Loyal og gemytlig udgave af Indenfor Murene

Det er en eviggyldig tekst – desværre kan man sige, da den handler om racisme og religionsopgør – og den er gysende godt skruet sammen.

Heldigvis er den også ret godt spillet af det ensemble der nu tager på landevejen med den.

Det er en loyal iscenesættelse af Nathansens drama i Søren Iversens instruktion og Kirsten Victoria Linds scenografi. Underligt er det kun at man synes at have flyttet handlingen til 1930'erne i stedet for 1912 som i originalen. Det er underligt fordi teksten naturligt nok ikke tager stilling til de ting der skete i Tyskland allerede på det tidspunkt – og mærkeligt er det også at folk der bevæger sig højt indenfor den kapitale verden, slet ikke har opdaget et børskrak i New York og den depression der fulgte efter netop i 1930'erne – og igen naturligt nok fordi teksten er skrevet i 1912.

Man kunne også tænke sig at familien Herming havde nogle mere tungtvejende argumenter mod at lade Esther og Jørgens fremtidige børn vælge jødedommen i 1930'ernes København.

Men nuvel lad det ligge – det rykker ikke ved at det er en vedkommende forestilling der er kommet ud af det.

Pia Jondal er nærmest aftenens stjerne som Fru Levin. En smuk præstation af en stærk kvinde der prøver at finde den bedste vej for alle – og som har en forståelse for det generationsskifte der er i tiden, og som også er en af forestillingens tematikker. Waage Sandø er ligeledes glimrende som den Gamle Levin. En stovt mand og en stolt jøde der har arbejdet sig op til rigdom. Marie Sandø Jondal har den rette trodsighed som Esther, og Thomas Magnussen den rette forståelse som den kristne Jørgen, der er søn af Gamle Levins ærkefjende Etatsråd Herming. Peter Pilegaard får lavet en skøn figur ud af den kejtede Meier, og resten udfylder deres roller fra det pæne til det jævne.

Forestillingen får vist hvor godt et skuespil Indenfor Murene er – en dansk klassiker der stadig har meget at sige sit publikum.