Det er discofilmen over alle discofilm, Saturday Night Fever fra 1977, der kan opleves i musicaludgave i Falkonersalen, hvor den er vendt tilbage efter Danmarkspremieren i 2017, igen med Silas Holst i den dansende hovedrolle som den talentfulde Tony Manero, der gerne vil være en helt på discogulvet i den lokale natklub. Rollen blev udødeliggjort af John Travolta i filmen, men Silas Holst scorede også en triumf tilbage i 2017 med samme rolle.
Nu er han så tilbage i rollen som Tony Manero, som han i øvrigt deler med Alban Lendorff, og han har denne gang også været forestillingens koreograf.
Begge dele er gjort dygtigt, men måske har det været travlheden over både at spille hovedrolle og koreografere, der har afstedkommet, at der alligevel mangler noget begge steder. Silas Holst er en stjerne – ingen tvivl om det. Han har haft en utrolig karriere og har gang på gang givet alen til sit spil, og konstant udviklet sig som skuespiller og sanger – danser har vi hele tiden vidst han var til fingerspidserne.
Det er måske også derfor, forventningerne er lige så tårnhøje som hans frisure inden forestillingen går i gang. Og denne gang virker Silas Holst nogen steder en smule træt i dansen i en koreografi, der gentager de samme moves igen og igen og igen og viser en spillestil, som ikke helt er sammenhængende med det øvrige ensemble - eller iscenesættelsen. Alt omkring Silas Holst er karrikeret i denne version, også mange af scenerne med Silas selv, derfor bliver det på grænsen til det ufrivillig komiske, når vi får så mange følsomme tårevædede scener fra musicalens hovedperson hen i mod slutningen af forestillingen.
Det lykkedes allerbedst for Søren Torpegaard Lund at skabe en troværdig karakter, der formår at balancere mellem det seriøse og det karikerede – og så giver han os igen forestillingens smukkeste nummer – som det var tilfældet i Matador. Stanley Bakar og Christopher Schølhammer Rørmose giver også begge gode bud på troværdige roller.
Josefine Tvermose har gode øjeblikke som den opadstræbende Stephanie, og det samme har Christine Astrid Nielsen som den mere jævne Anette, men det er synd for rollernes troværdighed, at de ved siden af Silas Holst – og sikkert også Alban Lendorf – danser som to middelgode kendisdeltagere i Vild med Dans.
Da jeg så urpremieren på musicaludgaven af Saturday Night Fever på London Palladium i 1998 med Adam Garcia i hovedrollen, var det helt klart, at det karrikerede var nedtonet, så det ikke lignede Grease – det har man valgt ikke at gøre i Pelle Nordhøj Kanns noget stive iscenesættelse, som hele tiden er angst for at kede sit publikum, så alle balladerne skal forstyrres med ensemble på scenen – noget der minder om, hvad vi ser til sommerens mange semiprofesionelle sommerspil.
Man har også i den danske udgave både i 2017 og denne gang valgt, at de fleste sange primært synges af to sangere stående et sted i scenogarfien – ikke af de medvirkende på scenen. Det er synd for forestillingens dynamik – selvom Line Krogholm og Ilang Lumholt er formidable sangere.
Ensemblet er ganske glimrende, og prøver at få en masse energi ind på scenen, men det lidt langsomme tempo i sceneskift og dynamik gør, at aftenen bliver flot og fornøjelig, med dejlig musik, men man føler sig alligevel en smule understimuleret, når man forlader teatret – især efter at man så, hvad et dansk musicaltaeter kan præstere på samme scene med samme produktionsselskab i Mouiln Rouge.