Musikalsk romantik på tværs af atlanten

En lettere rodet scenografi møder os, da vi kommer ind i Tivolis smukke Glassal. En overfyldt scene med møbler og lamper, som de medvirkende da også ofte vælter. Det burde måske lige have et ekstra gennemsyn, men man glemmer heldigvis hurtigt den uskønne scenografi, fordi vi får to charmerende og stærke skuespillere på scenen til at fortælle og synge den søde historie om romantik i den modne alder. 

Det er Annette Heick, der har fået idéen og fået Jesper Malmose til at sætte det sammen til en forestilling. Hun medvirker selv som den kvindelige del af romancen med Caspar Phillipson som den mandlige. 

I forestillingen har han lige mistet sin kone til cancer, og Anette Heicks karakter Lisbeth, der ligeledes er blevet enke og bor i USA, skriver til ham. De er tidligere bekendte og har haft en kort affære, selvom han var gift. Jørgen, som Caspar Phillipson hedder på scenen, skriver tilbage og et kærlighedsforhold opstår i brevene på tværs af atlanten. Lisbeth har fået en søn, den talentfulde klavervirtuos Peter, spillet af Silas Phillipson. Jørgen har aldrig fået børn, men har længe ønsket det. Pludselig beslutter Jørgen sig for at besøge Lisbeth, og så tager forestillingen for alvor fat, da de to personer pludselig står ansigt til ansigt. Der er mange bump på vejen til den lykkelige slutning, som i enhver romantisk komedie, men det gør ikke noget, når bumpene og vejen er brolagt med et væld af skønne sange fra både Danmark og Amerika. 

Det musikalske er klart forestillingens styrke, og så har Jan Hertz formået at få det musikalske til at lege med i iscenesættelsen, så der elegant danses om de vel mange møbler på scenen. 

Både Annette Heick og Caspar Phillipson formår at underholde publikum på en kærlig, varm måde, der luner og klæder Glassalen. Silas Phillipson støtter fint op – især musikalsk – og er dermed i smukt samspil med orkestret under ledelse af Peter Jensen. 

Det swinger poppet derudaf i de to timer, forestillingen varer – med masser af nostalgi og glæde at spore hos publikum, når genkendelsens glæde og minderne vælter frem, når man hører sangene. 

Der er heldigvis også godt tryk på komedien i romantikken på scenen, og det gør, at vi alle ler så hjerteligt med dem på scenen, så vi sammen er på en nostalgisk tur ned af mindernes vej, hvor kærligheden lyser op.