Kærlig Tivolirevy

I det øjeblik, Lisbet Dahl viser sig på scenen i Glassalen i Tivoli til premieren på den genopståede Tivolirevy, stopper salen i et varmt og øredøvende bifald – det er helt klart, at denne aften står i hendes tegn. En revykunstner af ganske særlig karat, der er elsket af sit publikum, og som aldrig fik sin afsked i Cirkusrevyen grundet corona. Nu står hun så på scenen i Glassalen i Tivoli i den revy hun sammen med sin mangeårige samarbejdspartner på Bakken, James Price, har været med til at rejse. Der har været revy i Tivoli med jævne mellemrum siden 1884, men med temmelig ujævne resultater. Man kan håbe, at årets revy er den første i en række af mange i Tivolis smukke og magiske Glassal. 

Er selve revyen så også så enestående som dens stjerne og instruktør? Nej, det er den ikke, men den er fuld af en kærlig stemning og charme fra de medvirkende, som gør, at numrene aldrig bliver dårlige – de bliver bare heller ikke rigtigt gode, men holder sig på det jævne aftenen i gennem. 

Numrene er generelt meget lange – især i første akt, og det gør, at dampen går lidt af tempoet, og et par dansere, der elegant kunne fylde sceneskift og sekunders venten på omklædning ud ville have gjort lykke på Tivolis smukke revyscene. Desuden har Søren le Schmidt pudsigt nok klædt de medvirkende meget ufestligt på i åbnings- og slutnummer, i temmelig uklædelige kostumer i meget ufestlige farver, der fuldstændig mangler den varme og tivolimagi, som Glassalen og Rikke Juellunds scenografi har – i det hele taget er kostumeringen ikke revyens stærke side. Til gengæld spiller musikken upåklageligt under James Price, der også har skrevet det meste af den velfungerende og iørefaldende musik. 

Og så er der naturligvis de medvirkende, der står med et udbud af tekster, der aldrig rigtigt letter – bortset fra Lisbet Dahls harske og præcise portræt af Lizette Riisgaard og hendes berøring af mandenumser. Det er nok aftenens bedste tekst – resten af numrene hives hjem af de medvirkendes levering af dem. 

Linda P trisser hyggeligt og hjemmevant rundt på scenen i sin revydebut og morer især som robotkone – og bollecoach, men det stille nummer med mailen til Putin ender som oplæsning af en tekst af Adam Price, der ikke rigtigt rammer plet. Lisbet Dahl er som nævnt revyens dronning og er sikker i tekster og levering hele vejen i gennem. Den mandlige revydebutant Nicolai Jørgensen får også en flot revystart som smørtenor med flagrehår og familieterapeut for Kongefamilien. 

Carsten Svendsen er som altid sikker i tekst og sang, men han har ikke så meget at hente i sine tekster, og Andreas Bo leverer mange parodier, som ikke alle har lige megen relevans. 

Men aftenen sejrer på kærligheden – kærligheden til Lisbet Dahl og kærligheden til revy. Vi må håbe, at Tivoli Revyen er kommet for at blive i en længere periode.