De to skuespillere gør det bedste de kan - men det kan ikke redde den rodede tekst i forestillingen Gådekatalogerne. , Foto Teater V
Der loves meget på Teater V's hjemmeside om et mindblowing, nervepirrende psykologisk drama – det vi får er et prætentiøst rod af en forestilling, der synes aldrig at stoppe.
Titel:
Gådekatalogerne
Teater:
Teater O og
Black Box Theatre
på Teater V
Spilleperiode:
På Teater V frem til 5. maj
Præmissen for forestillingen Gådekatalogerne på Teater V er såmænd god nok. En spionthriller fra koldkrigstiden. Men Joakim Rohdes tekst er forvrøvlet, fortænkt, rodet og langtrukken, og man forstår ikke, at man overhovedet har genoplivet forestillingen, som kun fik en enkelt opførelse på Svalegangen tilbage i 2021 for otte mennesker grundet coronaen.
Det er en nærmest ulideligt lang aften, selvom forestillingen kun varer halvanden time. Handlingen er krøllet og som et langt psykedelisk trip, som er gået skævt. Der er ingen spændning, intet brandfarligt i teksten – eller i hvert fald opdager man det ikke, fordi man af kedsomhed er holdt op med at høre efter, hvad det bliver sagt.
Som scenografien af Christian Friedländer lukker sig om de medvirkende på scenen, lukker forestillingen sig om sig selv med en tekst, der postulerer at være intellektuel.
Victor Marcussen og Anders Valentinus Dam gør trofast og dygtigt, hvad de er blevet bedt om af instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen, og det er ikke deres skyld, at de er blevet sat til at spille overdreven dramatisk, som oftest bliver ufrivilligt komisk. Hele forestillingen ender med at virke prætentiøs og selvhøjtidelig.
Den førnævnte scenografi af Christian Friedländer er ellers flot og velfungerende og rammer fint både en østeuropæisk koldkrigsbunker, et vesteuropæisk hotel, hvor afhøringen mellem de to medvirkende foregår, og et psykedelisk drømmetrip. Johannes Eberl Smed har også lavet et flot lybillede, der giver associationer til spionthrillere fra 60'erne og et LSD-trip. Men den tekst, scenografi og musik skal underbygge, er ikke dramatisk tilstede. Jeg skal ikke prøve at genfortælle handlingen – for grundlæggende sker der rigtig meget, og der bliver sagt meget – uden at der sker noget eller siges noget, man virkelig lytter til.
Takket være skuespillerne får vi glimtvis lidt humor, men hvor meget den er planlagt eller ufrivillig, er ikke altid til at sige.
Der er kun ganske få opførelser i Valby og så to gange i Odense og en enkelt i Aarhus. Jeg tror desværre ikke rigtig på, at forestillingen får et meget længere liv.