Man kan godt føle sig lidt fanget i 1970'erne og 80'erne i årets program med Alvin Aileys American Dance Theater, og det synes lidt, som om kompagniet er lidt trætte og har mistet en smule af den gejst, der normalt blæser publikum bagover, så man glemmer den lidt bedagede koreografi, som mest af alt minder om et afsnit i den danseglade firserserie Fame.
Der mangler simpelthen en ordentlig omgang slag i frikadellen ved årets gæstespil, der dog fik det trofaste publikum op af sæderne – lidt på samme måde, som vi altid synes 90-årsfødselsdagen nytårsaften er sjov, så synes man, at Revelations er så god, at den afkræver stående applaus. Og hovedværket, som danses hver aften, for ellers bliver publikum sure, er da også et mesterværk – men denne aften dansedes det alstå ikke til stående applaus efter denne anmelders mening. Der var for meget, der virkede træt, og så var der mere slinger i rækker og skarphed, end man normalt ser fra de fantastiske dansere i kompagniet, der denne aften virkede noget uegal.
At aftenen blev en smule kedelig, skyldtes måske også, at værkerne lignede hinanden meget i både stil, musik og udførelse. Hvor var personligheden i danserne blevet af? Det var ikke lige til at sige, men sært anonyme var de.
Vi begyndte med Twyla Tharps Roy's Joys, som overraskende nok var skabt i 1997, og havde premiere hos Ailey i 2022. Man kunne ikke se, at det var et af de forholdsvis nyere værker i dette gæstespil. Sært gammeldags var det – som at overvære en jazzklasse med lidt tilfældig improvisation. Der var masser af løft, men ikke alle var lige kønne – heller ikke fra koreografens side. Men danserne var ret charmerende i værkets uhøjtidelige stil, med masser af kækhed og uskyldig flirten. Man kunne også nyde dansernes sikre teknik og lækre bevægelser, der flød perfekt over scenen, især lagde man mærke til den høje flotte James Gilmer, der var sprunget ind på aftenen.
Grundet sygdom havde man ændret programmet til at bestå af balletterne Pas de Duke og Cry i anden afdeling. Begge er med koreografi af Alvin Ailey fra henholdsvis 1976 og 1971. Den første flirter med den klassiske ballets grand pas de deux med soli og partnerarbejde. Ganske charmerende fundet på og især Jacquelin Harris som damen gjorde lykke på scenen med sikkerhed i trin og stil.
Khalie Campbell var solisten i den kraftfulde Cry, som er i stil med hovedværket Revelations. Khalie Campbell formåede ikke rigtig at få formidlet den smerte og dybde, der ligger i værket, og det blev en smule overfladisk leveret, som om man ikke rigtig havde forstået, hvad det handlede om – og så var der også lidt timingproblemer visse steder.
Aftenen sluttede med det, alle som nævnt var kommet efter, nemlig Revelations fra 1960. Det er et værk, der stadig formår at røre sine tilskuere år efter år, og et hovedværk i moderne ballet og dansehistorie. Men denne aften syntes danserne at være en smule fraværende, og præcision og formidling var ikke på det niveau, vi er vandt til fra det exceptionelle kompagni.