Efter Philipp Kochheims afgang fra Den Jyske Opera havde jeg glædet mig til at se en af deres opsætninger uden den Kochheimske vandalisme. Den forventning blev heldigvis indfriet med ”Madame Butterfly”, og produktionen var heller ikke så slem som det makværk, Operaen præsenterede os for tidligere på året, da de opsatte samme værk, men vi slap ikke for de sædvanlige kunstgreb, der forvirrede og især forfladigede mere, end de afklarede og begejstrede.
OM ISCENESÆTTELSEN
”Madame Butterfly” foregår omkring år 1900 i Nagasaki og fortæller historien om en amerikansk flådeløjtnants korte eventyr med en 15-årig japansk geisha, Cio-Cio-San (kaldet Butterfly), samt de konsekvenser, forholdet får for Cio-Cio-San, som tager det dybt seriøst. Det er svært at regne ud, hvor instruktøren Ulrich Peters mener, vi er henne rent tidsmæssigt, for alle de japanske karakterer er iklædt traditionelle dragter, men de amerikanske personer bærer tøj, der tydeligvis er fra slutningen af 1900-tallet eller måske endda fra vores eget århundrede.
Peters har fået lov til at udgyde den sædvanlige gang intetsigende ordskvalder i programmet om ”ubesvarede spørgsmål”, ”et kærlighedsmøde på kanten af virkeligheden” osv., men der er ikke noget i hans fabuleren, der gør en klogere på, hvordan man skal forstå hans version af ”Madame Butterfly”. Cio-Cio-Sans store tragedie er, at hun er dybt forelsket i Pinkerton, føder hans barn, efter han er rejst, og venter på hans genkomst i tre år, kun for at opdage, at han i mellemtiden har giftet sig igen med en amerikansk kvinde. I Peters’ version er der ikke nogen barneskuespiller til at illudere Cio-Cio-Sans søn men derimod en virkelig dårligt lavet dukke. ”Skal det mon forestille, at Cio-Cio-San er blevet halvvejs vanvittig af sine følelsesmæssige kvaler og derfor tror, dukken er et rigtigt barn?”, tænkte jeg, da dukken blev hevet frem til stor morskab for publikum – en formodning, der syntes at blive bekræftet, da Cio-Cio-San kort efter overlod dukken til sin kammerpige Suzuki, der slæbte den afsted i det ene ben med hovedet glidende hen ad scenegulvet. Men i resten af operaen opfører alle karaktererne sig, som om der rent faktisk ER tale om et rigtigt barn, fx når den amerikanske konsul Sharpless lover Cio-Cio-San at fortælle Pinkerton, at han har en søn, når Suzuki skælder ægteskabsmægleren Goro ud for at sprede rygter om, at ingen ved, hvem der er far til Cio-Cio-Sans barn, eller når Kate Pinkerton beder Cio-Cio-San om at få barnet med hjem. Uanset hvad Peters vil med den grimme dukke, er det en MEGET dårlig løsning!
Et andet generende element er den pistol, Pinkerton er blevet udstyret med. Der skal jo altid være ”gang i den” i moderne operaproduktioner, så der bliver ofte tilføjet noget, der ikke står i det oprindelige manuskript, for at peppe handlingen op, uanset hvor dårligt det passer til værket. Da Cio-Cio-Sans onkel dukker op under bryllupsceremonien og forbander sin niece, fordi hun er konverteret til kristendommen, og de øvrige slægtninge tilslutter sig misbilligelsen, trækker Pinkerton en pistol og affyrer varselsskud; da Goro i næste akt bliver taget i at sprede rygter om barnet, trues han med pistolen; og da Cio-Cio-San har begået harakiri, og Pinkerton kommer ind på scenen, truer Suzuki ham med pistolen. Men hvorfor er pistolen nødvendig? Vi kan jo sagtens forstå det alvorlige i disse situationer, eller den vrede, de fremkalder i personerne, uden at nogen behøver at vifte med en pistol. Det virker mest af alt, som om Peters har set en produktion af ”Miss Saigon” (den musical af ”Les misérables”’ skabere, Boublil & Schönberg, hvis handling er bygget på ”Madame Butterfly”, blot rykket frem til Vietnam-krigen) og har besluttet at inkorporere nogle af musicalens mere action-prægede elementer i sin produktion, fx pistolen, der spiller en vigtig rolle i musicalen (den amerikanske soldat truer både ægteskabsmægleren og den vrede slægtning med den, og hans vietnamesiske brud tager sit eget liv med den i musicalens slutning).
Dette kommer også til syne på en anden måde: Da orkestret begyndte at spille forestillingens første toner, blev jeg noget overrasket over at høre starten af tredje i stedet for første akt. Under det syv minutter lange præludium havde Peters opfundet en pantomime, hvor Pinkerton er på besøg i et tehus og bruger sin pistol til at redde Cio-Cio-San fra uønskede tilnærmelser fra Yamadori, som Goro senere i operaen prøver at smede hende sammen med, fordi Pinkerton har været væk i tre år. I tehuset ender Pinkerton med at betale Goro en sum penge, hvilket formodentlig skal ses som en aftale om det bryllup, vi ser i første akt. Udover det yderst tvivlsomme i at ændre på rækkefølgen af Puccinis musik, er det også svært at se, hvorfor denne pantomime, der igen lader til at være inspireret af ”Miss Saigon” (hvis første akt foregår i en bar, hvor kvinderne er til salg, og hvor den amerikanske hovedperson forelsker sig) er nødvendig – i starten af første akt af ”Madame Butterfly” forklares det jo med al ønskelig tydelighed for publikum via Pinkertons samtale med Sharpless, at ægteskabet mellem en japansk geisha og en udenlandsk mand i bund og grund er en handelskontrakt.
Men gang i den skal der pinedød være. Under meget af førnævnte samtale render Suzuki jævnligt rundt i baggrunden med en mimik, der sandsynligvis skal antyde, at hun lytter til samtalen og er bekymret for Cio-Cio-San. Igen et unødvendigt kunstgreb – det distraherer mere, end det opliver. Publikum er udmærket i stand til at forstå det yderst tvivlsomme i Pinkertons adfærd uden at ”få det ind med ske” på denne måde, og man sidder ikke og keder sig, selvom man får lov til at fokusere på to personers samtale, uden der sker alt muligt i baggrunden. En anden tilføjelse, jeg godt kunne have undværet, er en gruppe monstre med uhyggelige masker, der nogle gange dukker op for at symbolisere Cio-Cio-Sans bekymring over sin onkels forbandelse. Det virker påklistret og forstyrrende i stedet for at tilføje kant til dramaet, som det sikkert var intentionen, og den uhyggelige stemning, disse monstre og den lyssætning, de bliver præsenteret i, skaber, passer heller ikke altid til musikken.
OM DEN MUSIKALSK UDFØRSEL
Dirigent Christopher Lichtenstein får Odense Symfoniorkester til at brage løs i så voldsom grad, at sangerne meget ofte overdøves. Det er desværre noget, man jævnligt oplever som operagænger, men det var helt ekstremt denne gang. Jeg har gennemset mine tidligere anmeldelser og kan konstatere, at hver gang, jeg har oplevet Lichtenstein på podiet, har han syndet på dette punkt, men det har dog aldrig været så grelt som det var søndag. Med fare for at gentage mine tidligere anmeldelser, må jeg understrege, at opera IKKE er et symfonisk digt med stemmer. Det er musikdrama, og det er sangerne, der bærer dramaet, i og med at de formidler dets tekst. Derfor SKAL man kunne høre dem – det er helt basal viden for enhver, der vil dirigere opera, og hvis Lichtenstein ikke kan styre sig, når han står på podiet, bør Den Jyske Opera engagere mere kompetente dirigenter. Det ødelægger forestillingen, når man igen og igen hare svært ved at høre sangerne ordentligt – hvis det er sådan, opera opføres ”live”, hvad er så pointen i at betale for at gå i teatret? Så er det da langt at foretrække at opleve ”Madame Butterfly” eller et af repertoirets andre mesterværker på en pladeindspilning eller måske en dvd, så man får den korrekte oplevelse af, at orkestret er underlægning for sangerne, ikke operaens musikalske hovedperson. Jeg bemærkede i øvrigt, at Lotte Heise, som jo er en passioneret operafan, sad et par rækker foran mig og med jævne mellemrum satte hænderne bag ørerne – måske havde hun også svært ved at høre sangerne gennem Lichtensteins orkestrale dundren.
Chunxi Stella Hu sang titelrollen, en rolle hun var visuelt velegnet til, og som hun tydeligvis følte dybt – der var mange fine detaljer, når hun havde mulighed for at synge mere stille, fx et smukt udstrakt pianissimo højt H i starten af tredje akt. Men rollen som Cio-Cio-San kræver også en tyngde, som Hu ikke har – jo kraftigere, hun skulle synge i toppen af stemmen, jo mere uskønt klang det, og det høje Des, hun valgte at krone sin entré med (Puccini giver sopranen mulighed for at vælge mellem dette Des eller det lavere B), klang uskønt og havde et så bredt vibrato, at man næsten ikke kunne høre, hvilken tone der helt præcist blev sunget.
Anders Kampmann er altid en fornøjelse at opleve på scenen. Han tog sig godt ud i Pinkertons hvide uniform, og hans mørkfarvede tenor klang smukt, selvom han var lige lovlig generøs med sine portamenti. Udover partnerskabet med Hu, sang han oftest sammen med Rhys Jenkins, der inkarnerede den amerikanske konsul Sharpless. Med sit grå hår og fuldskæg passede Jenkins godt til sin rolle, der er det tætteste, Cio-Cio-San kommer på en faderfigur i operaen, og hans baryton klang også fint, især oppe i toppen. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre vibrato.
Udover disse tre figurer byder ”Madame Butterfly” også på en lang række mindre roller. Det var ærlig talt svært at vurdere mange af dem pga. Lichtensteins helt overdrevne og overdøvende volumen, men jeg bed dog mærke i, at aftenens Goro, Norbert Schmittberg, havde en fin lys tenor. I rollen som Yamadori klang Jens Jagds tenor mindre behageligt, og mezzo-sopranen Sofiya Palamar var noget farveløs i sin vokale karakteristik af Suzuki.
*
Hvis man har læst mine andre anmeldelser, ved man, at jeg plejer at gå mere i dybden med min beskrivelse og vurdering af en forestillings sangere, men det lod sig simpelthen ikke gøre pga. Lichtensteins brolæggerjomfru-orkester. Sammenlagt med den ubehjælpsomme produktion var det alt i alt en skuffende aften i teatret, og jeg ærgrer mig gang på gang over, at operaer, der har så meget potentiale for at folde sig ud og blomstre, igen og igen bliver saboteret af en lidt for opfindsom instruktør, der tror, værket skal genopfindes. Peters’ grundidé om ”Madame Butterfly” var ikke nær så slem som nogle af de rædselsproduktioner, jeg har set af forskellige operaer i årenes løb – karaktererne var i en vis grad korrekt klædt, Peters forsøgte ikke at ændre på deres indbyrdes relationer, og kulissen lignede også et traditionelt japansk hus med mange shojier, der kunne køre frem og tilbage. Men de forvirrende og overflødige elementer, fx de moderne amerikanske dragter og pistolfægteriet, forhindrede produktionen i at få luft under vingerne, og det alt for kraftige orkester gav den dødsstødet – det er jo umuligt at leve sig ind i musikken og dermed også karakterernes emotionelle liv, når man ikke kan høre sangerne ordentligt halvdelen af tiden.