Ville man overhovedet få noget ud af den nye musicaludgave af serien Matador, hvis man var ung (eller gammel) og ikke havde set TV-serien? Det tror jeg ikke! I hvert fald vil der være meget, der flyver hen over hovedet på en, og forvirringen vil være stor, når der refereres til personer og begivenheder, vi ikke ser noget til på scenen.
Desuden mangler der den ro og dybde, der gjorde alle personerne i Matador så virkelige og rigtige, og nærmest katastrofalt mangler hele arbejderklassen, og deres historie var ellers i den grad med til at sætte Mads Skjerns rejse mod magten i relief.
Det er klart, at man må skære fra og koncentrere sig om færre personer, når man skal skære 24 timelange afsnit ned til 3 timer, men hvorfor vil man egentlig igen lave en musical ud af Matador? Det bliver man ikke klog på under forestillingen, og fravalget synes ikke at være kunstnerisk, men mere praktisk. Der tilføres absolut intet nyt til historien, bortset fra en mængde sange, der intet dramatisk tilføjer. De tilføjer dog en god portion energi og er poppende glade eller følelsesfulde. Kun Mads Skjerns sang, hvor han tæsker løs på en papkasse, har en smule dramatik over sig.
Det har været vigtigt at få alle de vigtige og ikoniske replikker med i et manuskript og i en iscenesættelse, der virker, som om man spoler sig igennem TV-serien og pludselig stopper op for at se sin yndlingscene for derefter at spole videre til den næste.
Valget på at følge Mads Skjern kan synes oplagt, men er det egentlig det bedste rent dramaturgisk? Er det ikke fugurer som Maude og Ingeborg (og den fraværende Agnes), der udvikler sig mest gennem historien om de to familier i Korsbæk, den gamle ærværdige Varnæs-familie og den nye fremadstormende Skjern.
Scenografisk er der ikke meget hjælp at hente i Benjamin La Cours atmosfæreforladte videoscenografi og blinkende bøgeblade, som var vi på en billig restaurant på Bakken. Den konstant fuldt oplyste store scene skaber ingen intime rum for den historie, man vil fortælle, og Astrid Lynge Ottosens kostumer ligner noget, der er fundet i en billig kostumeudlejning.
Man har også forsøgt at skabe liv med et korps af dansere, der konstant laver samme koreografi i forskellige variationer i et ensformigt trin- og bevægelsessprog af Anja Gaardbo.
Ved den forestilling, jeg så, var Nicolai Jørgensen ude efter den skade, han pådrog sig lige op til premieren, så det var Joakim Lind Graae Tranberg, der spillede Mads Skjern, og det gjorde han med masser af nerve og scenisk tilstedeværelse og med en kraftfuld og rå sangstemme, der gav et blik ind til det ulmende indre, der er under Mads Skjerns kølige indremissionske ydre – ganske flot og imponerende.
Lea Thiim Harder har stemmen på rette plads, men hendes Ingeborg er fra manuskriptets og iscenesættelsens side ikke efterladt meget at byde ind med, andet end at være en lidt farveløs medløber til Mads Skjern, for så pludselig at skulle træde i karakter i den berømte scene, hvor Mads har smidt sønnen Daniel på porten, fordi han kyssede med en anden mand. Den udødelige replik "Det er jo dig der er syg i hovedet" som Ingeborg kaster i hovedet på Mads, efter han har sagt, at sønnen Daniel er syg i hovedet, fordi han har kysset en mand, taber fuldstændig dramatisk pondus, også fordi den er sat ind i en tidligere scene – inden Daniel og kæresten Francois er smidt på porten.
Søren Torpegaard Lund får ellers skabt en Daniel, der hjerteknusende søger efter sin fars anderkendelse, og han har nok musicalens bedste sang om at blive elsket som den, han er.
Anette Heick får skabt sin helt egen mere selvstændige Elisabeth Friis overfor Carsten Svendsens noget karakterløse Kresten, men de synger da kønt sammen og hver for sig.
Jon Lange er en charmerende Hans Christian Varnæs, mens Marie Dalsgaard er en sikker Maude med kærlig hilsen til Marlene Schwartz, der spillede rollen i TV-serien.
Resten af holdet er sat til bare at kopiere stemme og replikføring fra TV-seriens skuespillere, og Daimi Gentle og Ragnhild Kaasgaards Møhger hiver stikket hjem med masser af gyldne øjeblikke til stor morskab for publikum. Daimi har forøvrigt den store fornøjelse at have været med i begge Matador musicals – i 2009 spillede hun den gæve Laura, der i denne udgave er reduceret til en figur, der nærmest må siges at være en fornærmelse mod Elin Reimer, som spillede Laura i serien.
Denne musical vil kun tale til de mange, der elsker serien, og den kan kun være lavet med et formål for øje: At tjene penge! Der er nemlig ikke skyggen af en kunstnerisk ambition.