Der er stadig sjovt hos Ørkenens Sønner

"Fisse fisse fez fez" er de slagord som logebrødrene i Ørkenens Sønner har råbt herligt politisk ukorrekt højt gennem alle årene. Årets show er også fuld af sjove versefødder, som i smukt flerstemmig sang får det lumre til at virke elegant. 

Årets show Fingeren på Pølsen har netop også et moderne udsyn med en skøn finale på første akt, som hylder alle de seksualiteter, der er kommet frem i lyset de senere år. 

Ellers kunne det jo være nærliggende at kalde humoren hos de fire logebrødre for lummer og gammeldags – men glimtet i øjet og det selvirolinske blik på løjerne gør, at det stadig er alle, der kan grine med på løjerne. 

Årets tema synes at være i det franske univers. Vi møder både Napoleon, en musketer, Klokkeren fra Notre Dame og Jeanne D'arc i det festlige åbningsnummer. Senere møder vi Asterix og Obelix samt en samling franske malere på Montmatre.

Hvor den forrige forestilling syntes at have en mere sammenhængende handling, er det denne gang udelukkene selvstændige sketches, hvor mødet i logen helt klart står ud som det sjoveste, samt den evige kamp om Gyllegården, som har få en afrunding og en slutning helt i tiden, hvilket igen kan varsle, at dette måske er det sidste sjov fra de gæve sønner i ørkenen. 

Det er Søren Pilmark, der udover at stå på scenen i et utal af roller, også har iscenesat. Det har han gjort med kærlighed for sine medspilleres evner og lyst til at folde sig ud på scenen. Både Henrik Kofoed, Niels Olsen og Asger Reher og Pilmark selv er i topform til premieren, men forestillingen ender med at blive en smule lang, og ikke alle numre kan holde tempoet oppe og grinene flydende. 

Men det er stadig festligt under fez-hatten og de mange tro følgere af Ørkenens Sønner vil ikke blive skuffet. Musikalsk sørger Troels Skovgaard for, at alt fungerer, Henrik Børgesen har tryllet med kostumer, og så er det såmænd også Søren Pilamark, der har sørget for den billedskønne scenografi.