Det Kongelige Teater præsenterede tilskuerne for en dejlig kammerkoncert med stykker for forskellig besætning, da man jo havde alle kapellets musikere at trække på. Repertoiret var mest i den klassiske ende, men der blev også plads til et sprælsk stykke af Poulenc, og det hele var smukt krydret med både musikhistoriske fakta og anekdoter fra Det Kongelige Teaters egen historie, fortalt af Grit Dirckinck-Holmfeldt Westi, der til daglig er violinist i kapellet, men som, at dømme ud fra hendes præstation ved koncerten, også med succes ville kunne undervise og holde foredrag.
OM GAMLE SCENE
Jeg havde min tilskuerdebut på Gamle Scene tilbage i 1994 og har været der mange gange siden, men jeg kan aldrig se mig mæt på det smukke interiør i auditoriet, hvad enten det er alle de forgyldte krummelurer, den smukke lysekrone omkranset af malerier af de ni muser, eller det smukke, malede bagtæppe, hvor små engle eller amoriner trækker et rødt forhæng til side og dermed åbenbarer en vidunderlig græsk bjergudsigt med Athens Akropolis på den øverste top. Hele teatret, som fylder 150 år til oktober, emmer simpelthen af tradition og historie, og det er lidt vemodigt at tænke på, at det ikke længere er hovedscene for de tre kunstarter, balletten, operaen, og skuespillet, men når man er ved at nå slutningen af koncerten og for Gud ved hvilken gang rykker lidt rundt på sine ben, som der ikke er alt for meget plads til, ender man alligevel med at kunne se det fornuftige i de nyere bygninger. Uagtet den sparsomme benplads er Gamle Scene slet og ret vidunderlig og danner en rigtig fin ramme om en kammerkoncert.
BEETHOVEN
Første punkt på programmet var en Beethoven-sats fra 1796, 12 variationer over ”Ein Mädchen oder Weibchen”, Papagenos anden arie fra Mozarts ”Tryllefløjten”, der havde premiere fem år tidligere og var blevet så populær, at dens melodier hørtes over alt i Wien i forskellige arrangementer. Variationerne er skrevet for cello og klaver, og det var en fornøjelse at se cellisten Joel Laakso og pianisten Robert Houssart, der spillede på fortepiano, dvs. ikke et moderne flygel men et klaver af den type, Mozart og Beethoven i sin tid spillede på, leve sig ind i musikken, der både var munter takket være sin oprindelse (Papageno leverer såkaldt ”comic relief” i ”Tryllefløjten”) men også virtuos og uden tvivl svær at spille. Laakso og Houssart fik dog variationerne til at lyde legende lette, et sikkert tegn på, at man er i professionelle musikeres nærværelse, uden at deres spil af den grad klang overfladisk. Et andet sikkert tegn er den måde, Houssart fortolkede klaverets del af variationerne på – han sørgede for, at diskanten klang en smule kraftigere end mellemstemmerne og bassen, hvilket fremhæver melodilinjen på en naturlig måde og samtidig skaber et mere nuanceret klangbillede. De to herrer var desuden matchende klædt i lyseblå skjorter og mørkeblå beklæder.
MOZART
Herefter trakterede Det Kongelige Teater med Mozarts vidunderlige klarinetkvintet, skrevet kun to år før hans død, dvs. syv år før Beethovens variationer blev til. Jeg har tit ærgret mig over, at Mozart kun blev 35 år gammel, for ens tænder løber næsten i vand ved tanken om, hvor mange flere sublime værker, han kunne have komponeret, hvis han var blevet dobbelt så gammel. Men når man hører den fine klarinetkvintet, er det på den anden side svært at forestille sig, at han kunne have opnået ret meget mere som komponist, for det er et værk, der indeholder overjordisk skønhed af Mozarts helt unikke karat.
Lee Morgan spillede på en almindelig klarinet, oplyste Grit Dirckinck-Holmfeldt Westi os om, ikke en bassetklarinet, som både denne kvintet og Mozarts klarinetkoncert, komponeret to år senere, begge er skrevet for, selvom programmet til koncerten angiver netop bassetklarinetten som en del af besætningen til dette stykke musik. Klarinetten er kvintettens solist, hvis man kan tale om en sådan indenfor kammermusik, og derfor var det Morgans musiceren, der var mest i fokus. Men Morgan var i den grad en holdspiller, der ikke forsøgte at stjæle rampelyset men musicerede eksemplarisk med de øvrige medlemmer af den til koncerten sammensatte kvintet, der bestod af Emma Steele og Anna Gwozdz på violin, Anne Lindeskov på bratsch, og Joel Laakso på cello endnu engang. Det var smukt at se, hvor fint sammenspillede dette ensemble var, når den ene violinist vendte sig mod den anden for at sikre sig, at de spillede i total harmoni med hinanden, og det hele klang så smukt, at man næsten kunne græde.
POULENC
Efter pausen var det tid til det nyere repertoire, nemlig en sonate (skønt den i programmet stod anført som en trio) for trompet, horn og basun af den franske komponist Poulenc. Selvom Poulenc er fra 1900-tallet, er hans musik faktisk til at holde ud at høre på i modsætning til en del andre komponister fra denne periode, fx Schönberg, Stockhausen og Schnittke, hvis musik ofte virker som et overgreb på sanserne. Selvom Poulencs harmoniske sprog naturligvis er anderledes end Mozarts og Beethovens, dvs. mere dissonant, er hans musik dejlig melodisk, og dagens sonate er en lille perle, som jeg varmt kan anbefale læserne at lytte til, hvis de ikke kender Poulenc i forvejen men gerne vil gøre hans bekendtskab. Den er skrevet i 1922, da Poulenc var 23 år, og er dermed et ungdomsværk, ligesom Beethovens variationer.
Blæsertrioen, der spillede denne sonate, var en ”herreklub” iført jakkesæt og flotte slips, nemlig Constantin Glaner på horn, Jeppe Lindberg på trompet, og Kasper Thaarup på basun. Ligesom kvintetten, der spillede Mozart, var denne trio flot sammenspillet og imponerede bl.a. med nogle helt synkrone vejrtrækninger. De fik både det humoristiske og det sørgmodige frem i Poulencs finurlige musik, og Lindbergs trompet klang helt lyrisk sine steder, noget man måske ikke så ofte forbinder med trompeten, der ofte anvendes for at give musikken et mere martialsk udtryk. Thaarups basun fik især i den meget korte slutsats lov til at understrege komikken i stykket, og det var fuldt fortjent, at publikum klappede længe og begejstret, da sonaten var spillet til ende.
BEETHOVEN IGEN
Koncerten blev fint rundet af med endnu et Beethoven-stykke, denne gang en kvintet for en lidt usædvanlig sammensætning af instrumenter, nemlig klaver (spillet af Thomas Bagwell), obo (spillet af Felicia Greciuc), klarinet (igen spillet af Lee Morgan), horn (spillet af Ola Nilsson), og fagot (spillet af Jacob Dam Fredens). Historien bag denne kombination er, at Mozart i 1784 komponerede en kvintet for netop denne besætning, og at Beethoven, som elskede dette stykke musik, 12 år senere (altså samme år som han skrev de 12 variationer, der indledte dagens koncert) besluttede at skrive en kvintet af samme type – endda i samme toneart!
Endnu engang fik vi lov at opleve musiceren på et højt plan – jeg bemærkede bl.a., at Bagwell på et tidspunkt drejede hovedet fra sit klaver for at se på oboisten Greciuc, så de kunne afstemme afslutningen af en trille. Greciuc spillede i øvrigt med en meget smuk klang, der virkelig understregede det unikke ved oboen som instrument.
Der var også mange dejlige farver at se på, for Greciuc bar brændt orange, Fredens var i blåt og spillede på en højrød fagot, og Bagwell havde en blommefarvet skjorte på. Det kan måske virke overfladisk på nogen, at jeg kommenterer på musikernes valg af tøj, men uanset hvor smukt, der bliver spillet – og det gjorde der virkelig til denne koncert! – er det også rart at få stimuleret synssansen, når et stykke musik varer 25 minutter, som denne kvintet gør, eller 35 minutter, som det er tilfældet med Mozarts klarinetkvintet.
OM STATSLIGE KULTURINSTITUTIONER
Jeg sad i løbet af koncerten og følte mig privilegeret som dansker, fordi vi har et kongeligt kapel, der har eksisteret siden 1448, og et kongeligt teater, som bliver støttet statsligt, hvilket gør det i stand til at videreføre nogle smukke og værdifulde traditioner, der går flere hundrede år tilbage i tiden. Nogle mennesker ønsker at privatisere alting, andre ønsker at spare på alt det ”unødvendige”, fx kultur og uddannelse (jeg husker stadig med gru, dengang Radiounderholdningsorkesteret skulle spares væk).
Personligt er jeg enig med Svend Brinkmann, der advokerer for et større fokus på dannelse, og i den henseende spiller kultur og traditioner en vigtig rolle. Hvis du, kære læser, er i tvivl om, hvad de to ting egentlig er for noget, og hvorfor de er værdigfulde, kan jeg varmt anbefale dig at købe billet til en af Det Kongelige Teaters koncerter – hvis de alle er på samme høje niveau som denne blæserhyldest, vil du ikke blive skuffet!