Billy Elliot er en vidunderlig dejlig musical om at være sig selv, turde tro på sine drømme og acceptere andre, som de er. Noget der flere steder i verden desværre er ved at forsvinde i en tid, hvor puritanske, fanatiske religiøse bevægelser får mere og mere taletid – og mere og mere magt. Derfor er det endnu mere dejligt, at Det Kongelige Teater sætter Billy Elliot på repertoiret, og at den er så veludført, som den er.
Den er lavet efter en film, men er en af de musicals, der formår at stå helt på sine egne ben ved siden af filmen, og faktisk er sit helt eget værk. Jeg har efterhånden set en del Billy Elliot opførelser rundt om i verden, og denne udgave står flot frem som en af de bedste.
Musicalen havde premiere i London i 2005 og blev straks en kæmpe succes. Siden har den gået i det meste af verden, og et hav af børn har gået på specielle Billy-skoler for at træne op til forestillingen. Således også denne gang i København, hvor Central Musical Theatre School har stået for undervisningen i sang og dans – og de har trænet de mange børn godt, for det var et usædvanligt velspillende hold, vi så til premieren.
Silas Santin var meget naturlig i rollen som Billy. Stærk i spillet så man forstod hans pludselige opdagelse af balletten og dansen og hans rødder i den britiske arbejderklasse. Uimodståelig var også Vilhelm Kroner Ingvald som vennen Michael, der gerne vil gå i dametøj, og som leverer et af musicalens bedste numre med budskabet om at få lov at være sig selv. Bella Krampe har gode øjeblikke som balletlærerindens datter, og som nævnt er alle de andre børn skarpe og præcise i deres sange og danse.
Mads Rømer Brolin-Tani spiller Billys far rørende og knuget af både at være i strejke og tabet af Billys mor. Anette Heick er ganske troværdig som Fru Wilkinson, der driver den lokale ballet- og danseskole, men man kunne måske have ønsket sig mere skarphed i replik og sang, men måske var det en lidt mudret lyd, som gjorde, at man ikke rigtigt kunne høre, hvad hun sang.
Anne Marie Helger var perfekt i rollen som bedstemoderen, der gemmer kager til sig selv, og som ville ønske, at hun aldrig var blevet ædru igen. Morten Lindemann Olsen er dejligt afdæmpet som den hårdstlående boksetræner George med god lune, mens Lukas Toya har et fint ilter temperament som Billys bror Tony, der prøver at holde sammen på familien.
Der synges, spilles og danses flot af det store ensemble i en effektiv koreografi af Miles Hoare, og så er det jo en gave at have en verdenstjerne som Alban Lendorf til at spille Store Billy, så man forstår at man har valgt at påklistre slutningen fra filmen hvor vi skal se Billy danse som voksen (vi har set Store og Lille Billy sammen tidligere i en smuk drømmesekvens). Den er normalt ikke med i msuicalen, og egentlig også lidt unødvendig - men med Alban på scenen tilgiver man let.
Det er Heinrich Christensen, der både har oversat og instrueret. Begge dele er gjort ganske flot, selvom der var enkelte instruktørvalg, jeg synes, var underlige og ikke så vellykkede, f.eks. at Billys far ikke kan tale engelsk rigtigt, da han møder en canadisk danser, da Billy er til optagelsesprøve. Det giver ikke mening, når nu vi er i England. I det hele taget fungerede den scene ikke så godt som i andre produktioner. Hvad denne produktion har er tilgengæld Benjamin la Cour som scenograf, og han har givet forestillingen et helt unikt look af en stor grå trist betonkasse, der med lys kan blive ganske stemningsfuld i Jonas Bøghs smukke lyssætning.
Det Kongelige Kapel under ledelse af Robert Houssart gav masser af fylde til Elton Johns flotte teatermusik, der passer smukt ind i handlingen uden at overdøve den.
Det er var en meget dejlig aften i teatret, og man gik ud af Operaen med en fornemmelse af at være rørt af noget magisk.