Formidabel tekst og skuespil i aktuel forestilling om ondskab

Hannah Arendt måtte som jøde flygte fra Tyskland under nazismen, først til Frankrig og senere til USA. Hun var filosof og forfatter og levede mange år som statsløs, inden hun i 1950 fik amerikansk statsborgerskab. 

Hendes forfatterskab omfattede bl.a. bøger om totalitarisme og om retsagen mod Adolf Eichmann, den tyske Nazi-officer der var ansvalig for mordet på millioner af jøder, hvor hun opfandt udtrykket "Ondskabens banalitet". Det henførte til hendes betragtninger om retsagen, hvor hun observerede Eichmann som ikke følte nogen skyld over, hvad han havde gjort, fordi han blot fulgte ordrer, andre havde udstedt, og desuden virkede som en ordinær kedelig kontormedarbejder. Denne uhyggelige iagttagelse betyder, at ondskaben ikke nødevendigvis findes i monstre, men kan udføres af almindelige mennesker, der bare følger ordrer i et totalitær styre fyldt med fake news. 

Arendt blev ikke populær på den anskuelse, og hun blev kaldt en selvhadende jøde og fjende af Israel. Men hun forblev en berømt forfatter, der i 1975 fik den danske Sonning-pris få måneder før sin død. 

Dette er afsættet for forestillingen Arendt, som lige nu spiller på Odense Teater. Hannah Arendt befinder sig på et hotelværelse i København, hvor hun i tankerne er omgivet af både sin afdøde mand og netop Adolf Eichmann. Vi får hendes livshistorie fortalt med flugten til Frankrig, med brutaliteten i fangelejren og ikke mindst begivenhederne omkring Eichmanns retsag. 

Det er en tekst og en historie, der har meget at fortælle og gør det med en ætsende oprigtighed og en underspillet humor – ikke mindst takket være Ina-Miriam Rosenbaum i rollem som Hannah Arendt. Det er ikke mindre end en gribende og begavet præstation, Ina-Miriam Rosenbaum præsterer. Vi er suget ind i personen Arendt og de begivenheder, hun kommer igennem. Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard spiller de forskellige mænd i Arendts liv med masser af klar komisk timing, som giver luft til den barske og krævende tekst, som Shea Leman har sat imponerende sammen. Anna Zacho Søgaard har instrueret med fin afveklsing i scenerne og masser af fysisk aktivitet i en sjovt omskiftelig hotelværelsesscenografi af Lisbeth Burian og til stemningsfuld underlægningsmusik af August Rosenbaum.

Det er en intelligent aften i teatret, der sætter tanker igang.