I en nok ikke særlig omkostningstung scenografisk form har Bizets Carmen haft repremiere efter den i 2019 nåede at blive opført inden en anden skæbnetung figur Corona overtog hovedrollen. Med et enkelt scenografisk greb følger opsætningen en af nutidens tilsyneladende dominerende scenografi-trends i form af en frontalt opbygget 16-trins stejl trappe i hele scenens bredde. Den forekommer ikke helt ulig den berømte Odessa Potemkin-trappe vi ser i Sergei Eisensteins stumfilm fra 1925, og hvorpå alle slags menneskeskæbner tumler op og ned på liv og død.
I operaen Carmen er der kun fire skæbner at forholde sig til: Sigøjnertøsen Carmencita, hendes forblændede bejler, den fallerede korporal Don José, toreadoren og charmøren Escamillo, og ungpigen Michaëla, der er taget ind som plejedatter af Don Josés moder.
Disse fire personager og deres vidt forskellige menneskeskæbner vikles ud og ind af hinanden i et spændt dramaforløb, som i Bizets originale version bliver formidlet gennem forrygende sangnumre (der netop ikke er klassiske ”arier”). De afveksles konstant af brillante orkesterintermezzi og talte dialoger som i et skuespil, der tilsammen får handlingen og forståelsen af samme til at bundfalde sig hos publikum på ægte vaudeville-vis.
Bizets intention var ikke at skabe en traditionel grand opera, men netop en vaudeville-båren forestilling. Dette lykkedes ham om end ikke ved premieren i 1875, hvor værket ved fremkomsten blev erklæret for en eklatant fiasko. Først senere fik Carmen den verdenssucces, som partituret unægtelig fortjener, såvel på scenen som når det opføres i mere eller mindre forkortede koncertversioner.
Det Kongelige Teaters repremiere yder desværre ikke værket den retfærdighed, det burde have, og det af flere grunde. Vigtigst er her den forenklede omskrivning af de talte dialoger, der nu afleveres gennem en højtaler voice-over stemme, som formidler handlingen og taler til os, som var vi på et aftenskolekursus eller i et populært tv-program. Vi føres uafladeligt af ”stemmen” gennem værkets spændingskurver, men resultatet bliver nærmest det modsatte af hensigten. Man lukker hurtigt af for den barnagtige stemmeføring, der taler ned til os om ”Don Rosé” for blot at viderebringe en enkelt at de mange håbløse udtaler. Sukker-sødheden gør kun det hele endnu mere ubehjælpsomt. Havde man i stedet ladet et udpluk af de originale talte dialoger glide over tekstmaskinen ville vi være langt bedre hjulpet.
Når dette er sagt, så giver den dominerende trappe-scenografi visse andre muligheder for at niveau-afdække spændingsfelterne mellem de fire hovedpersoner på et ganske stringent visuelt plan – og det er godt set.
Men samtidig bliver forestillingen, der så gerne vil være i konstant musikalsk og scenisk bevægelse, desværre stærkt begrænset i sit dramatiske spil af sin iboende frontale udadvendthed. Dette opleves blandt andet i de velsyngende korsatsers statiske aflevering, der ikke just lykkes med at formidle det, musikken og teksten reelt lægger op til.
Det bedste sted i forestillingen, hvor trappeopsatsen giver god mening, er i Toradorens solosang, hvor koret agerer publikum og her fremstår, som var det selve tilskuerbaggrunden i tyrefægter-arenaen. Men den illusion brydes igen hurtigt af den flade frontalitet, som trappen er udformet med. Havde man i stedet indset, at to halve og kurvede trappeopsatser havde kunnet tilføre forestillingen dens rigtige rumlige sfærer, var den enkle scenografi kommet langt bedre til sin ret.
Sangligt står Carmen (Elisabeth Jansson) centralt både vokalt og stuarisk og partiet bliver fremragende sunget.
Don José (Niels Kristian Riis) kommer gennem partiet, men desværre med en gennemgående metallisk klang, der dræber den nasale franske diktion, som rollen nu engang fordrer, når den fremføres på originalsproget.
Toreadoren Escamillo (Jens Søndergaard) fremstår fint kropsligt og vokalt, men virker en smule hæmmet i sin balancegang på den stejle trappe, hvilket gør at det fysiske overskud, som ligger så dybt i partiet, holdes for meget i ave.
Prægtigst vokalt nok står bi-rollen som Michaëla (Perrine Madeuf), der rammer tonalt og intonationsmæssigt i plet, hver eneste gang hun indtager scenen. Hun bidrager med opførelsens mest gennembrændende præstation.
En ting må undre, og det er den forbløffende dårlige franske diktion hos samtlige hjemlige sangere i forestillingen. Vi hører gentagne gange ord som ”Desertår” og ”Tåreadår” og ”Cærmen” sunget i flæng i en generel rodet fransk udtale. Hvorfor dog? Kunne dette ikke være blevet mere gennemarbejdet?
Det tilhørende balletkorps af tre herrer og tre damer bidrager til de inciterende intermezzi-musikalske overgange med en stramt leveret koreografi (af Otto Pichler), hvis prægnans desværre igen begrænses ved at være for frontalt opbygget på grund af de udfoldelsesmæssige muligheder, som den stejle trappe forårsager. Denne overlader kun en meget reduceret gulvplads til de dansemæssige udfoldelser, som derfor mestendels bliver reduceret til sprællemands-agtige spjæt og sving blandet med lidt for mange charleston-klichéer.
Dirigenten (Hossein Pishkar) holder partituret fast på de givne sceniske præmisser med et stramt og velklingende udtryk, der lejlighedsvis når det sublime.