Nøddeknækkeren reddes af sikker dans i anden akt

George Balanchines udgave af Nøddeknækkeren, som Den Kongelige Ballet har haft på repertoiret siden 2011, er og bliver aldrig en stor teateroplevelse på den dramatiske side, men når anden aktens danse danses så overbevisende som i dette års repremiere, så tilgiver man første aktens nærmest pinlige stilstand og håbløst forældede kønsrollemodeller. Det har måske virket sødt og uskyldigt i 1954, da balletten havde premiere i New York, men i dag er det på kanten til at være uspilleligt. 

Bortset fra det er første akts julescene med det voksende juletræ stadig overvældende flot, og der spilles heldigvis med fine nuancer hos de forskellige herrer og damer til julefesten. Men der er megen stilstand og børnedans i første akt og en historie, som stort set er forsvundet, når vi kommer til anden akt. Men det har vi efterhånden vænnet os til, da denne Nøddeknækker som nævnt har været på repertoiret på Kongens Nytorv siden 2011. Den er kort sagt hvinende gammeldags i udtrykket og i sine sterotype danse i anden akt, men den reddes hjem af Den kongelige Balets charmerende dansere.

Jonathan Chmelensky er Hr. Drosselmeier med magi helt ud i fingerspidserne, Viva Schaap og Oscar Neves er søde som Marie og den unge Prins, Emma Riis-Kofoed er en skøn Sukkerfe og Ryan Tomash hendes sikre kavaler. Astrid Elbo er en hvirvlende dejlig Dugdråbe, mens Wilma Giglio smyger sig henført i den arabiske dans og Tobias Praetorius springer herligt oplagt som dansende Polkastang. Der er også godt med spring i Meirambek Nazargozhayevs kinseske tekande-danser, og godt med spræl i Eukene Sagues Marcipanhyrdinde. 

Når vi når finalen har vi næsten og heldigvis glemt, at der også var en historie, der ikke hang sammen, og vi går juleglade ud af teatret.