Årets bedste juleballet er i Tivoli

Yuri Possokhovs, Oh Lands og ikke mindst Dronning Margrethes balletudgave af H.C. Andersens eventyr Snedronningen er igen at finde i Tivolis Koncertsal, og den er stadig en meget vellykket juleballet med interessante trin og flotte scenebilleder til medrivende og evetyrligt fortællende musik. 

Dronningens tegninger fungerer flot på de store videovægge, som Morten Just har fået til at blive levende med sit design og med hjælp fra Al Crawfords lysdesign. 

Laurie Nielsen og Vincent Vernal danser de to hovedpersoner, Gerda og Kay, med indlevelse og præcision i trinene, hvor der også bliver kælet for detaljerne. Gerda møder en masse figurer på sin vej til at finde sin Kay hos Snedronningen. Mest markante er Krageparret sjovt danset af Jennifer Wagstaffe og Robert Thomsen, de forener smukt pantomimetraditionen med ballet. Pantomimetradition er der også i fuldt flor hos Allan Clausens søde bedstemor med balletdrømmen lige under kysen, hos Allan Nielsens udspekulerede Kone der kunne magi samt Tommy Edvardsens brovtende Røverkone. 

Der danses smukt af Antonio Russo som Rosen, og Vincent Vernal og Ida Marie Krings får præsenteret en flot pas de deux som Prinsen og Prinsessen, Lauréline Epaulard er en fyrig Røverpige med en snert Pippi Langstrømpe over sig. Cosme Tablada er smuk som rensdyret, men der mangler en smule dyrisk kraft og tyngde i udførelsen af koreografien. 

Det er første akt, der fungere bedst i denne iscenesættelse af balletten, som Niels Kellermann Balle, Tori Cooper og Peter Bo Bendixen har stået for. Det er et meget præcist korps af dansere i både byscenen og blomsterscenen. Røverne i anden akt mangler en smule spræl, til gengæld er der stor præcision hos især pigerne i Snemonsterscenen, og der er masser af drama i Nadia Skriver Rosenbys Snedronning, og man kunne have ønsket at se mere af hende. 

Scenen hos Allan Clausens vilde Finnekone er vel egentlig på kanten af, hvad man efterhånden kan sætte på balletscenen uden at blive beskyldt for kulturel appropriation med et klichéfyldt billede af en kultur, med alle danserinderne i samme sorte paryk, og samme lidt sexistiske kostume – måske burde den genbesøges inden næste opførelse. Det blev i hvert fald bemærket på rækkerne omkring mig. 

Det er synd, når nu resten af balletten er så flot og godt fortalt. Men i konkurrence med Den Kongelige Ballets gammeldags Nøddeknækker er der ingen tvivl om, at Tivoli Balletteater har den bedste juleballet at byde på.