Musicalen Anastasia fra 2017 er baseret på tegnefilmen af samme navn fra 1997, og den handler om myten om den forsvundne zardatter Anastasia i forvirringen omkring henrettelsen af Zar-familien i 1918 efter revolutionen i Rusland. Myten opstod fordi rygterne lød, at man ikke efter henrettelsen kunne finde liget af Storhertuginde Anastasia og derfor mente, at hun på en eller anden måde havde overlevet massakren.
I mange år påstod tyske Anna Anderson at være den russiske prinsesse. Mange troede hende, og i 1956 indspillede Ingrid Bergman filmen Anna/Anastasia, men senere DNA-resultater har vist at Anna Andersen, der døde i 1984, var en svindler og ikke den rigtige Anastasia.
Man har også siden identificeret alle lig af den myrdede Zar familie. Dermed er myten en smule punkteret, men musicalen løser den side ganske fint i den afsluttende scene.
Musicalen tager kun sit udgangspunkt i tegnefilmen af samme navn, og har derfor et lidt ændret persongalleri. I filmen genopstår munken Rasputin som skurk – i forestillingen kommer det farlige fra en kommisær i det hemmelige politi. Så musicalen er omskrevet for et voksent publikum og er som sådan ikke en familieforestilling – selvom der i den til tider dystre historier stadig er en masse herlig humor.
Vi begynder i Rusland lige før Revolutionen, hvor Anastasias bedstemor Enkekejserinden, den danske prinsesse Dagmar, der tog det russiske navn Maria Fjodorovna, da hun giftede sig med den russiske Zar, flytter til Paris og giver Anastasia en spilledåse som afskedsgave.
Pludselig kommer revolutionen, og vi møder den voksne pige Anya, der har hukommelsestab, men passer ind i den plan, den snarrådige Dmitrij og hans kumpan – den fallerede Vlad – har udtænkt. Enkekejserinden har nemlig udlovet en dusør til dem, der kan bringe hendes forsvundne barnebarn Anastasia til hende i Paris.
Vi kommer gennem de hårde tider i Rusland, hvor folk stadig sulter – nu er det bare under nogle andre ved magten. Flugten går gennem Rusland til det kulørte liv blandt de aristokratiske russiske flygtninge i Paris.
Opsætningen på Det Ny Teater bruger flot scenografien til at fortælle historien med bl.a. videoprojektioner og en imponerende togtur.
De medvirkende har alle meget flotte sangstemmer, og de var også stærke og sikre i deres karakterarbejde. Emilie Groth var en henrivende Anastasia med en englesmuk stemme, og Mathias Hartmann Niclasen var et godt match med Kim Hammelsvang som de to småsvindlere Vlad og Dmitri, mens Marianne Mortensen var en myndig og følsom Enkekejserinde. Julie Steincke havde fuld tryk på showgenet som Grevinde Lily. Som forestillingens skurk er Mikkel Hóe Knudsen mørk og gådefuld med en flot stemme.
Koreografisk er forestillingen også velfungerende med et fint klassisk indslag fra Svanesøen i anden akt. Her kunne man dog godt have undværet, at der skulle tre yderligere svaner på scenen, da de ikke alle var helt gode på tåspidserne.
Det er en forestilling, der trods sin eventyrlige indpakning, godt kan få tilskuerne til at tænke en tanke på verdenssituationen lige nu, hvor Rusland igen hæver våbnene.
Det er som altid en flot aften på Det Ny Teater, selvom sceneskiftene skramler lidt, og der måske godt kunne ses med nye øjne på teatrets teknik.