Programmet til ”Giovanna d’Arco” er fyldt med de sædvanlige paroler, der bruges til at retfærdiggøre moderne produktioner, fx at ”hun skal føles så tæt på os som muligt”, og at ”hendes historie er tidløs”. Hvordan man kan mene, at heksebrænding eller middelalderlig tro på dæmoner er tidløst, forbliver et åbent spørgsmål, men resultatet er lige så forudsigeligt som parolerne: Yderst mangelfuldt!
FAKTA OM ”GIOVANNA D’ARCO”
”Giovanna d’Arco” er italiensk for Jeanne d’Arc, den franske bondekvinde, der i 1400-tallet overtog ledelsen af den franske hær med Kong Charles VII’s velsignelse. Hun vendte nederlag til sejr for Frankrig i Hundredårskrigen men endte med at blive brændt på bålet af englænderne, anklaget for hekseri. Operaen er baseret på Schillers skuespil ”Jomfruen fra Orleans”, der havde premiere i 1801, og som afviger en del fra de historiske fakta – fx dør Jeanne ikke på bålet men af de sår, hun har fået i kamp. Operaen bevæger sig endnu længere væk fra de virkelige begivenheder – her tror Giovannas far, Giacomo, at hans datter er i ledtog med dæmoner og overgiver hende derfor til englænderne i håb om således at frelse Frankrig. Samtidig fristes Giovanna af verdslige glæder, da hun udvikler følelser for kongen, som også er forelsket i hende, selvom de himmelske stemmer, der guider hende, har advaret hende mod netop dette. Verdi benytter Schillers slutning og lader Giovanna blive dødeligt såret på slagmarken og udånde, mens hun synger om de engle, hun kan se.
Operaen var Verdis syvende, og selvom de samtidige anmeldelser var blandede, var ”Giovanna d’Arco” en stor publikumsfavorit, der efter premieren i starten af 1845 på La Scala i Milano blev spillet gennemsnitligt fire gange om ugen indtil sæsonens slutning. Værket tilhører bel canto-genren, som ikke er så agtet herhjemme, hvor vi i høj grad læner os op af tysk musikkultur indenfor den klassiske verden, men ”Giovanna d’Arco” har masser at byde på i form af smukke melodier, medrivende kor, vokal pragtudfoldelse og fine orkesterdetaljer, især i træblæserne. Det er derfor beundringsværdigt, at Malmö Opera vælger at opsætte den, og så meget desto mere ærgerligt at de har valgt et så inkompetent produktionsteam.
OM ISCENESÆTTELSEN
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde i min kritik af operaens sceniske aspekt, for stort set alt ved denne produktion var forkert. Der var mange lejligheder, hvor den sungne tekst ikke passede til det, instruktøren havde fundet det for godt at sætte de medvirkende til at gøre på scenen. I operaens første scene giver koret, som befinder sig ved det franske hof, publikum et situationsbillede ved at synge om krigen mod englænderne. Ifølge originalteksten gør den franske officer Delil herefter sin entré sammen med kongen, som han annoncerer for hoffet ved at synge ”Il Rè!”, hvilket betyder ”Kongen!”, men i Malmö er kongen allerede på scenen, hvorfor det ikke giver mening at annoncere ham. I den næste scene beder Giovanna i en lysning i skoven ved en Jomfru Maria-statue om en hjelm og et sværd, så hun kan kæmpe for sit fædreland. I den oprindelige regi falder hun i søvn efter sin bøn, hvorefter kongen kommer, lægger sin hjelm og sit sværd på jorden, og beder ved statuen. Giovanna vågner, ser hjelmen og sværdet, opfatter dem som et tegn fra oven og udbryder: ”Jeg er rede!” I Malmö Operas produktion har kongen imidlertid lagt hjelm, sværd og skjold fra sig på scenegulvet i den foregående scene, og her er de blevet liggende. Når Giovanna beder om et hjelm og et sværd ligger de således allerede på jorden foran hende, hvorfor det ikke giver mening, at hun beder om dem.
I anden akts finale krones kongen i katedralen i Orleans, hvorefter tæppet skal falde, og tredje akt skal begynde i den engelske lejr, men disse to scener går ud i et i Malmö uden nogen afbrydelse. Koret bliver altså på scenen, således at de samme mennesker, der lige har været begejstrede franskmænd, der hyldede deres konge, nu er englændere, der råber: ”Franskmændene!”, fordi de fra deres lejr kan se den fjendtlige hær nærme sig – ikke særlig troværdigt! Da Giovanna bæres ind forud for sin dødsscene, spørger hun efter sin standard med Jomfru Maria på, som hun derpå bliver overrakt i den oprindelige tekst, men i Malmö er der intet banner. Man må undre sig over, hvorfor man fra produktionsteamets side mener, at den oprindelige tekst er så ligegyldig, at man på den måde kan tilsidesætte den.
Produktionen tynges også af de sædvanlige uforståelige eller overflødige indslag. I de fleste scener består bagvæggen af Douglas O’Connells videodesign af bjerge, der enten er sneklædte i klart vejr, svære at se i en snestorm, frodige og solbeskinnede, eller langsomt roterer 180 grader. Det er da kønt at se på, men det har ikke særlig meget med ”Giovanna d’Arco” at gøre, i og med at scenen, hvor Giovanna og kongen mødes, foregår i en skov, og de øvrige scener foregår i hhv. den franske eller den engelske lejr, samt ved katedralen i Orleans. Leslie Travers har skabt nogle usandsynligt kedelige kostumer – Giovanna er hele tiden i hvidt tøj, jeans med enten T-shirt eller undertrøje, koret er klædt i sort, undtagen når de til kroningen ligner nogen, der har deltaget i en hinduistisk farvefestival, kongen er meget af tiden i forskellige variationer af jakkesæt, og Giacomo, Giovannas far, er hele operaen igennem iklædt det samme mørke, slidte og beskidte kostume. Det eneste øjeblik med visuel skønhed, der bliver os tilstået, er i kroningsscenen, hvor kongen bærer en smuk middelalderdragt, komplet med krone og rød hermelinsbesat fløjlskåbe, men det virker temmelig malplaceret midt i al nutidstøjet. Ligeledes ligner kongens hjelm, sværd og skjold, som han giver til Giovanna i starten af operaen, noget fra en legetøjsbutik.
Philipp M. Krenn har sat i scene, og det burde han have ladet være med, for hans koncept for ”Giovanna d’Arco” er helt hen i vejret. I åbningsscenen klynger kongen, der er nedtrykt pga. de franske nederlag i krigen, sig til officeren Delils ben, hvilket både virker latterligt og også meget usandsynligt for en kongelig person, i en 1400-tals-sammenhæng såvel som i dag – kan nogen forestille sig, at Frederik X ville knæle på jorden og klynge sig til en officers ben for øjnene af hele hoffet eller hæren, fordi han led af sjælekvaler? Næppe. I den følgende scene står Giovanna og truer kongen med hans sværd, som hun har fundet på jorden, selvom de jo er allierede, der sammen skal frelse Frankrig. Når hun ifølge manuskriptet skal ligge og sove, står hun bare ubevægeligt på scenen, og Giovannas og kongens store duet, hvor Giovanna indrømmer, at hun gengælder kongens følelser, foregår på en overdimensioneret dyne, der er blevet lagt på jorden, og som skiftevis bruges til at ligge på, som en slags kappe, til at skjule Giovanna fra soldaterne, da de kommer ind, mm.
Det hele giver indtryk af, at Krenn ikke rigtig har vidst, hvad han skulle stille op med Verdis opera, og alle de mærkelige tiltag samt de førnævnte skuffende kostumer og den irrelevante scenografi, gør INTET for at levendegørende den historie, som operaen fortæller, men blot gør den latterlig og ligegyldig. Det er synd for Verdi, som med ”Giovanna d’Arco” har skrevet en rigtig fin opera, for sangerne, som synger deres svære partier, samtidig med at de skal udføre instruktørens fjolleri, og for publikum, som har betalt mange penge for en billet, kun for at blive talt ned til med en fordummende produktion, der bygger på en fejlagtig præmis om, at moderne mennesker ikke kan forholde sig til gamle dage.
Som en særlig effekt har man valgt at inkludere en akrobat i udvalgte scener, som skal hænge med ryggen mod loftet som et spejlbillede af Giovanna, eller hænge med hovedet nedad sammesteds og bevæge sig, som om hun går på himlen. Hvad det skal gøre godt for, er svært at forstå – i programmet står der, at hun er Giovannas spejlbillede, men hvad i alverden har det med Verdis opera at gøre? Hvis man mente, det var en god ide at anvende en akrobat i produktionen, kunne man vel i det mindste have gjort hende til en af de engle, som lejlighedsvist synger til Giovanna i kor, eller sågar til Jomfru Maria, som Giovanna jævnligt beder til – men nej, vi skal spises af med den sædvanlige fortærskede pseudo-psykologiske symbolisme, som har vansiret et utal af operaproduktioner de sidste mange årtier.
Det skal for god ordens skyld bemærkes, at denne tirade IKKE er en kritik af akrobaten Andrea Hilario, der medvirkede i produktionen – hun gjorde det, hun var blevet sat til, aldeles udmærket og blev belønnet med et velfortjent bifald, da forestillingen var slut. Det, jeg opponerer mod, er produktionsteamets anvendelse af hende, ikke hendes præstation.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Malmö Operas kor og orkester spillede og sang fint hele aftenen – der var lige en enkelt smutter i træblæserne i ouverturen og i messingblæserne hen mod operaens slutning, men det var i småtingsafdelingen. De lededes af dirigenten Daniela Musca, hvis store energi og ditto begejstring var en fornøjelse at være vidne til, samt et godt match til Verdis egen ungdommelige energi, som hans tidlige operaer inkl. ”Giovanna d’Arco” er fyldt med. Desværre lod Musca hånt om balancen mellem sangere og orkester – det var mere reglen end undtagelsen, at hun lod orkestret drukne solisterne i de mange klimakser hele aftenen igennem, og det er simpelthen uacceptabelt for en operadirigent.
Titelrollen blev sunget af sopranen Ania Jeruc. Jeruc har en smuk og fyldig stemme, der også klarede rollens mere forsirede passager rigtig godt. Hun havde dog en kedelig tendens til at glide ind på mange af de høje toner, og jeg bemærkede også, at hun indsatte en uskreven høj tone i slutningen af et ensemble for solister og kor, en tone, hun ikke slap helt heldigt fra. Alt i alt var hun dog velvalgt til rollen, og hvis produktionsniveauet havde matchet hendes sang, havde det været en helt anderledes fornøjelig oplevelse at overvære denne Skandinavienspremiere. Jeruc skal også roses for den gestik og mimik, som hun krydrede sin første aries kadence med, efter Giovanna netop har sunget, hvor brændende hun ønsker sig et sværd og en hjelm, så hun kan kæmpe for Frankrig – Jerucs bevægelser og ansigtsudtryk afspejlede disse følelser på rørende vis.
Kongen blev sunget af Bror Magnus Tødenes, der har en rigtig fin tenor, der passer godt til Verdis musik. I kongens entréarie imponerede Tødenes med sin flotte klang og sin sikre teknik, ikke mindst da han afsluttede en frase med et utrolig smukt crescendo og descrescendo på den næstsidste tone. Det meget positive indtryk af hans sanglige formåen blev ikke ødelagt af en enkelt klemt toptone et par steder. Barytonen Fredrik Zetterström sang også smukt i rollen som Giovannas far, og især i kroningsscenen, hvor han i alles påhør anklager sin datter for hekseri, rullede han sine dramatiske færdigheder ud. Tenoren Tor Lind udførte rollen som Delil tilfredsstillende, men bassen Gustav Johansson var en skuffelse som den engelske general Talbot. Der var ikke meget volumen i ham, og heller ikke meget bund.
Hvis man har læst nogle af mine anmeldelser, ved man, at jeg som regel går mere i detaljer i min vurdering af sangerne, end jeg har gjort her, men det var ærlig talt svært at vurdere sangerne mere indgående, fordi man havde valgt, at produktionens scenografi skulle have et lavt, skråt loft indeholdende luger, der kunne åbnes, så der kunne komme konfetti, overdimensionerede serpentiner, og akrobater ud af disse luger. Dette loft gjorde ikke noget godt for akustikken efter min opfattelse, og derfor er min beskrivelse af sangerne lidt kortere end normalt. Jeg ville ønske, man fra produktionsteamets side havde taget mere hensyn til sangerne, ikke kun ift. dette loft, men også havde benyttet sig mindre af at lade dem knæle, ligge ned, krølle sig sammen osv. Da Giovanna blev båret ind forud for sin død, lå hun ikke på en båre men blev bare holdt oppe af seks koristers og/eller statisters strakte arme. Jeg kan ikke forestille mig, at det har været særlig behageligt for aftenens sopran, og jeg synes ærlig talt også, det er en lemfældig behandling af en solist, lige inden hun skal synge sin afsluttende og musikalsk krævende scene, hvilket kræver, at hendes krop er i topform, så hun kan bruge sine muskler optimalt.
*
Som man nok kan forstå efter at have læst denne anmeldelse, var Malmö Operas produktion af ”Giovanna d’Arco” en skuffelse. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at opleve et så sjældent opført værk, og selvom det blev sunget fint at dømme ud fra, hvad man kunne høre af sangerne over orkestrets alt for høje volumen, blev det alligevel en kedelig oplevelse, takket være den jammerlige produktion. Jeg ville ønske, man fra operahusets side havde turdet bryde med traditionen for moderniserede konceptiscenesættelser og være vendt tilbage til den oprindelige tradition med at iscenesætte operaen, som den er tænkt fra librettistens og komponistens side, i dette tilfælde med en gang visuelt smuk middelalderromantik. Dét ville være banebrydende – og det ville have ydet både Verdi og publikum retfærdighed.