rønne og er let fremkommeligt uanset om man bruger den offentli...

Den Kongelige Ballet har igen den smukke klassiske Raymonda på repertoiret.

Flot klassisk balletaften

Dejligt at se Den Kongelige Ballet folde sig ud i en stor klassisk helaftensballet igen.

21. maj
Det er John Neumeier selv der fører os i gennem den personlige rejse i en mesters koreografiske univers.

I nærheden af guddommelig skønhed

Hamburg Ballet er i Tivoli med en hyldestforestilling for John Neumeier, kompagniets leder i gennem mere end 5...

17. maj
De to skuespillere gør det bedste de kan - men det kan ikke redde den rodede tekst i forestillingen Gådekatalogerne.

Langtrukkent og vrøvlet spiondrama

Der loves meget på Teater V's hjemmeside om et mindblowing, nervepirrende psykologisk drama – det vi får er et...

2. maj
Alle før en! Hedder årets vellykkede revy på Amager.

Amagerrevyen er lokal revy af den bedste slags

Igen i år charmerer Amagerrevyen sit publikum med skøn lokal forankring.

26. apr