EU kan benytte sig af mekanismer, der sanktionerer Polens og Ungarns lovgivning, som er i strid med EU-lovgivning.
Det vurderer Campos Sánchez-Bordona, som er EU-Domstolens generaladvokat.
EU har ellers truet med at skære i udbetalinger af EU-midler til medlemslande, der ikke lever op til fælles EU-regler. Dette tiltag har Polen og Ungarn klaget over, men Sanchez-Bordona mener, at klagen bør afvises. Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at generaladvokatens vurdering ikke er bindende for EU-Domstolen, som er EU's øverste domstol. Domstolen følger dog som regel generaladvokatens linje i sine afgørelser.
Tiltaget eller værktøjet er en form for mekanisme, som giver EU-Kommissionen mulighed for at tilbageholde udbetaling af EU-midler til lande, der ikke følger EU's regler. Eksempelvis når det gælder retsstatsprincipper. Dermed sikrer man, at EU's midler ikke bliver misbrugt på politikker, som modarbejder EU's værdier.
Ungarn og Polen er ikke enige med EU angående emner som kvinderettigheder, LGBT-rettigheder, migranter, mediefrihed og retssystemer. EU har tidligere forgæves forsøgt at få de to lande til at rette ind. I EU håber man dog, at det nye værktøj og truslen om at tilbageholde penge kan få de to medlemslande til i højere grad at følge EU’s spilleregler. Muligheden for at gøre brug af mekanismen blev godkendt i december sidste år. EU-toppen har ikke ønsket at tage den i brug, før en endelig afgørelse fra EU-Domstolen foreligger. Men det bør der altså ikke være noget i vejen for ifølge EU-Domstolens generaladvokat.