Mening med den rigtige mening

Vi er i det Nordsjælland som teatret selv ligger i. Det mondæne hjem, med PH-lamper og Arne Jacobsen-møbler, god rødvin og jazzmusik på vinyl. Men den kulturradikale gruppe i befolkningen er i fare. De er blevet lidt til grin, umoderne og verdensfjerne. En race truet af en opkommende del af befolkningen der er mere til Birthe Kjær end Ella Fitzgerald. Det er en gruppe der står for skud i dansk teater lige nu, fra den barske Rocky på Husets Teater, over den lidt mislykkede The Cocka Hoola Company på Sort/Hvid, til nu en yderst vellykket satirisk cabaret-revy på Mungo Park.

Vi møder selveste Brandes-brødrene, Georg og Edvard, der er manet frem af en angst kulturradikal der sidder i sin Arne Jacobsen-svane, drikker rødvin og lytter til jazzen på grammofonen. Han er bange fordi han kan mærke at verden har skiftet mening. Det er ikke længere velset at gå i teatret, til performancekunst, at være humanist eller købe spelt-mel. Han har kaldt til samling i en lille gruppe bestående af hans datter, der er performance kunstner med mangeårig støtte fra Kulturstyrelsen, og gode veninde der er Teateanmelder på Politiken. Han skal udflyttes til Esbjerg grundet regeringens plan om at flytte 3900 statslige arbejdspladser til provinsen. Angsten for at skulle forlade det mondæne Nordsjælland og det gode liv med lækre specialiteter købt i nærområdet sætter gang i påkaldelsen af Georg og Edvard Brandes, efter han – uden held – har prøvet at erhverve sig Edvard Brandes dagbog til den lille gruppe ved en auktion. De to brødre var ophavsmændene til de moderne kulturradikale, det moderne gennembrud, ministre, teaterkritikere og grundlæggere af Politiken.

De to brødre gennemgår den kulturradikale historie med Josephine Bakers besøg i København i 1928 som et startskud til humanismen og accepten af andre kulturer, Poul Henningsen og PH lampen, hans Danmarksfilm og revytekster, Arne Jacobsen, Klaus Rifbjerg og andre. Men har nutidens kulturrradikale bedrevet noget selv? Eller lever de blot  videre på fortidens bedrifter? Er de blevet verdensfjerne, og ikke formået at følge med tidsånden?

Det er både et satirisk slag i bolledejen hos dem med de rigtige meninger og smag, et opråb til samme og et forsvar for humanismen, respekten for andre og retten til at lave kunst der ikke henvender sig til de mange. En rap og tankevækkende tekst af Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg.

Det er morsomt og præcist spillet af hele holdet, med masser af overskud til både koreografi, sang og musiceren. Især imponerer Mads Hjulmand og Anders Budde Christensen med deres lette adræthed som Brandes brødrene. Koreografisk opfindsomt af Anja Gaardbo og lunefuldt iscenesat af Kamille Bach Mortensen i Nadia Nabils mondæne scenografi. Måske virkede det til tider en smule flagrende, men efter nogle flere opførelser vil jeg tro, at forestillingen samler sig bedre om sin fortælling.

Det er teater der provokerer en tidsånd hvor det ikke at kunne noget, og ikke at have nogen smag er blevet en kvalitet. Det kan godt være at de kulturradikale er blevet en umoderne og ufrivilligt morsom gruppe, men man må håbe at humanismen aldrig forsvinder. Der er en mening med den rigtige mening – hvis bare man forstår at bruge den og udvikle den og ikke blot lever i en stilstand af egen selvoptagethed.