Det er især den smukke Sylfide del der danses overbevisende af Emma Riis-Kofoed og Alban Lendorf i Etudes på Det Kongelige Teater. , Foto Camilla Winther
Den Kongelige Ballet er tilbage med deres blandede balletprogram Giant Steps, der er tilegnet de store koreografer – denne gang med to klassikere og en helt ny ballet.
Titel:
Giant Steps
Teater:
Det Kongelige Teater
Gamle Scene
Spilleperiode:
Frem til 20. marts
Der var udsolgt på Gamle Scene til premieren på Giant Steps og en summende forventning især om at gense Harald Landers mesterværk, Etudes, og til at se Alban Lendorf tilbage i netop den ballet.
Men først skulle vi diverteres med Balanchines signaturballet, Serenade, der lidt på samme måde som Etudes kredser om grundtrinene i den klassiske ballet. Man må desværre konstatere, at værket som sådan synes en smule bedaget. Der var heller ikke helt styr på rækker og arme, som balletten skred frem, og man var heller ikke blevet enige om et samlet scenenisk look, for halvdelen af danserne smilede og de øvrige var kunstnerisk neutrale. Det skabte sammen med en ikke særlig sikker fremførelse af den temmelig banale koreografi, en lidt sløv start på balletaftenen. Men Stephanie Chen Gundorph strålede henførende og dansede sikkert og præcist, og det samme gjorde Tara Schaufuss, der havde en dejlig frisk udstråling på scenen, som gjorde koreografien levende.
Aftenens nye værk var Sibelius' 4. symfoni af finske Jorma Elo, som vi før har set ganske glimrende balletter fra, og dette værk var da også absolut meget interessant. Ti herrer og en enkelt dame var på scenen, et fint modstykke til Balanchines Serenade, der havde flest kvindelige dansere på scenen. Koreografi var fyldt med nye sammensætninger af trin og nye beveægelsesmønstre, som danserne fremførte med styrke og præcision. Især lagde man mærke til Joseph Aumeer med nogle flotte balancer i piruetterne og Meirambek Nazargozhayev, der fik vist en inponerende hurtighed i bevægelserne. Wilma Giglio var en knivskarp ballerina blandt de mange mænd, en slags både hersker og elsker i et værk, der abskrakt kredsede om en forsamling af mænd på vej et sted hen.
Aftenens hovedværk Etudes kan altid bruges til at måle formen hos korpset i Den Kongelige Ballet. Er den danset med skarphed og overskud.m? Er linjer og trin præcise? I starten af balletten var der godt med overskud, og Emma Riis-Kofoed var en dårende dejlig ballerina, der legede med fraseringer og stod krystalklart på tåspidsen. Jón Axel Fransson og Alban Lendorf var hendes to soloherrer, og de sværmede flot omkring hende. Alban Lendorf havde stadig sin helt specielle flyvende ballon i springene, så han nærmest svævede i luften, og Jón Axel Fransson snurrede flot i piruetterne. Der gik dog lidt luft af ballonnen hen mod slutningen af balletten, og det overskud, man begyndte med, var en smule forsvundet til sidst. Korpset var helt håbløst i den sidste finale med arme i alle retninger og ikke to, der var på linie.
Alligevel er det en aften, der giver glæde i balletkroppen, ikke mindst på grund af Harald Landers leg med opbygningen af Etudes, men også på grund af den upåklagelige musikledsagelse af Det Kongelige Kapel under ledelse af Matthew Rowe til alle tre balletter.