Mozarts opera om den arketypiske forfører Don Juan eller Don Giovanni, som han hedder i operaens italienske libretto, har i sin 236 år lange historie været udsat for et væld af tolkninger, både i faglitterære artikler og bøger, og i dens utallige sceniske inkarnationer. I Malmö forsøger man at finde en balance mellem det traditionelle og det moderne med blandede resultater.
OM ISCENESÆTTELSEN
Malmö Operas produktion af ”Don Giovanni”, som havde premiere d. 7. oktober i år (jeg overværede produktionens tredje forestilling den 22. oktober), så første gang dagens lys i 2011 til Savonlinna Operafestival. Den er oprindeligt iscenesat af Paul-Émile Fourny, og i Malmö har Anselmi Hirvonen, Hillevi Björnsson og Ylva Kihlberg stået for genopsætningen. Poppi Ranchetti har skabt en scenografi, der består af tre sektioner på drejescener. Hver sektion skal forestille ydermurene i et hus eller slot, og der er flere dele af et kvadratisk rum på hver sektion, så når de forskellige sektioner drejes ved hvert sceneskift, skaber de et nyt scenebillede. Murene består mest af søjler og åbninger til døre og vinduer og man kan dermed se, hvad der foregår, når en person går gennem en døråbning, eller når dele af en scene foregår inde i et af rummene. Det er en nem men ikke særlig interessant løsning – scenografien er grå, og bagvæggen holdes i mørke toner, og der gøres dermed ikke forskel på, om det er nat eller dag. Ydermere ser alt ens ud, selvom nogle scener ifølge librettoen skal foregå udendørs på en gade eller i en park, hvorimod andre skal foregå indendørs, fx i balsalen i Don Giovannis villa. I modsætning til John Fulljames’ rædselsfulde produktion af samme opera på Operaen i København, som jeg anmeldte i starten af 2022, er scenografien imidlertid ikke uskøn, og den bryder heller ikke med den tidsperiode, som operaen foregår i, nemlig 1600-tallet (selvom man i forestillingens program ved en fejl har skrevet, at operaen foregår i 1700-tallet), og det er et plus.
Giovanna Fiorentinis kostumer er både historisk korrekte og rigtig fine, især er Donna Elviras kjole i sort og grå med glimmer-effekt rigtig smuk. Kostumerne viser også forskellen på høj og lav – Zerlinas, Massettos og Leporellos tøj viser, at de tilhører samfundets lave klasser, hvorimod det øvrige casts tøj viser personernes tilhørsforhold til adelsstanden. Det kan virke som en ligegyldig detalje, men det er vigtigt at kunne se, om en af operaens karakterer er adelig og dermed en del af magteliten eller ej, for at forstå bevæggrundene for deres handlinger, fx hvorfor kammertjeneren Leporello lader sig tyrannisere af sin herre, Don Giovanni, hvorfor bondebruden Zerlina lader sig forføre af tanken om ægteskab med Don Giovanni (en uhørt chance for social opstigning for en ung kvinde af bondestand), selvom hun netop skal til at giftes med den mand, hun egentlig elsker, nemlig Masetto osv. Det var dog en skam, at man i anden akt havde klædt Donna Anna som en bodfærdig pilgrim med kortklippet hår – det er der intet belæg for i teksten, og det var kedeligt at se på. Men bortset fra den bommert var kostumerne et af højdepunkterne ved produktionen.
Igennem tiden er Don Giovanni selv formodentlig det aspekt af operaen, der har været diskuteret mest. I forestillingens program skriver operachefen Bengt Hall, at man kan opfatte Don Giovanni som en hensynsløs voldtægtsmand, men at der også er rum til at opfatte ham som en rebel, der gør oprør mod gammeldags seksualmoral; hvis man vælger den sidste tolkning, skal Don Giovannis endeligt – spøgelset af en mand, han har slået ihjel, opsøger ham og insisterer på, at han skal ændre levevis, og da Don Giovanni nægter, sendes han ned i helvede af en flok dæmoner – ses som symbol på, at samfundets normer nedbryder ham. I årtier har operahuse været vældig glade for sidstnævnte tolkning, hvor alle kvinderne i operaen i virkeligheden gerne vil være sammen med den spændende forfører Don Giovanni, selvom de hævder det modsatte – det gjorde sig gældende i København i 2022, og det gør sig gældende i Malmö nu. Det er en tolkning, jeg ikke synes, der er grundlag for. Hvis en oprører skal have publikums sympati, skal det være, fordi vedkommende kæmper for at forandre noget til det bedre, men Don Giovanni er en sexafhængig narcissist, der bruger alle midler, fx løgn, manipulation, og sin magt og status som adelsmand, til at lokke kvinder med i seng i et orgie af brug-og-smid-væk-kultur, og hvis de ikke går med frivilligt, er han ikke bleg for at voldtage dem. Det har ikke noget med oprør at gøre, det er et gigantisk egotrip med rod i Don Giovannis destruktive kvindesyn. At præsentere ”Don Giovanni” i det lys er en mands fortolkning, en mands fantasi om seksuelle superkræfter, som ikke tager hensyn til de fysiske og følelsesmæssige ar, sådan en adfærd efterlader på hans kvindelige ofre, og det er stødende og forkasteligt stadig at bruge denne vinkel på en opsætning seks år efter første bølge af #MeToo-bevægelsen startede.
Men det er altså det, man gør i Malmö. Operaen starter med, at Don Giovanni efter et mislykket voldtægtsforsøg mod Donna Anna kommer løbende maskeret ud af hendes hus. Donna Anna er lige i hælene på Don Giovanni for at standse ham og afsløre hans identitet, så han kan få sin straf, men i Malmö Operas version forsvinder hendes vrede, når Don Giovanni berører hende, selvom den tekst, hun synger, er et råb om hjælp. Senere i operaen, lige inden det går op for Donna Anna, at det er Don Giovanni, der er hendes maskerede overfaldsmand, har han i Malmö igen travlt med at besnære hende, hvorefter Donna Annas forlovede, Don Ottavio, reagerer med vrede på hendes beretning om, hvordan Don Giovanni forsøgte at voldtage hende – han tror med andre ord ikke på, at hun blev tvunget. Denne triste form for victimblaming, som det hedder på nudansk, er ikke unik for Malmö Opera – den var også en del af den københavnske produktion i 2022 og ses også i mange andre opsætninger. Nogle gange får man næsten indtryk af, at den er blevet normen, for uh, hvor er det bare FRÆKT, hvis Donna Anna i virkeligheden gerne selv ville, et syn på relationen mellem Don Giovanni og Donna Anna, som har rødder i den pornografi, som forgifter vores samfund, og som gør kvinder til sjælløse objekter for mænds nedgørende adfærd og seksuelle lyst, en lyst, der i nogle tilfælde har voldelige elementer. Men det er en tolkning, der ikke passer ind i ”Don Giovanni”, hvilket jeg også berørte i min anmeldelse af den københavnske produktion sidste år:
”I 1978 skrev Charles Osborne i sin meget fine guide til Mozarts operaer, at skønt moderne skribenter jævnligt har spekuleret på, om Donna Anna nu også var så uvillig, som hun selv påstår, eller om hun mon bare protesterede, fordi Don Giovanni ville forlade hende, giver det ikke mening at tolke det attende århundredes teaterkonventioner med det tyvendes (eller enogtyvendes, kunne man tilføje) århundredes tankegods: ”Mozart and da Ponte, who created the character, quite clearly meant us to believe the lady’s story. They would have left us, and their own contemporary audiences, in no doubt if they had intended otherwise”.”
I samme ånd som Donna Annas opdigtede lyst til Don Giovanni, har man i Malmö valgt, at ærkeforføreren skal stå bagved Zerlina og ivrigt befamle forsiden af hendes krop under recitativet, der går forud for deres berømte duet i første akt, ”Là ci darem la mano”, uden protest fra Zerlina. Hvis det er tanken om sex med Don Giovanni og ikke drømmen om at opnå en bedre social stilling ved at gifte sig med ham, der drager Zerlina, må vi undre os over, at hun protesterer til festen i første akts finale, da Don Giovanni får danset hende ind i et tilstødende rum, hvor han fortsætter sine bestræbelser på at komme i seng med Zerlina, bestræbelser, som han åbenbart ikke standser, efter Zerlina begynder at protestere. Med fare for at gentage mig selv giver det ikke mening – det, der lokker Zerlina, er ikke sex men springet i social status, for det er Don Giovannis løfte om ægteskab i recitativet før duetten, og fraser som ”Der vil du give mig dit ja” i selve duetten, der får hende til at gå med til at følge med ham hjem (hvilket dog forhindres af Donna Elvira – derfor forsøger Don Giovanni sig igen til festen).
Et andet aspekt af produktionen, der var utilfredsstillende, dukkede op i nogle af operaens sidste numre. Duetten mellem Leporello og Don Giovanni, ”O statua gentilissima”, foregår på en kirkegård, hvor der er rejst en rytterstatue af Donna Annas far, kommandanten, på dennes grav. Don Giovanni slog ham ihjel, da kommandanten prøvede at forsvare sin datters ære, og nu håner Don Giovanni statuen ved at invitere den til middag. I Malmö Operas produktion synger Don Giovanni ikke til en statue men til en lagendækket menneskeskikkelse, der ligger på et bord og formodentlig skal forestille kommandantens tildækkede lig. Dette produktionsmæssige valg fungerer ikke særlig godt, i og med at Don Giovanni i starten af scenen befaler Leporello at læse, hvad der står på gravstenen, hvilket Leporello så gør, selvom der ikke er nogen tekst på lagenet. I anden akts finale bliver dette bord, inklusive den tildækkede skikkelse, til Don Giovannis middagsbord, hvilket virker noget makabert, i og med at publikum pga. den scene, der burde have foregået på kirkegården, har indtryk af, at kommandantens lig gemmer sig under lagenet/dugen. Det viser sig imidlertid, at der gemmer sig en anonymiseret kvindeskikkelse under lagenet, som bliver befamlet af Don Giovanni, da hun dukker frem fra gemmerne, imens Don Giovanni besynger vin og kvinder.
Endnu et ulogisk produktionsvalg foregår i samme finale, da Donna Elvira efter at have aflagt en kort visit løber ud til højre og skriger forskrækket. ”Se, hvad der er galt”, befaler Don Giovanni Leporello, som derefter løber ud til venstre og også skriger af rædsel. Det er ankomsten af kommandantens spøgelse, der forskrækker de to, og det giver derfor hverken mening, at Elvira og Leporello møder ham ved at løbe i hver sin retning, eller at spøgelset kort efter dukker op fra gulvet. Men scenen med ”stengæsten”, som kommandantens spøgelse kaldes, er effektfuld i sig selv – kommandanten stiger op i en sky af røg og står ubevægelig det meste af tiden, hvilket fremhæver det uhyggelige i hans tilstedeværelse, imens han ubønhørligt kræver, at Don Giovanni skal angre sin usle levevis og forbedre sig. Da Don Giovanni for sidste gang nægter og efter stengæstens forsvinden overfaldes af dæmoner, der sender ham til helvede, viser det sig, at disse dæmoner er de tjenende ånder, der hele tiden har været til stede i Don Giovannis hjem – en fin detalje. Første akts finale fungerer også fint – Don Giovanni holder fest, og gruppeoptrinene virker overbevisende. Da tre forskellige orkestre spiller tre forskellige dansemelodier, spilles den ene i orkestergraven, og de to andre spilles af to mini-ensembler, der står i hver sin side af scenen, ovenikøbet kostumeret – også en fin detalje.
Selvom produktionen altså også indeholder velfungerende elementer, udover de kritisable aspekter, som jeg har belyst ovenfor, stikker det samlede indtryk for meget i forskellige retninger til at gøre produktionen helt vellykket efter min mening. Dens bedste aspekt var de fine kostumer, men man burde have parret dem med en mere varieret og visuelt interessant scenografi. Desuden burde man have haft tiltro til, at Mozarts og da Pontes opera er god nok i sig selv og ikke behøver at få et moderne perspektiv lagt oven i, fx tvivlen omkring Donna Annas voldtægt eller den tildækkede skikkelse på bordet, for at kunne fungere og tale til publikum. I januar i år så jeg Malmö Operas produktion af Mozarts ”Figaros bryllup – det var en af de bedste operaproduktioner, jeg nogensinde har oplevet, og det var det, fordi man IKKE havde pillet ved noget. Man lod historien udfolde sig, som den er, og koncentrerede sig fra produktionsteamet side om at støtte dramaet bedst muligt vha. bl.a. koreografi og detaljeret personinstruktion, i stedet for at ændre og modernisere. Hvis man havde valgt samme tilgang til ”Don Giovanni”, ville Mozarts mesterværk have fremstået i et langt mere flatterende lys.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
”Don Giovanni” havde premiere i oktober 1787, og da operaen et halvt års tid senere blev opsat i Mozarts hjemby Wien, tilføjede komponisten tre nye numre. I Malmö Operas version har man kun inkluderet et af de nye numre fra Wien-versionen, nemlig Donna Elviras scene og arie ”In quali eccessi – Mi tradì”. Desuden har man valgt at slette den sidste del af anden akts finale, dvs. sekstetten ”Ah! dov'è il perfido?”, der følger umiddelbart efter, at Don Giovanni er blevet sendt til helvede. Denne praksis begyndte i 1800-tallet, hvor man havde et ønske om at gøre ”Don Giovanni” til et mere uniformt tragisk værk og derfor lod operaen ende med den ryggesløse adelsmands straf. Personligt finder jeg den praksis både gammeldags og beklagelig – Mozarts værk er langt mere komplekst end en traditionel tragedie eller komedie, og det mister noget af sin balance, når man udelader sektionen, hvor de seks tilbageblevne karakterer fortæller, hvordan de hver især vil komme videre med deres liv, hvorefter de synger en morale om, at ”sådan går det de, der handler ondt”.
Operaens titelrolle synges af barytonen Jacques Imbrailo. Når man har valgt den tolkning af operaen, at Don Giovanni er en rebel, der gør oprør imod samfundets seksualmoral, og at han er uimodståelig for stort set alle kvinder, skal man finde en sanger, der dominerer forestillingen både vokalt og udstrålingsmæssigt for at gøre konceptet troværdigt, og det gør Imbrailo ikke. Hans lyse baryton klinger ikke altid lige smukt, og han har heller ikke den pondus rent scenemæssigt, der ville gøre ham troværdig i rollen som den ultimative kvindebedårer. Pondus har bassen Taras Shtonda til gengæld masser af, og han stråler i det lille men vigtige parti som kommandanten – det var især en stor fornøjelse at opleve ham i anden akts finale. Hans datter, Donna Anna, synges af sopranen Matilda Sterby, der fortryllede publikum med sin vidunderligt smukke og fyldige stemme. Donna Anna er ikke noget nemt parti, da det på den ene side kræver tyngde men på den anden side ligger højt og indeholder en del koloraturer. Sterby sang dog så overbevisende, at hun trods nogle små skønhedsfejl i koloraturerne i min optik var aftenens stjerne. Donna Annas forlovede, Don Ottavio, synges af tenoren Joel Annmo. Hans grundlæggende vokale metode var svær at blive klog på, for hans stemme havde hele tiden antydningen af et hurtigt, ufrivilligt vibrato. Samtidig sang han koloraturerne i den svære arie i anden akt, ”Il mio tesoro”, med en lethed, der ikke er mange tenorer beskåret, men hans intonation var imidlertid flere gange for lav i samme arie. Som mange af aftenens andre sangere sang Annmo også enkelte dekorationer i sin arie i A-B-A-form, men da han inden A-delens gentagelse sang en lille kadence, der sluttede med en nedadgående skala, blev skalaen sunget som en tonika-akkord, dvs. i den toneart, næste del begyndte i, ikke, som det er skik og brug, en dominant-akkord, der ville have skabt en form for spænding og optakt til det, der fulgte, så alt i alt var der plads til forbedring hos Annmos Don Ottavio.
Mezzo-sopranen Rachael Wilson var uden tvivl aftenens bedste skuespiller, og hun sang Donna Elvira med masser af passion og overbevisning, men rent vokalt var rollen for krævende for hende, hvilket især hørtes i Donna Elviras første arie, ”Ah! chi mi dice mai”, og også sine steder i den tilføjede scene fra Wien, ”In quali eccessi – Mi tradì”, skønt den var transponeret ned. Trods disse tekniske problemer sang Wilson netop denne arie, der handler om, at Elvira stadig elsker Don Giovanni, trods alt det, han har gjort imod hende, med stor og rørende inderlighed. Sopranen Viktoria Karlsson, der er masterstudent på Malmö Opera Academy, var til gengæld udelt vidunderlig som Zerlina, hvis musik blev sunget med smuk og krystalklar stemme, og Karlsson var også overbevisende rent skuespilmæssigt, når Zerlina måtte vinde sin forlovede Masetto for sig efter hendes flirt med Don Giovanni, og når hun trøstede Masetto, efter Don Giovanni havde tævet ham. Masetto synges af den danske bas Nicolai Elsberg, der sang kommandanten på Operaen i København i 2022. Elsberg er en ung mand, som ikke havde den rette pondus til at synge kommandanten, men til gengæld passer hans alder og hans behagelige basstemme godt til rollen som Masetto, som Elsberg spillede med en fin blanding af vrede og selvmedlidenhed, alt efter hvad teksten kræver. Leporello synges af bassen Henning von Schulman, som jeg så i januar måned i Malmö Operas opsætning af ”Figaros bryllup”, en traditionel og yderst vellykket produktion, hvor alt var gennemtænkt og gennemprøvet. Hvor Schulman brillerede som Figaro, savnede jeg mere karakter rent vokalt i hans Leporello. ”Listearien”, Leporellos arie i første akt, hvor han viser listen over Don Giovannis 2.065 erobringer til Donna Elvira, blev lidt farveløs rent vokalt, selvom Schulman er en dygtig skuespiller.
Malmö Operaorkester spiller rigtig fint (med undtagelse af nogle smuttere blandt messingblæserne) under ledelse af dirigenten Wolfgang Wengenroth, der har orkesteret under fin kontrol. Wengenroth tager også hensyn til sine sangere – da Matilda Sterby i første akts finale efter en lang frase havde brug for at trække vejret, før hun påbegyndte endnu en lang frase, holdt Wengenroth orkesteret tilbage, så hans primadonna kunne nå at trække vejret. Det burde være en selvfølge, at en operadirigent tager den slags hensyn og i det hele taget er opmærksom på sangernes behov og deres naturlige plads i toppen af det samlede lydbillede, men det er det desværre langt fra – nogle dirigenter lader tværtimod til at betragte opera som en slags symfonisk øvelse, hvor sangerne bare er endnu et instrument på linje med alle instrumenterne i orkestergraven. Derfor er det vigtigt at fremhæve Wengenroths lille gestus som en model til efterfølgelse for andre operadirigenter.
Som min overskrift også antyder, var det en blandet oplevelse at overvære Malmö Operas produktion af ”Don Giovanni”, både vokalt og produktionsmæssigt. Matilda Sterby (Donna Anna), Viktoria Karlsson (Zerlina) og Taras Shtonda (kommandanten), og naturligvis også Mozarts vidunderlige musik, gjorde forestillingen værd at overvære, og det gjorde de historisk korrekte kostumer også. De mere tvivlsomme sangpræstationer og de rodede elementer af iscenesættelsen, især mandebladsfantasien om, at ”voldtægtsforbryderens ofre ville sikkert gerne selv”, fratog mig til gengæld noget af glæden, men jeg må dog se i øjnene, at niveauet i Malmö, trods disse skuffelser, er højere end på vores kongelige opera i København: Der var ingen lig, der blev opbevaret i kølerum sammen med grisekadavere, Don Giovanni stod ikke og tog sig i skridtet à la Michael Jackson, og vi skulle ikke udsættes for en irrelevant pantomime under ouverturen. Det er sørgeligt, at man som operagænger skal prise sig lykkelig, når en moderne produktion kun har få dårlige, forfladigende eller handlingsforvridende elementer, men det er desværre vilkårene anno 2023, i hvert fald i Danmark, så alt i alt er jeg glad for, at jeg tog en tur over Øresund.