Der er masser af spas i opesætningen af Ariadne på Naxos på Operaen, men det trætter i længden., Foto Miklos Szabo

Smuk sang og forvirring

Af Per Lundsgaard 16. marts 2024

Ariadne på Naxos er fuld af den skønneste musik fra Richard Strauss, som bliver flot formidlet på Operaen i en iscenesættelse, der ikke hjælper den i forvejen forvirrede handling på vej.

Titel:
Ariadne på Naxos

Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
Frem til 14. april

Richard Strauss skrev sammen med tekstforfatteren Ariadne på Naxos, først som en kammeropera, der skulle opføres som et efterspil til et skuespil af Moliére, tilsat skuespilmusik af Strauss. Premieren var i 1912, men blev en meget lang aften og ingen stor succes. Man syntes dog ideen var sjov og kunne fungere med de to stilarter blandet sammen, den sprælske commedia dell'arte og den seriøse opera seria. 

I 1916 får så Ariadne på Naxos en ny premiere. Her er første del nu blevet til et forspil, hvor vi møder begge trupper – de fine og seriøse fra operaen og de mere folkelige fra komedien. De er hos det rigeste par i Wien for at opføre en privat forestilling af først operaen om Ariadne og derefter den sprudlende komedie. Der øves og forberedes, men pludselig bliver det annonceret, at for at spare tid, da middagen varede længere end planlagt og man skal nå fyrværkeriet kl. 21.00, så opføres de to forestillinger oven i hinanden. Det skaber selvfølgelig en del drama, men når pengene taler, retter man ind. 

Efter pausen får vi så selve aftenens forestilling, hvor komedietruppen blander sig i operaen. Det er i sig selv sjovt og giver mulighed for nogle muntre indslag og for at spille på alle de fordomme, der er om seriøse operasangere og seriøse komponister. Det er også en stadig aktuel fortælling om rige mæceners – eller for den sags skyld kulturpolitikeres – manglende forståelse og respekt for kunsten, både den seriøse og den folkelige. 

På sin vis fungerer Katie Mitchells opdaterede version godt nok i forspillet, hvor der er godt med liv i scenebilledet, da dagligstue og spisestue hos det rige par skal omdannes til scene, og de forskellige personer præsenteres. Det er også i dette forspil, at vi møder Elisabeth Jannsons følsomme og hårdtprøvede komponist. Rollen er skrevet som en "bukserolle," dvs. en kvinde der spiller en mand, men her er komponisten en kvinde, og det giver fin mening. Elisabeth Jannson giver os også masser af følelser i stemmen, og man mærker frustrationen over ikke at være forstået og respekteret af dem, der betaler gildet. Der er også sjove og præcise figurer fra Jens Christian Tvilum som dansemesteren og fra Katrin Weisser i talerollen som Hushovmesteren, der her er blevet til PA for det rige ægtepar. 

Det er dejligt at se Ann Petersen tilbage i rollen som Primadonnaen og Ariadne. Hun får skabt godt med morskab i forspillet som lettere hysterisk primadonna, og senere i operaen får hun skabt smukke øjeblikke som Ariadne, der sidder tilbage på øen og venter på sin elskede. Det er en fonøjelse at høre hende synge Strauss og imponerende, at hun formår at holde fokus i al den hurlumhej, der foregår omkring hende. 

Serena Sáenz er en ren humørbombe som Ariadnes modstykke Zerbinetta, der kaster sig i armene på den ene mand efter den anden. Der er sikkert knald på stemmen, og den er fuld af varme og sensualitet. Hun bakkes godt op af en gruppe af mænd som backing-dancers ført an af en oplagt Gert-Henning Jensen. 

Giedré Šiekyté har godt hånd i Det Kongelige Kapel, og der spilles flot i de store passager, men sangerne overdøves som så ofte på Operaen visse steder. 

Katie Mitchells opdatering og iscenesættelse foregår som nævnt ganske godt i forspillet. Problemet kommer i selve forestillingen efter pausen, hvor vi stadig er i samme stue, og al handlig i operaen foregår i Damesiden, mens vi i Kongesiden ser komponisten dirigere, dansemesteren rende rundt og instruere, og det rige par unødvendigt blandende sig i handlingen og tage selfies med de medvirkende. At de rige par også har skiftet tøj fra første scene, så han nu er i rød kjole og hun i jakkesæt, giver ingen nærmere mening, andet end man kan sætte et hak i kønsdiversitetskassen. Al den udenoms-hurlumhej tager fokus fra operaen og forstyrrer en i forvejen forvirrende handling. Der er heller ikke mulighed for at lave smukke scenebilleder, for vi har konstant alle de øvrige medvirkende siddene i baggrunden, eller rendende rundt for at skifte tøj og komme ind på "scenen", som består af et stort spisebord, der tager det meste af den plads, der er at gøre godt med. 

Det ender med at trætte og kede, fordi der absolut ingen forandring er i den godt halvanden time, selve forestillingen varer efter pausen og forspillet. Et lille lyspunkt er de lysende kjoler og jakkesæt fra Zerbinetta og kompagni, men når vi har set det en gang, kan det ikke blive ved med at imponere. Monotonien i iscenesættelsen gør, at vi keder os, selv når der synges smukt af især de to kvindelige hovedroller. Det hjælper heller ikke, når Jamez McCorkie endelig kommer på scenen som Bacchus, at vi ikke ser, hvad der er i de kasser, der ser ud som eksklusiv udbringning fra en sushi-takeaway, og vi opgiver helt at følge med og venter bare på operaens afslutning, hvilket gør det svært for Jamez McCorkie og Ann Petersen at holde vores opmærkomhed fanget i deres store duet. 

Det er synd, når nu det musikalske er så godt, og det er da også musikken, orkestret og sangerne der redder aftenen. Jeg greb mig selv i at lukke øjnenen og nyde musikken, for iscenesættelsen var forvrøvlet, og man tænker længelsfuldt på den forrige opsætning i 2009 i Robert Carsons vellykkede iscenesættelse. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Bedste hotelmorgenmad i København

Er morgenmad virkelig det nye “sort”?

Nogle siger, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men graver man efter bevis for dette, ...

Hotel Skovly - en perle på Bornholm 

Endnu en påskeferie er bag os. Folk har forskellige præferencer, når det kommer til hvordan og hvad de bruger ...

Hotel Skovly ligger i nærheden af Rønne og er let fremkommeligt uanset om man bruger den offentli...

Der er masser af talent på scenen i Herlev Musical & Teaters opførelse af den swingende musical Catch Me If You Can.

Swingende mandemusical i Herlev

Catch Me if You Can kan være en problematisk musical at sætte op med dens gammeldags syn på kvinder og dens fo...

10. jun
Vi får også friske sømandssange i årets revy i Rottefælden der heldigvis er tilbage i skoven hvor den hører hjemme.

Revyrotterne er tilbage i fælden

Svendborg Sommerrevy - Rottefælden, er tilbage i det lille skønne teater i Caroline Amalielund, og det er helt...

8. jun
Årets revyhold i Helsingør er smukt musikalske.

Festlig revy i Helsingør

Årets Helsingørrevy er både hyggelig og festlig med Susanne Breuning som dejlig revydronning.

5. jun
Den Kongelige Ballet har igen den smukke klassiske Raymonda på repertoiret.

Flot klassisk balletaften

Dejligt at se Den Kongelige Ballet folde sig ud i en stor klassisk helaftensballet igen.

21. maj