Hele Danmarks Grethe havde fortjent bedre

Allerede fra første scene i forestillingen Hele Danmarks Grethe på Folketeatret aner man, at der er noget galt. Man begynder med en fejlslagen vinkel på en slags meta-teater, hvor de medvirkende er sig selv, der så spiller historien om Grethe Sønck efter at have fået tildelt roller. Vi skal igennem en slem omgang konstant afbryden hinanden i værste revystil, inden vi kommer i gang med selve forestillingen. Selvfølgelig kunne man sige, at revy-tilgangen var god, da Grethe Søncks jo havde en stor revykarriere, men det er ikke tilfældet.

Værst af alt er manuskriptet af Jesper Malmose håbløst gammeldags og instruktionen af Ina-Miriam Rosenbaum gumpetung og langsom. Dermed synes forestillingen at henvende sig udelukkende til et publikum på 70+. Intet tyder på, at man vil formidle Grethe Sønck som person til et nyt publikum – de vil have forladt forestillingen i pausen. Et andet problem for et moderne publikum er ikke kun Grethe Søncks, men forestillingens tilgivelse af Sejr Volmer-Sørensens utroskab -m– og at Grethe Søncks liv pludselig ikke er interessant uden en mand i hendes liv. At hendes karriere blomsterede efter Volmer-Sørensens død, og det at hun først der fik tilnavnet Hele Danmarks Grethe, er åbenbart uden betydning, for forestillingen slutter i 1982 ved Vomer-Sørensens død. De resterende mange år indtil Grethe Søncks død i 2010 foregår i en hurtig epilog. Kun glimtvis får vi lov at se Grethe ligge og rode på gulvet i Gæt og Grimasser, men ellers bevæger vi os i sneglefart gennem de første år i Grethes karriere samt årene med Volmer. Det hele er så stereotypt at det næsten er kvalmende. 

Heldigvis redder de medvirkenes dygtighed og det musikalske forestillingen. Pernille Schrøder er fuldstændig rigtig som Grethe Sønck. Kontant, frisk og folkelig på den gode måde, men med en smerte lurende under smilet, og så synger Pernille Schrøder imponerende flot både de store jazzballader og de friske slagere, som Grethe senere blev kendt for. I leveringen af sangene får vi al den dramatik som manuskriptet mangler. Hun suppleres af et meget velsyngende ensemble bestående af Karsten Jansfort, Kristian Boland og Charlotte Guldberg. Jens Krøyer styrer sikkert det lille orkester, men når musikken ikke spiller, falder forestillingen fra hinanden, og vi får kun skrabet en lille smule i overfladen af de personer, vi bliver præsentæret for. De medvirkende og musikken trækker forestillingen op på de tre stjerner, manuskriptet og instruktionen er ikke mange stjerner værd. 

Hele Danmarks Grethe havde fortjent en bedre forestilling end denne.