Søvnig Tornerose

Det var tilbage i 2010, at Den Kongelige Ballet havde premiere på Christopher Wheeldons udgave af den store klassikker Tornerose. Vi har ellers på Den Kongelige Ballet haft en en smuk og velfungerende udgave af Helgi Tómasson og Jens Jacob Worsaae, men nyt skulle der altså til, mente man. 

Det blev så til denne temmelig blege og upersonlige Tornerose, som på Operaen endu mere minder om en beskåret turnéudgave, end den gjorde på Gamle Scene tilbage i 2010. Tornerose er ellers en ballet, der lægger op til opulent luksus og klassike variationer i massevis. Men den kræver også en sikkerhed og et overskud hos danserne, der gør, at man ikke kommer til at sidde og kede sig i den ene klassiske solo efter den anden. Det gør man desværre her. Der er langt fra overskud nok til at bære balletten hjem, især når nu der heller ikke er særlig meget hjælp at hente i det visuelle, som byder på nogle af de grimmeste balletkostumer, jeg længe har set. 

Iscenesættelsen er der heller ikke meget at hente i. Wheeldon ved ikke rigtigt, hvad han vil med denne historie. Det er fint nok, at den onde fe Carabosse til sidst formildes og tilgives, så hun deltager i den afsluttende bryllupsfest, som en af danserne i Pas de Quatren, men hun bliver aldrig rigtigt farlig som figur – og så ryger kampen mellem det gode og det onde, selvom Stephanie Chen Gundorph giver alt, hvad hun har i sig, og man i glimt kan se, hvad figuren kunne være blevet til, hvis iscenesættelsen havde givet den lov. 

Ji Min Hong kom ikke til at udstråle den sødme som rollen kræver, og hun virkede lidt behæmmet i bevægelserne og lidt låst i ryggen, særligt når hun skulle op i arabesque. Ryan Tomash var mere sikker og hvilede i rollen som Prins Desiré, men hans rolle var underligt beskåret, og man fik slet ingen introduktion til ham, som man ellers har mulighed for i begyndelsen af 2. akt. 

Klodset var det også fra scenografen Jérôme Kaplands side, at vi ikke kunne se i kostumerne, at der var gået 100 år - det var blandt andet det, der var så vellykket i Jens Jacob Worsaaes version. 

Aftenens mest vellykkede præstationer kom fra Jón Axel Fransson og Jonathan Chmelensky som to sikre kavalerer i Pas De Quatren og Tobias Praetorius og Tara Schaufuss i den berømte Blå Fugl. Liam Redhead og Victoria Bell morede som de to katte, og så leverede korpset en rigtig fin og flot danset Blomstervals i 1. akt. Desuden spillede Det Kongelige Kapel yderst eventyrligt Tjajkovskijs udødeligt smukke bravourmusik under ledelse af Niklas Benjamin Hoffmann

Ellers er det en søvning omgang, som man faktisk ikke kan være bekendt fra Den kongelige Ballets side.