Det kan synes nemt at få folk i teatret ved at lave en musical, hvor mange kender og elsker musikken i forvejen, men at få den til at have en historie, der hænger dramatisk sammen, er noget sværere.
I musicalen Jersey Boys, som er en biografi-musical om gruppen The Four Seasons med falsetsangeren Franki Valli i front, får vi en historie om fire unge drenge fra den hårde del af byen – med drømmen om at komme væk og op mod stjernerne. Det er ikke en umiddelbart lykkelig vej, og det fine ved forestillingen er, at den giver hver af de fire medlemmer taletid, således at vi får historien fra alle sider og dermed får et meget facetteret portræt af gruppen og dens historie.
Det kræver så også, at man har fire stærke spillere til at udføre rollerne, og i Tivoli var det et meget vellykket hold, der var på scenen. Vi begynder med Johannes Nymarks brovtende Tommy DeVito med hang til den mere kriminelle del af musikbranchen. Johannes Nymark synger stærkt, men han er den af de fire, der har sværest ved at få hold på rollen, så den virker naturlig. Det bliver lidt påtaget og med en replikføring, der til tider lyder som en dårlig tegnefilmsdubbing.
Men så kommer Søren Torpegaard Lund på som hitmageren Bob Gaudio. Her er scenisk troværdighed til topkarakter, og så har han også en lysende klar sangstemme og danser aldeles fortræffeligt. At han kunne synge, hørte vi allerede i West Side Story på Operaen, hvor han var en rørende god Tony, men at han også kunne danse opdagede vi især i Grease hos One and Only. I denne rolle får han lov at vise os, at han kan det hele. Mikkel Hoé Knudsen viser os en formidabel sangteknik i Franki Vallis svære falset, som han også giver en blød følsomhed i f.eks. My Eyes Adored You, og i anden akt viser han os også et nærværende følsomt portræt af Franki Valli, når tragedien rammer hans liv. Det er samspillet mellem Mikkel Hoé Knudsens Franki Valli og Søren Torpegaard Lunds Bob Gaudio, der holder forestillingen sammen.
Jesper Paasch som den stille fjerde mand Nick Massi viser et stort komisk talent i de passager, hvor han får taletid.
Mikkel Vadsholt får skabt nogle fine figurer i birollerne, og det samme gør René Vormark især som en ung og ilter Joe Pesci.
Hos pigerne er det især Johanne Milland, der lyser op i en en række af ellers ikke særligt interessante kvindefigurer – mest fordi manuskriptet ikke giver dem megen tid og tyngde.
Koreografisk har Kim Ace Schjerlund igen haft et godt øje for, hvordan man får scenerne og sangnumrene til at fungere, og Thomas Agerholm har iscenesat med sans for at få historien tydeligt fortalt. Benjamin La Cour har lavet en funktionel scenografi, der fikst skifter fra Jersey til TV-studier.
Heinrich Christensen har lavet en gedigen oversættelse, selvom jeg stadig krummer tæer ved at skulle høre fordanskede udtryk af amerikansk slang. Orkestret under ledelse af Morten Vestergaard får fyret godt op under numrene, men lyden er ikke altid så heldig. Flere gange var mikrofoner ikke tændt, eller blev slukket inden replikkerne var overståede.
Jeg har set Jersey Boys både i London og i Stockholm, og den danske version kan sagtens være med i det selskab.