Foto Universal Pictures

’Bros’ skildrer det moderne homoliv i fortrinlig balance mellem kærlighed og komedie, fortid og fremtid 

Af Kåre Lund Rasmussen 6. oktober 2022

”Love is not love. Love is real”, slår filmens hovedrolle fast i en hæsblæsende podcast-overture. Vi må forstå, at ’Bros’ ikke er en heterotilpasset film om søde homoer, der finder ægte Hollywood-kærlighed. Det er ’ægte’ homokærlighed med samtaler om rugemødre, åbne forhold, maskulinitet og fremtidige datingapps. Og det gør ’Bros’ fantastisk underholdende og ægte.

Bros (2022) er en såkaldt ’romcom’, romantisk komedie, og er skrevet af Billy Eichner i samarbejde med Nicholas Stoller, der også er instruktør og kendt for megasuccesen Forgetting Sarah Marshall (2008). Bros er produceret af United International Pictures, varer 115 minutter og har premiere den 6. oktober i biografer over hele landet.

Bros indleder med podcastværten Bobby (Billy Eichner), der kaster om sig med syrlige kommentarer til alle dem, som ifølge ham bidrager til fake news og polarisering i lgbt+ miljøet. Selv podcastens titel, The Eleventh Brick, er en selvironisk kommentar, for, som han siger, ”ingen ved, det var en sort transkvinde, der kastede den første sten mod det korrupte politi under Stonewall-optøjerne, men alle ved, det var en hvid, cis-mand, der kastede den 11.”.

Bobby er med andre ord en stærk og privilegiebevidst bøsse, der ikke har brug for forpligtende kærlighedsforhold med en fyr, der ikke kan sin Will & Grace. Derfor opstår filmens åbenlyse konflikt også, da Bobby møder den ekstremt veltrænede og hypermaskuline Aaron (Luke MacFarlane), der bruger ord og vendinger som ’Hey, what’s up’, ’dude’ og ’bro’, og som elsker The Office-GIFs. At han også er en kvik og succesfuld advokat, men samtidig sværger til straight-acting og en nedtonet homo-attitude, gør kun konflikten større. To generiske typer af moderne, succesrige bøsser, der trods de åbenlyst indbyrdes forskelle skal parres. Det er en smule banalt, men til gengæld meget sjovt.

Hovedrolle og skuespiller smelter sammen
Eichner er ligesom sin rolle åbent homoseksuel og oplevede først sin seksualitet som en udfordring, da han skulle ud og finde arbejde som skuespiller. Her sænkede han ubevidst sin stemme to oktaver for at virke ’mindre homo’. Derfor var det også afgørende for ham, at Bros blev en film om den moderne homoseksuelle storbymand, som både var voksen, autentisk og genkendelig for andre homoer, og som ikke skulle igennem et heterovenligt filter. Det er muligvis årsagen til, at filmens historie opleves så ægte. Ikke fordi heteroer ikke kan spille homokarakterer – Heath Ledger og Jake Gyllenhaal var fantastiske i Broke Back Mountain – men det er bare sjældent, at det går den anden vej.

Fortidens helte er vigtige, men tiden er nu
Filmen indeholder også en smuk hyldest til de mange historiske lgbt+ personer, som gik forrest, så vi i 2022 kan føle os friere og gladere. Det er ikoner som Harvey Milk, Sylvia Rivera og Martina Navratilova blot for at nævne nogle. Heldigvis tynger fortidens store kampe dog ikke de spørgsmål, man som homo møder i dag. For spørgsmål om flydende definitioner af maskulinitet, kærlighedsforhold og queer-identitet kan naturligvis ikke stå mål med de borgerrettighedskampe, som fx Milk tog. Det adresserer Bros på fin vis ved at sætte Bobby og Aaron i jordnære situationer, hvor de mærker nutidens sårbarhed: Er jeg for bøsset? Er jeg tilstrækkeligt trænet? Skal jeg have et åbent eller lukket forhold? Spørgsmål, som vi kan tillade os at stille i dag, fordi nogen har taget kampen for os. Det er væsentligt at huske, men det betyder samtidig ikke, at det er uvigtige spørgsmål.

Bros er en historisk filmproduktion, fordi de fleste skuespillere har lgbt+ baggrund – det kunne være ét argument for at se filmen. Et endnu bedre er, at filmen er virkelig god. Den er sjov, sexet, romantisk, tåkrummende og ikke mindst modig. Det gør, at Bros får min varmeste anbefaling.

Se traileren her

 

Tjek os ud

Film

Annonce

Tag på rejsemesse og få inspiration 

2022 var året, hvor vi næsten havde lagt coronaen bag os, og med en fifty-fifty fordeling på at nogle stadig h...

Vi har for længst lagt sommeren bag os, og det kan på sin vis være trist nok, men man siger ...

Hvor meget rejser du?

At komme væk fra hverdagens stress et par dage, søgen efter den første sol i foråret, eller den sidste sol i e...

Det er ved at være seks år siden, vi sidst spurgte jer læsere om jeres rejsevaner, og s&arin...

Det lykkedes at få skabt et fint dystopisk fremtidsbillede på Husets Teater, men der er ikke meget andet i forestillingen A Play.

Dystopisk tristesse

På Husets Teater har man lukket dørene op for et samarbejde med Dansehallerne og den koreografiske gruppe Inst...

23. nov

Harry Styles stråler som 'My Policeman' i et homofobisk Efterkrigseuropa  

Med VM i Qatar bliver vi for tiden mindet om vigtigheden af menneskets frihed og værdighed. Især når det ikke...

22. nov
Der er godt kan i skørterne i Miles Hoares friske koreografi til West Side Story på Operaen.

Musicalhit i Operaen

Det Kongelige Teater har sikret sig en succes med Thomas Bendixen og Miles Hoares moderne og flotte udgave af ...

19. nov
Det er i de store fælles shownumre at årets forestilling virkelig imponerer.

Julespas i højt humør

Årets Crazy Christmas Cabaret er en af de bedste i lang tid med især et forrygende hold af yngre spillere. 

16. nov