Boublil og Schönbergs Miss Saigon fra 1989 var den sidste af de såkaldte mega-musicals fra England, der dominerede den internationale musicalscene tilbage i 80'erne. Det hele begyndte med Cats i 1981 og toppede nok med Phantom of the Opera i 1986, og selvfølgelig den uforglemmelige Les Misérables fra 1985 skrevet af de samme ophavsmænd som Miss Saigon.
Teaterproducenten Cameron Mackintosh var manden bag disse kæmpesucceser, hvor store, ekstravagante tekniske højdepunkter var forestillingernes trækplaster. Den faldende lysekrone i Phantom, den store barrikade i Les Miz, det flyvende kæmpehjul i Cats og så den berømte helikopter i Miss Saigon. Det var imponerende at se, og det trak forestillingerne op på et helt nyt teknisk niveau, som den klassiske Broadwaymusical havde svært ved at leve op til. Heldigvis, kunne man måske sige, ændrede stilen sig i 90'erne, og forestillingernes historie og musik blev igen det vigtige. Less is more blev dominerende – men det kunne man ikke sige gjaldt på 80'ernes musicalscene.
Men Det Ny Teater synes at lade det scenografiske i Miss Saigon være temmelig nedtonet, nok for at give forestillingen et mere moderne look. Paul Farnsworth er ellers kendt for overdådige dekorationer og kostumer, især på Det Ny Teater, men denne gang er det mindre overdådigt. Det er stadig flot, og vi får også velfungerende scener, men på en eller anden måde virker forestillingen en smule mere skrabet end vi forventede. Til gengæld er sceneskiftene mere larmende, end man nogensinde har hørt. Det var ikke kønt, og så havde man ikke haft overskud til at male ansigt på dukken, der sad i den ellers velfungerende helikopterscene.
Heldigvis bliver denne moderne udgave af Madam Butterfly spillet og sunget ganske flot af Linda Arunee Olofsson som den unge prostituerede Kim med det rene uskyldige hjerte, og Christian Lund som den amerikanske soldat Chris, der under Vietnamkrigens sidste dage ser lyset og håbet i den unge Kim og forelsker sig i hende. Men krigen splitter dem, og Chris gifter sig hjemme i USA med den forstående Ellen, også sunget og spillet flot af Alexandra-Yoana Alexandrova. Thomas Høj Falkenberg imponerer også, særligt vokalt, som vennen John.
I midten af det hele står Kim Hammelsvangs sleske og småvulgære Engineer, som drømmer om at opleve den amerikanske drøm. Og netop i det nummer mangler man den overdådighed, som Det Ny Teater plejer at kunne levere. Når scenografien er så skrabet, skal koreografien være ekstravagant, og det kan man ikke sige den var. Sjældent har jeg set det nummer være udført så gumpetungt, og generelt manglede der dansere, der kunne hæve numrene op over den lidt hjælpeløse koreografi.
Men tilbage til Kim Hammelsvang, som på mange måder holdt forestillingen sammen og sørgede for, at den kom videre i handlingen. Det var flot og imponerende gjort af Kim Hammelsvang; det virkede som om rollen fik lov at stikke lidt af en gang i mellem, men publikum elskede det.
Resten af castet var imponerende nok besat med asiatiske sangere og skuespillere, der havde lært sig at synge på dansk. Mest imponerende var Gerald Santos som den ivrige kommunist Thuy, der vil gifte sig med Kim, fordi de er blevet lovet til hinanden som børn, og den lille Oskar Nguyen Phan er knuselskende sød som den tre-årige Tam. Lisa Kent havde iscenesat sikkert og effektivt, præcis som hun er kendt for.
Det er dog en lang og lidt bedaget musical, hvor asiatiske kvinder er henvist til at være ludere og de amerikanske til at være hændervridende forstående. Claude-Michel Schönbergs musik låner meget fra Puccini og bliver lidt ensformig og gentagende den lange aften igennem. Peter Laugesens gamle oversættelse er ikke helt heldigt revideret af Kenneth Thordahl, men Per Engström har igen fuldt styr på orkestret, der dog til premieren lød som de sad i en dåse. I det hele taget var lyden ret dårlig denne aften.
Miss Saigon på Det Ny Teater er en flot aften, ingen tvivl om det, og den skal nok også give publikum våde øjne.