Wallmans har de sidste tyve år begejstret det københavnske publikum med forestillinger der var fulde af show på højt plan og med frække og forførende sangere, dansere og artister med et glimt i øjet – og så med en signatursuppe som man med spænding og glæde venter et helt år på at smage igen.
Suppen holder altid kvaliteten og i år følger resten af menuen også med: Det er imponerende, hvor gnidningsløst serveringen forergår, og hvordan maden har den perfekte temperatur, når den bliver serveret.
Det specielle i Wallmans er jo, at det er det kunstneriske personale, der også serverer – sammen med det store hold af tjenere, som også er til stede. Ved vores bord havde vi den dygtige danser Annie, der i mellem sine optrædener også havde tid til at spørge, om vi manglede noget.
Selve showet i år var bedre end sidste år, og holdet virkede mere homogent. Meegan Moore var en mere sympatisk vært i år og synes at være faldet bedre på plads i værtinderollen.
Med på holdet var heldigvis atter den ukrainske artist Dmitriy Karpenko, som viste exceptionelle evner med kroppen oppe under kuplen. De to øvrige artister var også oppe i luften – den ene hængende i en spiral, den anden i håret!
Det var et stærkt hold af sangere, der måske manglede at vise lidt individuel personlighed. Man lagde dog især mærke til Maria Jørsted hos kvinderne og Rasmus Sønderberg og Johan Huumonen hos herrerne, selvom sidstnævntes videointro var lidt lang – særligt når der er problemer med teknikken.
Holdet af kun kvindelige dansere var også bedre brugt end de sidste par år, og dejligt når der kommer en anden energi ind i numrene, når de to mænd, artist Dmitry Karpenko og sanger Johan Huumonen, få gange blander sig med danserne.
Alle koreografierne lignede dog meget hinanden, og man kunne ikke rigtig se, at der havde været forskellige koreografer inde over – også her manglede der noget individuelt udtryk.
Til gengæld var Karen Christoffersens kostumer godt sat sammen til de enkelte numre – vi var bare meget i samme genre og savnede en ordentlig omgang glimmer og frækt glimt i øjet, som der var for nogle sæsoner siden. Det hele synes en smule træt i udtrykket, selvom man ihærdigt prøvede at være mere rockende larmende og moderne i udtrykket, men fordi det syntes så forceret, virkede det også meget gammeldags.
Det synes, som om man måske skal have nogle friske øjne på showet – især nu når Cirkusbyningen også skal renoveres.