Det begynder at blive koldt om fødderne, men varme findes et sted

"Jeg vil ånde luften i fulde drag
synge Gud en sang for den lyse dag
Takke ham, at morgenen mig end er sød
at mig dagen fryder, trods synd og død"

Melodi: Oluf Ring ca. 1915.
Tekst; Jakob Knudsen, 1891.

En dag skal vi alle dø, men hvornår er der ingen der ved - Heldigvis.
Men det vi ved er at vi har et aktivt valg i hvordan vi lever livet før og efter sygdom og død i den nærmeste omgangskreds. Alle har et aktivt valg i hvordan den dybe sorg, længslen og uretfærdigheden, som døden bringer med sig håndteres.

Hans Rønne tager sagen i egen hånd, tager bladet fra munden og tager publikum med ind i en levende og medrivende monolog om det at ældes og det at dø. Uanset hvor forberedte på døden man nu end kan være, så er egne følelsers reaktionener utilregnlige, når de havner midt i kaos. Kaos hersker fra starten da lydmanden starter musikken før Hans når at få sine nye sko på. Han var overhovedet ikke klar, ikke klar til at iscenesætte sin iscenesættelse af dødens tabuiserede faktum - at den ikke kan undgås uanset hvad. 

Kan døden være selvforskyldt, medmindre det er et aktivt valg? Hvad sker der når vi dør?
Bliver kroppen liggende og det indeni flyver til Valhalla i Norge, ligesom nabopigens kat? Eller må vi være skarpe på hvordan vi i livet bevæger os og udfylder kondiskoenes skaller? Hvornår vælger vi at løbe eller hvile for at få alt det bedste med fra livet og endelig hvordan er vi som hinandens støtte og trøster når livet bliver for svært? Alt dette og meget mere får Hans belyst i sin blot 70 minutter lange, yderst vellykkede forestilling på scenen.

Der hersker ingen tvivl om et stort talent, erfaring og mod til at gå så tæt på de tungeste følelser at flere publikummer måtte ty til lommetørklæderne til sidst - som et tydeligt bevis på at instrukør Hans Rønne og Lars Knutzon i fællesskab har begået intet mindre end et mesterværk.