Askepot er populær, hun er i utallige film, musicals, operaer og balletter. I København kan man således opleve Den Kongelige Ballet på Operaen i eventyret, og nu har den nye musical om pigen, der taber skoen på trappen, premiere med Lion Musicals i Tivoli.
Skoen er i centrum fra starten. Vi er i modebranchen, og Ella (som vores Askepot hedder) er nederst i hirarkiet som runner. Hendes mor var smykkedesigner og er død, og nu prøver Ella at finde vej i modens kulørte verden. En forkælet mandlig model ankommer med sin hårdt prøvede assistent, en kostbar sko knuses, og vi befinder os pludselig i eventyrland og i den klassiske Askepot-fortælling. Ella må spille rollen til ende for at komme tilbage til virkeligheden. Det sker med hjælp fra feen, men undervejs finder Ella på flere plot-twists.
Det er et lidt rodet manuskript Line Knutzon har sat sammen. Der er mange sjove replikker, men hele præmissen med at blande to universer sammen virker aldrig rigtigt, og det føles i begyndelsen faktisk ret irriterende, når man pludselig rives ud af et univers, man lige er begyndt at lære at kende.
Problemet er også, at det er langt fra alle figurerne, som fungerer. Johanne Milland er en sød og sympatisk Ella, men ikke særlig sympatisk Askepot. Hun surmuler det meste af forestillingen igennem, men hendes stærke sangstemme giver melodierne godt med liv. Pelle Emil Hebsgaard har sin egen fest som Den Gode Fe, og heldigvis er vi med på festen, og det er op til ham at få fortalt den lidt omstændelige Askepot-historie. Stig Rossen har også godt styr på Kongen og får en masse stik hjem på at spille på sin forhistorie i både Grand Prix og musical – her i hans påståede sidste musicalrolle. Cristopher Rørmose er en charmerende og selvglad prins, men med lidt besvær med at få alle ordene tydeligt frem i sangene. Rasmus Brohave er temmeligt på glatis som Prinsens Kammerjener, men har en fin sangstemme, Caroline Henderson er ikke grotesk nok som Stedmoderen og Kristine Moses og Maja Glenber helt utilstrækkelige som stedsøstrene.
Benjamin La Cour har skabt en ganske imponerende scenografi, og Søren Le Schmidt har skabt nogle imponerende modekostumer og farverige eventyrkostumer, som dog ikke alle virker lige nemme at bevæge sig i for de dansere, der har dem på. Nellie Bethels koreografi er temmelig ensformig og taber interessen som forestillingen skrider frem, fordi den aldrig bliver eventyrligt foranderlig, men hele tiden ligner den samme tiktok modedans, og der synes at være mange forspildte muligheder for at lave noget bevægelse, der ikke var så basic, som tilfældet er.
Men så er der musikken, og den redder hele aftenen. Rasmus Seebachs sange er pop, men det er iørefaldende god pop, og det bliver sunget godt af hele ensemblet.
Denne Askepot har hentet sin inspiration mange steder fra. Der er lidt Devil wears Prada, lidt Fortryllet, lidt af den nye Andrew Lloyd Webber version af Cinderella, og der er intet galt med at lade sig inspirere flere steder fra, men hvis man ikke rigtig får samlet resultatet, er det et problem, og det er det for denne Askepot, selvom Thomas Agerholm har gjort et godt forsøg som instruktør.
Trods det formår denne forestilling at underholde ved hjælp af de flotte musiknumre, som man sidder og glæder sig til, men forvirringen over historien fortaber sig ikke.