Med et nogenlunde festligt program, en veloplagt og charmerende Anette Heick som konferencier, og en dirigent med ungdommelig energi og sikker stilfornemmelse i skikkelse af Hossein Pishkar, var det lagt op til en fin nytårskoncert på Operaen. Når dertil lægges det altid velspillende kapel og seks sangsolister af blandet men overvejende positiv karakter, var succesen i hus.
OM PROGRAMSÆTNINGEN
Som nævnt ovenfor, var programmet for årets nytårskoncert langt bedre end sidste år, hvor der primært var orkestral messingsuppe af Wagner og Richard Strauss på programmet. I år blev vi præsenteret for ikke mindre end fem duetter fra Lehárs operette ”Den glade enke”, som får premiere på Operaen til april, to ensembler fra Johann Strauss d.y.’s udødelige operette ”Flagermusen”, en arie fra Offenbachs operette ”La Périchole”, festlige orkesterstykker af Johann Strauss d.æ. og Offenbach, og naturligvis også Lumbyes uopslidelige champagnegalop – alt sammen glad og festlig musik, der er yderst velegnet til en nytårskoncert, især i numrene fra ”Flagermusen” og ”La Périchole”, hvor sangerne ikke kun foldede sig ud på det vokale men også det komiske plan.
Man havde dog valgt at slutte første halvdel med en orkestral kærlighedsscene fra Berlioz’ dramatiske symfoni ”Romeo og Julie” og det, Anette Heick kaldte ”den officielle del” af anden del (dvs. inden Champagnegaloppen, der fungerede som en slags ekstranummer) med en til tider både dyster og bombastisk vals af Ravel. Begge numre var både fint skrevet og spillet isoleret set, men man må betvivle visdommen i at programmere dem til en nytårskoncert. Begge stykker varer ca. et kvarter – det er lang tid at skulle fordybe sig i seriøs musik, hvis man er mere indstillet på serpentiner og champagne, især når man fra kapellets side havde valgt det langvarige og seriøse Berlioz-stykke som afslutning på første del, uanset hvor smukt det var. Men som sagt var programmet langt mere passende til lejligheden end det, vi blev præsenteret for sidste år – lad os håbe, at programsætningen bliver ved med således at ændre sig i den rigtige retning i de kommende år.
OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Kapellet spiller fantastisk – andet er der ikke at sige til det. Det gør de, fordi de hver især er rigtig dygtige musikere, fordi de er det, man kalder ”godt sammenspillede”, dvs. de lytter til og indretter sig efter hinanden, så de fungerer som en samlet organisme, ikke en stor gruppe solister, der hver især vil høres, og også fordi, de ledes af en dygtig dirigent. Som allerede nævnt havde Hossein Pishkar helt styr på ”tropperne” – det var en fornøjelse at se og høre.
Den første gruppe duetter fra ”Den glade enke”, tre i alt, blev sunget af Marlene Metzger i rollen som Valencienne og Anders Kampmann som Camille. Jeg var glad for at få lejlighed til at stifte bekendtskab med Metzgers fine, lyriske sopran, for da jeg anmeldte Operaakademiets koncert i foråret, var Metzger blevet syg. Da jeg nu har hørt hende, er jeg sikker på, at hun ville have sunget sin musik fra Donizettis ”Don Pasquale” til koncerten rigtig smukt, og jeg glæder mig til at opleve hende igen.
Anders Kampmann var sprunget ind med kort varsel for en sygemeldt Jens Christian Tvilum, og hans præstation fortjener megen ros. Kampmann har en fin dramatisk tenor, noget vi ikke så ofte fostrer her i Danmark, og hver gang jeg har oplevet ham på scenen, har det været en både vokal og dramatisk fornøjelse. I aften bemærkede jeg, hvordan Kampmann får skabt den helt rigtige balance i kombinationen af brystresonans, hvilket giver den rette heroiske klang i hans stemmefag, og hovedresonans, sådan at det rent faktisk bliver til lyrisk sang, ikke rendyrket råben, hvilket desværre er tilfældet for nogle dramatiske tenorer. Han har også et dejligt ”suk” i stemmen til tider, noget tidligere tiders italienske tenorer gerne benyttede som en integreret del af deres vokale værktøjskasse, og jeg er sikker på, at Kampmann med tiden vil kunne stråle i netop det italienske dramatiske tenorrollefag – han kan blive en rigtig fin Radamès i ”Aida”, Canio i ”Bajadser”, og sikkert også Otello i Verdis mesterværk af samme navn.
Det er ydermere beundringsværdigt, at Kampmann tacklede Camilles musik så fint, da den er skrevet for en lyrisk tenor og derfor har et højere tessitura, end de roller, der egentlig passer til Kampmanns mørkere stemme (tessitura = det område af stemmen, hvor en rolle ligger mest, i modsætning til ambitus = det komplette omfang af en rolle fra top til bund). Kampmann er også castet i den tungere rolle som Danilo, ikke Camille, når ”Den glade enke” får premiere til april.
I det andet sæt duetter fra Lehárs bedst kendte operette optrådte Sine Bundgaard som enken Hanna, en rolle hun skal synge til april, og Fredrik Bjellsäter var Danilo. Bjellsäter har en rigtig behagelig lyrisk tenor, som Den Kongelige Opera med fordel kunne anvende i roller som Nemorino i Donizettis ”Elskovsdrikken” eller Ferrando i Mozarts ”Così fan tutte”, og det var dejligt at høre ham synge Lehárs musik og også give den gas på alle komik- og charmetangenterne.
Sine Bundgaard så fantastisk ud i en overdådig sølvrobe med matchende sko og smykker, men det sanglige lod noget tilbage at ønske. Stemmen produceres på en anspændt måde, hvilket afspejles i hendes ansigt, giver lejlighedsvise intonationsproblemer og skaber en klang i det høje leje, der ikke er særlig smuk, og man får indtryk af, at denne fastspændthed i den vokale produktion forhindrer Bundgaard i fuldt ud at integrere stemmens forskellige registre.
Sine Bundgaard dannede par med Anders Kampmann i terzetten fra første akt af ”Flagermusen”, hvor de fik selskab af Morten Staugaard. Her fik komikken for alvor lov til at folde sig ud, da Staugaard som fængselsinspektør kom for at hente Bundgaards fraværende mand og hun derfor overtalte sin glødende beundrer i Kampmanns skikkelse til at træde i ægtemandens sted, så hun ikke tabte ansigt – det var et af koncertens allerbedste numre, og de vokale mangler hos Staugaard, som jeg lejlighedsvist har beskrevet i mine anmeldelser, var ikke så tydelige, at det ødelagde helhedsindtrykket.
Men selvom der var vellyd og komik i alle aftenens sangnumre, var det Hanne Fischer, der tog prisen i en arie fra ”La Périchole”. Jeg så Fischer for 30 år siden som en dejlig Rosina i Rossinis ”Barberen i Sevilla”, og i aften var hun fuldstændig vidunderlig! Hendes mezzo-sopran var smuk og varm og kraftfuld, både i det dybe leje, og når musikken klatrede højere op af tonestigen – det var simpelthen en sund stemme, der hang sammen rent teknisk. Fischer nærmer sig de 60 år, og jeg ved ikke, hvad hun har på programmet i den kommende tid, men at dømme ud fra hendes præstation til koncerten skulle det ikke undre mig, om hun stadig kunne synge en pragtfuld Dalila i Saint-Saëns’ bibelske opera – hun har den helt rigtige kombination af kraft og varme i stemmen til det parti.
Og det var ikke kun vokalt, at Fischer brillerede. Hun fik os alle sammen til at grine og juble med sin mimik, sin charme og sin vokale ageren i rollen som en ung, fattig kvinde, der er blevet inviteret til fest hos selveste den peruvianske vicekonge, og har fået alt for meget champagne – en stor tak herfra!
*
Godt nytår til alle XQ28’s læsere!